Racisme og forskelsbehandling

George Floyd, som er sort, blev dræbt på makaber vis af en hvid betjent i Minneapolis 25. maj under en anholdelse. Det skabte fornyet fokus på racisme og diskrimination – ikke kun i USA. Tusindevis har demonstreret på gader og sociale medier, og emnet har fyldt i medierne. Mere lighed i sundhed er tema i DKF’s målprogram ’Rygraden 2018-22’, Her sætter vi spot på, hvordan forskelsbehandling pga. etnicitet og hudfarve er med til at skabe ulighed i sundhed – og hvor man kan sætte ind som kiropraktor.

Verdensforbundet:

Kiropraktorer skal aktivt promovere diversitet og retfærdighed

WFC reagerer på den globale diskussion om racisme affødt af drabet på George Floyd i USA og har præciseret sin politik mod diskrimination.

Richard Brown er direktør for kiropraktorernes verdensforbund World Federation of Chiropractic og har ført pennen i organisationens udmeldinger om diversitet og racisme.

”Det virker ubegribeligt, at mennesker i 2020 stadigt hetzes på grund af deres etnicitet eller hudfarve. Bevidst og ubevidst diskrimination resulterer i, at dele af samfundet er dårligere stillet inden for sundhed, uddannelse, jobsikkerhed og i hverdagen,” skriver direktør Richard Brown i forbundets seneste nyhedsbrev fra juli, og skriver også: ”Det er påvist, at racisme betragtes som en grundlæggende årsag til dårligere sundhedstilstand og ulighed i sundhed for racialiserede/ etniske minoriteter. (1) Fra barselsafdelinger rapporterer ikke-hvide kvinder, at de behandles mindre godt, mindre venligt, oplever mere ventetid og mindre medinddragelse. (2) ” ”Hvad enten det er etnicitet, køn, funktionsevne eller seksualitet, må vi som profession stræbe efter at sikre, at kiropraktorprofessionen aktivt promoverer retfærdighed og diversitet i alle former. Gør vi ikke det, giver vi afkald på vores ansvar som sundhedspersoner og svigter de samfund, vi tjener,” konkludere Richard Brown i nyhedsbrevet.

WFC’s mission og vision handler om, dels at få kiropraktorers kompetencer brugt mere, dels sikre lige adgang til kiropraktorbehandling. Begge dele kræver mere lige adgang til sundhed, og diskrimination er en forhindring, der skal ryddes af vejen. Sådan lyder argumentationen i den opdaterede udgave af WFC’s Equity, Diversity and Inclusion Policy, som hovedbestyrelsen netop har godkendt.

Her tager WFC afstand fra diskrimination og forpligter sig bl.a. på at høre og tilgodese de stemmer, der ofte udsættes for diskrimination og er underrepræsenteret. Er fx to personer lige kvalificerede, skal kandidater, som traditionelt set er underrepræsenterede i WFC, tilgodeses.

Man forventer også, at personer i organisationen reagerer, når de oplever eller bevidner diskrimination, og man forpligter sig på at tage klager seriøst.

”Racisme findes med småt i mikro-aggressioner og med stort som systemiske eller strukturelle samfundsproblemer. Det er det sværeste at skrive om, for det er eksplosivt som nærmest intet andet tema. Vi har alle store aktier i identitetspolitik og diskrimination, fordi vi alle har identitet og ikke vil diskrimineres.”

Professor Vincent Hendricks, Raeson.dk

Et afsnit handler om racisme og anerkender det antiracistiske momentum skabt af begivenhederne i USA. ”Åbenlyse eksempler (på racisme, red) inkluderer nedsætttende racialiseret sprog, symboler og adfærd, som offeret med lethed observerer og opdager. Skjulte eksempler tager almindeligvis form som systemisk racisme, en form for racisme, som ikke er nem at observere. Den referer til indlejrede institutionelle praksisser, politikker og love, som tjener til at skabe socioøkonomiske fordele for nogle racialiserede grupper, mens den hæmmer andre. Sådanne fordele kan inkludere bedre adgang til arbejde, høj løn, bedre uddannelse, bedre sundhed og flere politiske muligheder.”

[1] Williams DR, Lawrence JA, Davis BA. Racism and health. Evidence and needed research. Annu Rev Public Health 2019 Apr 1;40:105-125. [2] Henderson J, Gao H, Redshaw M. Experiencing maternity care: the care received and the perceptions of women from different ethnic groups. BMC Pregnancy Childbirth. 2013;13:196

u

wfc.org

Hænger sammen med magt og hierarkier

”Racisme er uløseligt forbundet med diskrimination, og jeg ser racisme som et underbegreb under diskrimination. Diskrimination hænger så også uløseligt sammen med magt og hierarkier, for hvis der ikke fandtes magt og hierarkier, ville der ikke være nogen at diskriminere, ”forklarer Mira Skadegård på Videnskab. dk. Hun forsker i strukturel diskrimination på Aalborg Universitet.

Professor Rikke Andreassen, RUC, påpeger i samme artikel, at vi i Danmark har haft tradition for at forstå racisme intentionelt, mens det fx i USA er udbredt at sætte modtageren i centrum: ”Intentionel racisme dækker over en opfattelse af, at for at noget skal være racistisk, så skal man mene noget racistisk med det, man siger. […] En anden måde at se racisme på er ved at have fokus på modtageren, og have fokus på, hvornår noget opfattes eller opleves som racisme eller som racialt ekskluderende. Det handler ikke om, hvad personen mener med en vittighed, men hvordan vittigheden opleves hos modtageren.”

Det er ofte på grund af et mismatch mellem de to forståelser, at racisme-debatter løber af sporet, udtaler hun.

u’Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?’, juli 2020,

Videnskab.dk.

HVORDAN FORSKELSBEHANDLER SUNDHEDSVÆSENET?

Tilsigtet og utilsigtet forskelsbehandling på grund af etnicitet, hudfarve, religion og sprog har gode kår i det danske sundhedsvæsen. Og den er både systematisk og foregår i det små, mener professor.

Patienter, som afviser at modtage behandling af læger, der bærer tørklæde eller kommer med direkte hentydninger og generaliseringer om lægens hudfarve, sprog eller hilsner.

En hospitalspsykolog, som afviste at undersøge en patient pga. kulturel inkompatibilitet med et argument om, at patienter, der ikke er vokset op i dansk kultur, udtrykker deres følelser gennem smerte og

ikke er i stand til at mentalisere deres tanker.

En sygeplejeske, der fik at vide – tre gange – at hun skulle vaske sine hænder, indtil hun forstod, at det var hendes brune farve, som den ældre patient synes, hun skulle vaske af, før hun skulle røre ved hende.

Morten Sodemann, professor i infektionsmedicin og leder af Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, har sammen med sine ansatte indsamlet eksempler på forskelsbehandling gennem interviews med tosprogede sygeplejersker, læger, studerende og tolke.

Professor Morten Sodemann, speciallæge i infektionssygdomme og leder af Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, modtog i 2016 Lægeforeningens ærespris for at sætte syge indvandrere og efterkommere på den sundhedspolitiske dagsorden. Foto: Lars Skaaning

”Det er stilfærdige hverdagshistorier, som giver et ’klip i kørekortet’ hos modtageren, og man skal ikke have ret mange af dem, før man trækker sig. Så er der simpelthen ting, man ikke siger. Steder, man ikke kommer, og ”modangreb” man ikke foretager, fordi man har erfaring med, at det bliver det bare værre af,” forklarer Morten Sodemann, og uddyber: ”Det sætter sig i knoglerne. Det sætter sig på en måde, som er dræbende i forhold til ens selvværd, og det ved man fra store undersøgelser, det koster på den mentale sundhed.”

Han foretrækker at kalde det ’forskelsbehandling baseret på en eller flere karakteristika knyttet til at være minoritet’: ”Racisme er sådan et lidt træls begreb. Giver en masse billeder på nethinden, som blokerer for at snakke om, hvad det egentligt er, vi snakker om. Det handler om bevidst/ubevidst, tilsigtet/utilsigtet forskelsbehandling, som

”Racisme er diskrimination eller fordomme baseret på race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse.«

primært baserer sig på etnicitet, hudfarve, accent, sprog, øjenfarve, tørklæder.”

Den rigtige sygehistorie

Et eksempel på systematisk forskelsbehandling i sundhedsvæsenet er sygehuse, afdelinger eller genoptræningssteder, hvor man har en politik om ikke at bruge tolk. Han forklarer: ”Der sker noget med en, når man bliver syg. Man bliver over vældet og overmandet, og man

Institut for

Menneskerettigheder ændrer udtryk og holdning. Man bliver vrissen, ked af det, sur, afhængig, appellerende og alt muligt andet. Man rykker over i et andet mindset, og det er et indlært mindset fra 2-3 års alderen på ens modersmål, og det betyder også, at man kun er i stand til at være rigtig syg, og klogt syg, på ens mo dersmål.” ”Ved at insistere på ikke at tale modersmål med patienter, så frasiger vi også den rigtige sygdomshistorie, og det er der, det går galt. Det er en strukturel, kommunikativ ulighed,” påpeger Morten Sodemann.

Tjek dine fordomme

Racisme har særligt gode vilkår i sundhedsvæsenet. En af grundene er afhængighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson. ”Det er ikke en hemmelighed, at så snart det bliver en lille smule svært i sundhedsvæsenet, så bliver det lidt velgørenhed. Så er det afhængigt af, hvem man taler

med; om der sker meget eller ingenting. Der er der nogle personlige valg, der forstærker den strukturelle ulighed.”

Det betyder også noget, at mange sundhedspersoner er alene med patienten. ”Jeg tror, de mest grelle af vores eksempler er kommet under 4 øjne – eller med tolk. Der var en overlæge et sted i Jylland, hvor der var telefontolk på, som sagde: ’Hvis De ikke taler dansk næste gang, så må De gå til dyrlæge” ”Man har et ekstra ansvar for, at det foregår i respektfuld og venlig vekselvirkning og uden fordomme, når man er alene med patienter,” siger han.

Hvad kan man gøre? ”Det er ikke raketvidenskab. Det starter og slutter nok med, at man gør op med sig selv som fagperson, om man har nogle ting, der trigger én, hvor man bliver mere fordomsfuld end fakta

Mikroaggressioner eller mikrodiskrimination

Introduceret i 1970 af professor Chester M. Pierce til at beskrive hvide amerikaneres små, for mange ubemærkede, men virkningsfulde krænkelser af sorte. Kan virke små og ubetydelige for dem, der udfører dem, men centralt er, at de som talehandlinger kan have en effekt alligevel – især når de opleves gentagne gange. Sammenlignes med en lille nål, der bliver ved med at stikke. Bliver man stukket ofte, måske dagligt, kan det være uudholdeligt i længden. Eksempel: Når en ikke-hvid person får spørgsmålet: ”hvor er du fra?” med henvisning til personens hudfarve, kan spørgeren mene det venligt, oprigtigt nysgerrigt, men for den adspurgte fungere som en antagelse af, at denne er udlænding og ikke rigtig hører til her. Derfor kan det have en fremmedgørende effekt.

Kilde: ’Racisme med stort og med småt’, Vincent Hendricks, juni 2020, Raeson.dk baseret, hvor man bliver irriteret eller stopper hjælpen eller holder op med at forklare.” ”Jo mere man taler om det, jo lettere er det at agere og korrigere på det – eller om nødvendigt skærme patienter for det, hvis det kan lade sig gøre gennem en ”spilfordeling” af patienter.”

Ledelse, vilje og evne Lederne har en rolle i at sætte ind over for og stoppe diskriminerende tale og adfærd: ”Det handler om ledelse og struktur. Det er den daglige seje kulturhåndhævelse af, at her taler vi ordentligt til og om og med hinanden og patienterne – hver dag, hele dagen. Det skal følges op af handling, synlighed og at man også håndhæver det. Det kræver vilje og evne til at tage de trælse samtaler, hvor man sætter medarbejdere, som taler grimt, på plads. De evner og den vilje mangler mange.”

Er det, fordi problemet ikke bliver taget alvorligt? ”Jeg tror ikke, folk ser det som et problem. ’Jamen det er jo indvandrere. Det handler om sprog. Shit happens …’ Det er udbredt accepteret, at inden for det her område er der plads til fejl og mangler. Man kan se det på, at der er stort set ikke nogle af de fejl, der bliver indberettet, som handler om forsinket diagnostik, fejldiagnostik, racisme, ekstrem forskelsbehandling. Aldrig. Der er ikke en eneste.”

Bevidst dovenskab

På den seneste har Morten Sodemann været i medierne for at sætte fokus på, at social ulighed, med hans egne ord fra et tweet, ikke holder fri under en pandemi. Tværtimod, er hans budskab. Derfor er det ikke underligt, at minoritetsetniske patienter er overrepræsenterede blandt smittede, for mange i den gruppe er socialt dårligt stillede. Et utal af gange har han svaret igen, når fx politikere eller meningsdannere har sagt eller insinueret, at overrepræsentationen skyldes kulturforskelle eller asocial adfærd: nej, ulighed i sundhed er årsagen. ”Lige fra starten har jeg sagt, at man skulle have været mere vakse ved havelågen. Man er alt for langsomme og for upræcise. Man har den der besynderlige misopfattelse, at ’vi har jo oversat det.’ At oversætte informationerne er piece of cake. At få den til at virke og blive oversat til praksis, det kræver et benarbejde. Man har udvist en bevidst dovenskab i forhold til at gøre det, der i virkeligheden er svært.”

Ikke hele sandheden

Politikere og regeringen har fokus på ulighed i sundhed. Ifølge Morten Sodemann ser de slet ikke den ulighed, som den etniske forskelsbehandling skaber. De ser udelukkende på uddannelse og job: kortuddannede i lavtlønsjobs er overvægtige og ryger, og det giver kræft og hjertekarsygdomme: ”Det er en fair og rigtig forståelse, men det er bare ikke den fulde sandhed om ulighed i sundhed. Hvis man kigger på interventionsforskningen på det her område, så handler 90% om at lave patienterne om, 9% om at lave det strukturelle om; holdninger, tilgang og organisationen, og det siger lidt om, hvor fokus er, og hvorfor der ikke sker noget.”

Smertefordom og manglede viden om mørk hud kan skabe fejl

Af Tanja Skov Carlsen, redaktør, DKF

Ulla Saleme fra København læser medicin, har libanesiske rødder og bærer tørklæde. Privat og i studiejob på et hospital har hun oplevet sundhedspersonale, der ikke tager smerter lige alvorligt: ”Jeg oplever, at folk med mørk hud ikke altid bliver taget ligeså seriøst som hvide, når de har ondt. Det gør, at etniske patienter kan opleve hårdere behandling og blive presset til at holde flere smerter ud,” siger hun.

Brugen af udtrykket ”etniske smerter” viser, at der kan være hold i oplevelserne. Det bruges af nogle læ ger og sygeplejersker om smerter hos personer med brun hud og indvandrerbaggrund, hvor man ikke kan finde ud af, hvad smerterne handler om. Det kan impli cere mistanke om anderledes eller lav smertetærskel.

At kalde andres lidelser etniske er dybt problematisk, mener professor, læge Morten Sodemann. ”I realiteten er det en bekvem generalisering af uforklarede smerter hos patienter med brune øjne, tørklæde og accent. Forestillingen om etniske smerter er mest af alt udtryk for faglig utilstrækkelighed – nogle vil måske tilføje at det er udtryk for tværkulturel dovenskab,” skriver han på sin blog Ligeglobalsundhed, hvor han giver mange eksempler.

Specialeafhandling fra Lunds Medicinske Fakultet dokumenterede i 2016 danske sygeplejerskers brug af ”etniske smerter”, og hvad det kan betyde: ”De havde svært ved at tro på, at patienternes smertereaktioner var sandfærdige, hvilket resulterede i, at sygeplejerskerne var i tvivl om, hvorvidt de skulle efterleve disse reaktioner med smertestillende. Dette kunne resultere i, at smerterne blev undervurderet, og der var risiko for, at patienten ikke fik nok smertestillende,” skriver forfatterne Anne Kathrine Bang og Mie Sørensen.

I mange år arbejdede Kirsten Møller som kiropraktor på det nu lukkede Københavns Kommunes Rygcenter, der så en del minoritetsetniske patienter – en gruppe hun fordybede sig i, da hun tog sin master i sundhedsinformatik. Er hun stødt på udtrykket? ”Jeg har heldigvis ikke oplevet en arbejdskultur, hvor ’etniske smerter’ benyttes. Jeg tænker, det er misvisende og stigmatiserende. Alle patienter er forskellige uanset etnicitet,” siger hun og uddyber: ”Der findes en patientgruppe med komplekse symptomer og komplekse smerter, der ikke følger et biomekanisk mønster. Det er typisk patienter, der kan være udfordret fysisk, psykisk og socialt. I den gruppe ser jeg både etnisk danske patienter og patienter med anden etnisk oprindelse.”

Et andet element, der kan true patientsikkerheden, er læringsmateriale udelukkende med hvid hud. ”Folk med mørkere hud får ikke blå mærker så hurtigt og så tydeligt som hvide, og rødmen ser anderledes ud. Det kan opstå uden, man lægger mærke til det. Det er vigtigt at lære, for hvis man ikke er obs på det, kan det føre til dårlig eller forkert behandling,” siger Ulla Saleme og fremhæver et projekt, der var fornylig var i medierne:

På St. George University of London fandt medicinstuderende Malone Mukwende sig selv igen og igen spørge: ’Hvordan ser det ud på sort hud?”, når der blev gennemgået kliniske symptomer på fx Boreliainfektion, hudkræft og COVID-19.

Sammen med to undervisere er han gået i gang med lærebogen “Mind the Gap: A Handbook of Clinical Signs in Black and Brown Skin.” med patientfotos af mørk hud.

Faktisk er det ikke kun retvisende billeder, der mangler i den kliniske undervisning, påpeger Malone Mukwende i artikel i Washington Post. Det handler også om mere korrekte betegnelser, der passer med, hvordan fx rødme, gulsot og blå læber ser ud på mørk hud.

uJeg stoler ikke længere på mine knogler, 2018:

ligeglobalsundhed.blogspot.com

uEn professor gør op med indvandreres ‘etniske smerter’. “Vi giver dem mærkelige diagnoser, som ikke passer”, 2018: Zetland.dk u Om sygeplejerskers møde med patienter af anden etnisk baggrund end skandinavisk på akutmodtagelsen, 2016, Lunds Medicinske Fakultet:

lup.lub.lu.se

uLæger: Lærebøgernes blinde pletter indsnævrer lægers normalitetsopfattelse, 2020, Altinget.dk

RACISME & FORSKELSBEHANDLING

Naderah Parwani • Autoriseret psykolog, uddannet fra Københavns Universitet • Medejer af In-Spirit – Psykologisk Center for Transkulturel Vækst • Medstifter af Psykologfagligt Netværk imod diskrimination (200+ psykologer pt.) • Mange års erfaring fra psykiatrien med behandling af flygtninge og minoriteter med traumer og depression, herunder udvikling af behandlingsmanualer til patientgruppen • Udvikler af projektet Life & Work Academy PSYKEN TAGER SKADE til jobcentre for at hjælpe minoriteter på arbejdsmarkedet • Udvikler af cirkelforløb for unge og kurser om forældrekompetencer. Lavt selvværd, tristhed, undgåelse, mistillid, stress, søvnløshed, koncen trations- og hukommelsesbesvær, i det system, vi vokser op i. Det er det, vi kalder for strukturel racisme, og som forsker Mira Skadegård irritation, hjælpeløshed, selvdestruktiv beskriver eksisterer ”i det adfærd. De psykiske symptomer på oplevet diskrimination er mange, og oven i dem kommer de fysiske som skjulte, i samfundets ubevidste jeg”.” Det vrimler med fordomsfulde fortællinger og fx kropssmerter, åndedrætsbesvær, generaliseringer om minohovedpine og ondt i maven. riteter i Danmark. ”Hele den vestlige litteratur bygger på den Af Tanja Skov Carlsen, redaktør, DKF ”Det rammer en kognitivt, de sig til mikroaggressioner hvide overlegenhed. Det følelsesmæssigt, fysisk og og diskrimination i hverdaer meget unuancerede adfærdsmæssigt,” forklarer gen. De skal forholde sig til fortællinger, hvor antropopsykolog Naderah Parwani, konfrontationer, der er en loger eksempelvis mangler som har specialiseret sig i stressbelastning.’ de mere dybdegående diskrimination og racisme. ”Vi kan alle få automaperspektiver. Vi lærer ekSammen med en lang ræktiske negative tanker om sempelvis ikke meget om ke kolleger har hun dannet andre, der er anderledes styrkerne i andre kulturer, Psykologfagligt Netværk end os selv. Vi kan alle have og hvordan de har bidraget imod Diskrimination, og så forskellige forforståelser til verden. Det påvirker driver hun In-Spirit – Psyom hinanden,” påpeger Navores narrativer om andre kologisk Center for Transderah Parwani. og forhindrer os i at møde kulturel Vækst. ”Det er ikke nødvendigdet enkelte menneske og ”De, der ikke udvikler vis vores egne antagelser forstå deres historie.” traumer, er stadig stressom andre, men noget vi har Løsningen er åbenhed ramte, fordi de skal forhollært gennem strukturerne og nysgerrig:

”Vær nysgerrig og spørg i stedet for at drage konklusioner på andres vegne. Hver gang man slynger en sætning ud, skal man tænke over, hvordan man selv ville modtage den. Man skal være opmærksom på, hvordan det, vi har tillært af systemet, kan dukke op i vores sprog og først efter, vi har sagt det, opdager vi ”ok, det var en fordom,” fortæller Naderah Parwani og giver et eksempel: ”Engang fortalte jeg mine kollegaer om en festival i Afghanistan, hvor man fester i flere uger, og vi talte om gæstfrihed. Min leder spurgte så, om ikke afghanere er meget gæstfrie, fordi der er prestige i at servere meget mad, da det er udtryk for, at man har penge. Det var tydeligvis en fordom. Havde han sagt det i dag, så ville jeg vide, hvad jeg skulle sige, men dengang oplevede jeg det så tit, at jeg ville blive drænet, hvis jeg hver dag skulle bruge energi på at forklare.” ”Jeg savner den dannelse i vores samfund at kunne kommunikere humant og på tværs af kulturer. Derfor skriver jeg en bog om human kommunikation med værktøjer til, hvordan vi kan gøre tingene anderledes. Jeg samler tanker fra Vesten og Østen og får dem til at mødes, hvor de komplimenterer hinanden. I stedet for at være hinandens modsætninger, så fuldender de hinanden, sådan som jeg er blevet et fuldt menneske og et produkt af de to verdner.”

Sådan stopper du racisme og fordomme i klinikken

Gode råd fra cand.psyk. Naderah Parwani

Hvad kan man gøre for ikke at opføre sig, måske ubevidst, racistisk over for fx patienter og kolleger?

Det er både en beslutning og en proces. Du skal gøre en psykologisk og social indsats for at bryde med gamle tankeog adfærdsmønstre. At være antiraci stisk betyder ikke, at du stopper med at have fordomme eller stopper med at få negative automatiske tanker om andre. At være anti-racist betyder blot, at du vil være mere opmærksom på dine tanker og adfærd. Derfor er første skridt at bli ve bevidst om dem og finde ud af, hvor du har lært dem. Er det fra forældre, en onkel, skolen, litteratur eller medierne? Herefter kommer aflæringen, hvor man ikke lader disse antagelser diktere sin adfærd. Det er ikke nemt. Du skal ikke kun sige fra over for egne fordomme, men også sige fra over for og udfordre andre, der generaliserer eller kommer med diskriminerende bemærkninger.

Hvad hvis man oplever racisme fra fx patienter eller kolleger?

Første skridt er at tale med personen. Det kan hjælpe at spørge fx ’Hvad mener du med det?’, ’Jeg forstod ikke helt, hvad du mente?’ eller ’Kan du gentage, hvad du sagde?’ På den ene side sikrer du dig, at du har forstået vedkommende rigtigt. På den anden side kan den anden enten regulere sig selv, eller gentage det de mener.

Det er vigtigt, at man fortæller den anden, hvordan deres mening påvirker en, og at man siger, at man ikke er enig. Så får den anden igen en mulighed for at respondere. Hvis den anden vælger at fortsætte, så kan man sætte en grænse ved at foreslå, at enten vedkommende eller man selv forlader rummet. Arbejder man et sted, hvor ledelsen ikke slår ned på diskrimination, så overvej at skifte job, for det fungerer som en stressbelastning.

Hvad hvis man er tæt på en, der oplever racisme, fx en kollega?

Vær der for personen ved at vise solidaritet og sige fra over for den, der udsætter den anden for racisme. Hjælp herefter personen til et mere sikkert sted. Bekræft over for den udsatte, at det, der skete, er uacceptabelt, og at man selv også ville reagere. Spørg, hvad du kan gøre for at hjælpe. Der er psykologisk, følelsesmæssig støtte, og så den strukturelle del dvs. gå videre med det på arbejdspladsen eller i et klagesystem. Ofte er de ramte ude af stand til at handle. Her er det en stor støtte at hjælpe med fx at klage.

Vi skal alle skabe et trygt rum til svære samtaler, hvor der er plads til at lære af hinanden og erkende, at vi alle rummer styrker og svagheder.

Hvad kan ledere gøre?

Ledere kan invitere oplægsholdere til at oplyse deres medarbejdere og give dem værktøjer, der fremmer deres kommunikation på tværs af kulturer. De kan også købe litteratur eller vise film om emnet. Ledere bør også italesætte, at der ikke må ske diskrimination på arbejdspladsen og bør skride ind, hvis det sker, og de skal gå foran som godt eksempel. Det er vigtigt, de er med til at skabe et trygt rum, hvor ansatte kan tage svære samtaler.

EN FORSKEL FOR SYGEMELDTE

En sundhedsfaglig status er en stor støtte for patienter, der har været sygemeldt længe. Den kan nemlig hjælpe patienten i dialogen med arbejdsgiver og sagsbehandlere. En case fra Københavns rygcenter viser hvordan og kan inspirere kiropraktorerne.

Af Kirsten Møller • Selvstændig i klinikken Fysio terapi og Fitness på Østerbro • Kiropraktor på

Københavns

Kommunes rygcenter i

Sundhedshus

Nørrebro indtil 1. juli, hvor cente ret lukkede. • Master i Sund hedsinformatik, mastermoduler i Smerteviden skab og tværfaglig smertebehandling • Uddannet kiropraktor fra

AECC i 1994 • Deltager i DKF’s socialkiropraktiske gruppe I sidste nummer af KIROPRAKTOREN gjorde min tidligere kollega, kiropraktor Jan Nordsteen, status over nogle af de socialmedicinske erfaringer, vi tilegnede os på det nu nedlagte rygcenter i Københavns Kommunes Sundhedshus på Nørrebro.

En af vores erfaringer handler om de statusnotater, vi og fysioterapeuter udarbejdede til sygemeldte rygpatienter. Jeg vil dele en case, der kan vise, hvordan statusnotaterne støttede patienterne i deres dialog med arbejdsgiver og sociale myndigheder, som jo er de parter, der skal lægge en handlingsplan for, hvordan patienten kan vende tilbage til arbejde.

Jeg håber, at casen kan bidrage til inspiration for kiropraktorer i praksissektoren, som har en interesse i at hjælpe deres sygemeldte patienter godt på fra sundhedsvæsenet og videre til de sociale myndigheder og sikre en god sektorovergang.

Vi ved, at personer med kort eller ingen uddannelse er overrepræsenteret blandt sygemeldte med smerter i bevægeapparatet. Samme gruppe kan givetvis være udfordret i samtaler med sociale myndighedspersoner.

Et velfunderet statusnotat kan meget vel være det, der i sidste ende bidrager til en hensigtsmæssig handlingsplan, hvor patienten føler sig set og forstået og indgår som aktiv medspiller.

Besidder vigtig viden

Kiropraktorerne har ofte sygemeldte eller sygemeldingstruede bevægeapparatspatienter i behandlingsforløb. Her bliver kiropraktoren ofte den fagperson, der tættest følger patienten. Kiropraktoren har kendskab til patientens smertemønster, funktionsnedsættelser, tidligere rygepisoder og patientens håndtering og forståelse af situationen. Kiropraktoren kan med en vis sikkerhed efter et par konsultationer estimere tidsrammerne for et behandlingsforløb og den forventede effekt af behandlingstiltaget.

Som faggruppe og naturlig del af det etablerede sundhedsvæsen kan vi bruge den viden til at støtte vores sygemeldte, måske ufaglærte, patienter i deres møde med arbejdsgiver og sagsbehandlere.

Hvordan

Statusnotaterne blev udarbejdet af både centrets fysioterapeuter og kiropraktorer og ud fra en fastlagt skabelon. Casen jeg deler, indeholder et eksempel på statusnotat, som kan ses på side 37.

Som eksemplet viser, indgik der er i statusnotaterne information om rygproblemet, behandlingsplan herunder også information om eventuel viderehenvisning til

billeddiagnostisk udredning, funktionsnedsættelse, behandlingsplan og estimeret prognose for forventet tilbagevenden til arbejde. Det er her vigtigt at understrege, at udtalelser, der omhandlede prognose, blev udarbejdet med afsæt i patientens egen vurdering af, hvad der var realistisk.

Hvis patienten i forbindelse med undersøgelse og behandling bliver mindre bekymret og måske bedre kan håndtere situationen hensigtsmæssigt, kan det være her, at samtale om hvornår og hvordan patienten ser sig selv vende tilbage på arbejdet, kan tages.

Hvis patienten vurdererede det muligt at vende tilbage under særlige vilkår kunne vi i statusnotatet også skrive anbefalinger til timeantal og tidshorisont. Det kan meget vel starte med en anbefaling om delvis raskmelding med et vist timeantal pr. dag samt plan for en langsom optrapning og en angivelse af estimeret tid til en fuld raskmelding skønnes realistisk.

Tilbagemeldinger fra patienterne viser, at de følte sig bedre rustet og klædt på til sygefraværssamtale med arbejdsgiver eller samtaler med sagsbehandlere på jobcentrene, når deres rygbehandlere havde udarbejdet et statusnotat med relevant information. De oplevede, at der blev taget udgangspunkt i notaterne, og at de var medvirkende til, at der blev lagt en realistisk handlingsplan for, hvornår og hvordan patienten gradvist kunne vende tilbage til arbejdet. Case: LOUISE

Anonymiseret patienthistorie. • 35-årig kvinde henvist til kommunalt rygcenter af egen læge grundet lændesmerter med udstråling til ve UE sv.t. gluteal region, baglår, underben og diffust i fod. Symptomdebut ultimo marts 2013 af ukendt årsag. Symptomerne er nu 8 uger senere i forværring.

Sygemeldt siden smertedebut. Smertestilles med gabapentin + NSAID.

MR-scanning april 2014 viser venstresidig paracentral diskusprolaps, der tangerer afgangen af ve. S1-nerverod. Der er på objektiv us. ikke sikre tegn på rodpåvirkning, men positiv SBT og diffust nedsat førlighed i hele ve UE.

Tidligere tværfagligt forløb i 2011 grundet tilsvarende symptomer med MR-verificeret prolaps samt længerevarende sygemelding.

Scorer højt på STaRT-rygscreeningsskema.

Patienten arbejder som klinikassistent 30 timer/uge. Ansat i 6 år, angiver høj arbejdstilfredshed.

Enlig forsørger til teenager.

FORLØB

Forløbet er præget af, at patienten er meget smertepåvirkelig og let oplever opblussen af smerter ved selv mindre belastning.

Pt. er belastet af tiltagende frustration og bekymring over ikke at kunne passe sit arbejde. Der er væsentligt pres fra arbejdsgiver, som varsler, at sygefraværet kan få ansættelsesretlige konsekvenser.

Arbejdsgiver har givet patienten

Hvad kan kiropraktoren gøre (mere af)?

Socialkiropraktik – en del af DKF’s indsats mod ulighed i sundhed

DKF har samlet klinikere og videnspersoner, der interesserer sig særligt for socialkiropraktik, hvor sundhedsarbejdet berører patientens sociale forhold. Gruppen er anført af Christina Nielsen fra DKF’s bestyrelse. Gruppen har taget initiativ til denne artikelserie og vil i regi af Dansk Selskab for Kiropraktik udarbejde anbefalinger om, hvad kiropraktorer i klinikker kan gøre for at hjælpe sygemeldte patienter. valget mellem: –Selvvalgt gå ned i arbejdstid –Afvente endnu 4 uger og så komme tilbage 100% arbejds klar.

Under flere sygefraværssamtaler stiller arbejdsgiver i udsigt, at hun vil få en opsigel se, såfremt ovenstående ikke kan imødekommes. Patienten presses af sagsbehandler på jobcenter til raskmelding. Arbejdsgiver anmoder om læ geerklæring. Patienten tager kontakt til fagforeningen, og der arrangeres rundbords samtale med deltagelse af arbejdsgiver, patientens tillidsrepræsentant fra arbejdspladsen samt fagforeningen. Formålet er at give arbejdsgiver en kon kret og (forhåbentlig) realistisk plan for, hvordan og under hvilke vilkår patienten kan vende tilbage til arbejdet.

Det er på dette tidspunkt vurderingen, at pt. er på vej ind i stresstilstand forårsaget af smerter, dårlig nattesøvn og bekymringer om økonomi og en fremtid præget af smerter og invaliditet.

Statusnotat udarbejdes af patientens behandler på rygcentret, og med patien tens samtykke sendes det til praktiserende læge, jobcenter og medgives patienten, der videregiver notatet til tillids mand på arbejdsplads samt bisidder fra fagforeningen.

Statussen ser ud som i ek semplet på næste side.

HVAD KAN ET STATUSNOTAT INDEHOLDE?

København Kommunes Rygcenters statusnotater beskrev disse elementer: • Identifikation • Aktuelt rygproblem • Øvrige sygdomme/konkurrerende problemer • Arbejdsrelaterede forhold • Forsørgelsesgrundlag • Behandlingstiltag • Prognose

Hvordan oplevede Louise hjælpen?

I slutningen af forløbet skriver Louise til behandleren med en varm tak for hjælpen.

Louise skriver, at hun har fået lavet en god plan for gradvis optrapning af arbejde, og at det betyder, at hun kan fokusere på den vigtige genoptræning.. Hun vurderer selv, at det betyder, at hun har færre smerter og mere overskud til at være mor.

Hun slutter med at forklare, at hun opfatter den hjælp og støtte hun har fået fra rygcentret som et sikkerhedsnet, der vigtigt at opleve, når man bliver syg, som hun har været.

Statusnotat om Louises situation

Identifikation

35-årige Louise henvist fra praktiserende læge grundet rygsmerter.

Aktuelt rygproblem

Patienten har siden diskusprolaps i lænden i 2011 haft rygsmerter. Ak tuelt forværring i slutning af marts 2013, hvor pt. udviklede akutte lændesmerter, der stråler ned i venstre ben til foden. Der er fore taget MR-scanning 11.04.2014, der viser diskusprolaps, der tryk ker på nerve til ve ben.

Øvrige sygdomme/ konkurrerende problemer

Hyppige hold i nakken og perioder med nakkesmerter. Patienten giver udtryk for at føle sig stresset og presset over smerter, dårlig nattesøvn, sygemelding og sygefraværssamtalerne.

Arbejdsrelaterede forhold

Gennem 6 år ansat som klinikassistent 30 timer/uge. Veltilfreds med arbejdsforhold og samarbejdsrelationer på arbejdspladsen. Sygemeldt fra 1.4.2013. Angiver at føle stort pres fra arbejdsgiver om raskmelding.

Forsørgelsesgrundlag

Modtager løn under sygefravær.

Behandlingstiltag

Patienten er i behandling ved fysioterapeut med henblik på instruktion i smertelindrende mobiliserende øvelser. Patienten er tidligere vurderet ved kiropraktor, der afventer effekt af øvelsesterapi. Aktuelt er udfordringen at finde et passende aktivitetsniveau, så der ikke opstår forværring af smerterne

Prognose

Praktiserende læge har sygemeldt patienten i yderligere 3 uger, hvorefter der sigtes efter en delvis raskmelding. Patienten er meget smertepræget og oplever hurtig forværring af smerterne ved belastning som at bøje sig forover, sidde mere end 5 minutter, rejse sig fra siddende og stå mere end 5 minutter. Der sigtes mod et holdtræningsforløb sideløbende med delvis raskmelding.

Plan for raskmelding/ delvis raskmelding

I relation til delvis raskmelding anbefales det at starte langsomt op og øge timerne over tid, såfremt der ikke opleves tilbagefald. En lang som tilbagevenden til arbejdet skal sikre, at Louise får en stabilitet i dagligdagen, hvor timerne er for delt jævnt ud over ugen, og hvor der stiles efter at være på arbejde med samme antal timer dagligt.

Det anbefales i udgangspunktet, at Louise arbejder 6 timer/ uge de første to uger, og hvis det forløber uden opblussen af smerter, kan det langsomt øges med 1-2 timer pr uge. Hvis plan om gradvis optrapning holder uden, at Louise oplever en vedblivende forværring af smerteniveau, sigtes mod fuld tilbagevenden og fuld raskmelding i oktober måned.