ISOLERING Henrik Elkjær
Hverdagen har en magisk tiltrækningskraft, den kan både få mig til at tænke over nu, i går og i morgen. I hverdagen gemmer sig inspiration til billederne jeg arbejder med, hverdagens udfordringer, lige fra omvejen på vej hjem, til nybygget skalbyggeri uden hang til nabosnak. Jeg er autodidakt “fotografiker” med en side interesse for ord. Jeg holder meget af, at opløse billedet i dets oprindelige form og sætte det sammen på ny, på billedets egne præmisser. Billederne forsøger jeg at finde i mit nærmiljø. Inspiration der hvor hverdagen er og fungerer… også hvor det modsatte er tilfældet, og heri forsøger jeg at gøre min verden større og tage ansvar for egne evner. Jeg kan godt lide billedets magi og bogstavets botanik! Jeg læser billeder, men fristes til at lade ordene forklare mig. ISOLERING handler om at bo og udvikle sig i samme by i 50 år, byen som har været med til at forme mig på godt og ondt. Hvad isolerer mig, holder mig varm og tæt, hvad isolerer mig og gør mig ensom og alene. Jeg prøver at beskrive de gader, jeg bevæger mig i, og hvad jeg ser og tænker undervejs, det at undres i hverdagslivet. Jeg forsøger at ophæve geografien, så gaderne kunne være alle gader, alle steder.
forord
Bogen du sidder med i hånden er en unik blanding af fotokunst og lyrik. Forfatteren bag bogen, Henrik Elkjær, centrerer bogens indhold omkring svære spørgsmål om intelligens, talent, moral og etik. Så hvad er intelligens? Hvad er talent? Kan vi overhovedet stille parametre op, der måler om vi er kloge, lige som vi forsøger at gøre i vores skolesystem? Skal vi overhovedet gøre det, når det eneste, der kommer ud af det, er en ramme, hvor nogle få definerer, hvad det vil sige at have talent, og hvad det vil sige at være intelligent? For måske rammer vi helt ved siden af, når vi prøver at gruppere matematikere og tekstanalytikere som værende de, der har det lysende intellekt. Og her rammer forfatteren det hele ind. Henrik er måske ikke det klassiske eksempel på et matematisk og bogligt intellekt, men til gengæld fremstår Henrik Elkjær for mig, som et klokkeklart eksempel på, at intelligens er umulig at gruppere. Ud over de tydelige kunstneriske talenter, så gemmer der sig meget mere i den person, som jeg første gang stiftede bekendtskab med som tjener på en café i Vejle. Når man som besøgende vælger en café udelukkende på baggrund af etablissementets værter, så er det klart, at vi har med en helt speciel personlighed at gøre. At kunne møde ukendte mennesker på deres niveau, snakke med dem og få dem til at føle sig som den besøgende i caféen, der er vigtigst, det er social talent og intelligens på et højt niveau, og en type af intelligens, som ofte er meget mere værd end de typer, vi som oftest kigger på, når vi skal klassificere det intelligente menneske.
Denne unikke tilgang til andre mennesker og lysten til at give en oplevelse i forbindelse med service, det er også grundstenen i den succes, Henrik senere har oplevet i forbindelse med sit brødeventyr. Brødet er godt, men kunderne kommer primært for at få en service, som er helt unik, og som kun meget få kan give på en autentisk måde. Det er talent og intelligens ud over det sædvanlige. Oven i denne helt unikke sociale intelligens, så har Henrik også unægtelige kunstneriske talenter. Det har han tidligere bevist, og gør det nok engang med det produkt, som du holder i hånden lige nu. At Henrik ikke har drevet det videre med kunsten skyldes ene og alene en manglende lyst til at promovere sig selv og sine egne talenter og måske endda også en manglende tro på eget talent. Det er nu engang et faktum, at kunstnere ikke bare opdages, de skal arbejde på at blive opdaget, de skal iscenesætte sig selv, og det ligger bare ikke til denne bogs forfatter. Det, du får, når du er sammen med Henrik og kigger på hans kunst, det bygger på nøjagtig samme præmisser. Det er hundrede procent ærligt og kompromisløst. Det er autencitet i højeste potens. Og derfor kan det mærkes. Heldigvis er vi mange, der har opdaget talentet, og med nutidens trends om autencitet som fundament for succes, så kan vi håbe på, at flere får øjnene op for et af Vejles største talenter og et lysende intellekt, der fortjener at blive hørt og set. Rikki Tholstrup Jørgensen
Er dette din yndlingsby spurgte en af mine ynglinge. Her har jeg set det meste af mit liv og til tider har jeg også været indblandet. Her er livet jeg har levet og intet jeg har fortrudt. Her er mine drømme. Her er dem jeg voksede op med i alle aldre. Her er isoleringen størst. Her i mikrokosmos tænker livet sig større
Herfra hvor jeg st책r
Den ufuldendte, på hjørnet til fremtiden, ved indgangen til Svineryggen sad min fremtid og jeg og hørte på skønsang fra en tandløs. Bag den ufuldendte ligger Wembley, stadig, en arena for drømme, fodbold og tidspunkter hvor livet bare var perfekt!
Når livet bliver trukket ud i vandet begynder tankerne at flytte sig på en anden måde farverne, lyden er anderledes, ikke kun blå. Måske kunne fristaden være vandbåret med husbåde, flydende friheden! Koloniherrerne på Svineryggen tvinger sjælen ud på vandet, fremgang?
For snart mange år siden kørte jeg om kap på cykel, på bunden af oliesiloer. Siden sad jeg på toppen sammen med havmanden… Så ud over fremtiden… Så den sådan her ud?
Et mellem-råb mellem tider her i havets katedral Øver mig stadig i storhed og ureflekteret vækst. Jeg flakker i tanken, mild var brisen der hvor jeg kom fra, hænderne blødte og halsen var tør.. Hvad gør jeg?
Scenen er sat, sproget er alles sprog. Selvom ordene har en smag, smager de ikke kun af mig… andre har brugt dem før mig. Jeg er ikke længere en pioner udi sprogets botaniske univers. Der er mange der magter ordrene bedre end jeg. Jeg bevæger mig hen af Drømmenes Boulevard. Der er ingen som taler om ”Der Himmel über Berlin” mere. Æstetikken i sproget er let fordøjelig, udvandet! Ambitionerne er fra time til time, tiden skal gå. Scenen er sat, håbet suges ud, mens ordklasserne råbes op! Stormen er uden på, den skal inden i, passionen tændes! Hvordan er himlen over fødebyen? Hvem har brug for mine ord? Hvordan kommer sjælen til udtryk? Kan pionerens ild tændes? Jeg anede ikke, at Englene talte tysk, det hemmelige sprog! Hvem lytter til dit hjerte, hvem puster svagt i dit øre, hvem tager din hånd, hvem forfører dig hen ad livets lette sind, hvordan bliver jeg, til vi. Er det mit ansvar eller er det vores?
Vi fodrer ensheden Her er intet under Her er mange små guder Men ingen fælles tro Her klæder man sig på til livet Jeg vil hellere klædes af Man skal have en helt at følge, før man kan tro De gyldne bekvemligheder står klar Stig ind, kør med, vær med, lad dig bevæge Indtag dit liv - indånd dit liv
Her ved indgangen til det håndholdte Utopia, er vi tidsfremmede men ikke fremmede for tiden. Blomsterne står lige ved dørene, fra hjerte til hjerte. Livet jages Livsnødvendigheden forsvinder.... Dem der tegner livet skal også bevæge sig i det... Nærhed gennem hænder Fælles nær’vendighed Skabe mellemmenneskelige kulturskatte i alles farver Vi har brug for at skabe sammenhængskraft... ikke endeløse rækker af gentagende pænhed Kan man høste langhalm? Alt kan lade sige gøre i Utopia!
På et tidspunkt var der 16 unger i den opgang jeg boede i. Jeg har været med til OL - kæmpet mod indianere - spillet de vigtigste fodboldkampe i mit liv - leget gemme i kælderen, været med til S, P eller K, alt var bare fantastisk i de unge år. Der var sol og varme hele sommeren, og flere meter høj sne hver vinter... nu er mange af de som flyttede ud, flyttet tilbage. De er knap så unge - der er meget stille i gaderne nu.
Institutionsmennesker med berøringsangst, uden empati... Ydrestyret reform indrestyret reform Test, test, TEST. Hvad tester vi? Vil vi høre resultaterne, eller kun det vi vil høre. Vi er alle lærere, vi er alle læger Måske vi skulle reformere vores indstilling til de uddannede Det er angsten som æder vores sjæl Inkvisitionstiden er forbi - vi øver os, vi fejler, vi rejser os Vi lærer. Gi’ plads, bak op tro på at samtalen er den korteste vej til forståelse mellem mennesker.
Her lugter det af tjĂŚre, olie, maling og bajere. Brostenene emmer stadig af mĂŚnd som levede af hĂŚndernes kunnen. Man river vel ikke bare sin historie ned, for at lade livet passere hurtigere igennem...
Vi er et samfund som øver os! Resiliens - sammenhængskraft, er bare så svær at forene med reformpolitikerens ø-hop-behov
alle har en drøm at befri, steder at være, tanker at tænke, pladser at fylde ud, der er mange sæder omkring dig, mange tilskuere til dit liv, et liv hvor du selv er tilskuer til andres liv. Fik du befriet din drøm
Her Her Her Det
kom de største helte med de største drømme har der været rigtig meget fint og stort er også de største nederlag. er ikke hvordan man falder det er måden man får sig rejst!
Ensretteren retter os ind Linje, linje Vi er alle lige, råber han, pænt klædt på Der er ingen vej uden om Vi kommer af det samme “der er bare nogen som er mere lige end andre” Vi skal være forskellige, men være ens, pæn pænere pænest - ens... Der skal være grænser for bevægelse - ens - råber ensretteren
I højbanens skygge, står der mange rygsække pakkede og klar til afgang, men trinbrættet er flyttet. Stod der mon resiliens, den gode modstandskraft, det nye sort - på deres pakkeliste? Sammen med en god madpakke, et æble til læreren og varmt tøj ”til når det bliver koldt” og sidst, men ikke mindst, rene underbukser, man ved aldrig hvad der kan ske, og hvad naboen siger! Stadig står rygsækkene her, hvor livets bue bøjer sig. Sporene er lagt længe før verden gik af lave Her i skyggen er der kulturbærere på flere niveauer Her er mønster for mønsterbrydere Det ringer ind til livets skole.
Jeg rejste på min hest gennem gaderne... opløftet af telefonens ringen Netop havde jeg beklaget min nød til min ven, stemmen i den anden ende sagde ”vil du have mit gamle udstyr” jeg røg næsten over mit styr.
Det lyder som chokolade, parkeret på den nødvendigt skabte holdeplads Nogen er tørstige andre sultne på mad, på livet Discount forpligter Er man repræsentant for discount rederierne, bør man måske overveje redningsvest Sammenhængskraft Vi er der alle sammen Lokale menneskelige råvarer, kernekraft Krigsskibene ligger til kaj og udrustningen er ikke skabt til krig for nogen, alt bliver kastet over bord Hvor starter social ansvarlighed? Medborgerhuset står lige til at plukke Supermarkedet ejet og drevet af forbrugerne Lokale råvarer Ejerskab Sammenhængskraft - saft
Vi stod der bare,
Tidsrejsende mellem tider Åndehul for ånd Mere mellemmenneskelighed De bredeste skuldre det tungeste læs Passer vi på vores børn eller ønsker vi dem hen hvor de ikke eksisterer? Er der så mere kvalitetseksistens til os? Frivilligheden er ikke grænseløs men det er opgaven! Inklusion og ikke eksklusion, tro på at der er brug for alle Velfærd hvad betyder det Lige velfærd til alle Time is always now
Blå, melankoliens farve Min farve Hvad er din yndlingsfarve Min følelse - min farve Din følelse - din farve Engang var jeg blind på farver, i dag går jeg i en anden kirke Alle profeter spår om fremtiden Navnet forpligter Grøn
Der er så meget jeg ikke forstår Her mange år efter leder jeg stadig efter svar. Vi var kun børn, men når jeg ser tilbage på det, er det måske ikke så mærkeligt, at vi blev mærket for livet af livet. Vi var kun børn, jeg har forsøgt mig. Det var ikke vores skyld. Der er så meget jeg ikke forstår!
Frelse var der ikke meget af, pü bagerste rÌkke. Müske var det fordi det kun var juleaften og andre højtider jeg kom i Guds hus. Led mig gennem fristelsen, gennem livet og uden om gejstlige fordomme
Busterminal, byens trafikale knudepunkt, en vejrhane af muligheder for at komme ud eller gøre sin entré. Stig på, stig af, stig ind, træd ind på et tæppe af Kinesisk Granit, glatte så livet ikke kan holde sig fast, et bindeled mellem byender, et løft udhugget i granit langt fra vores egen historie dog med runer... det er en anden historie... En skulptur som fremstår i sin ypperste form, når bare ikke hverdagslivet kommer i vejen. Kædekultur i et kædeliv uden forhindringer, mere pænhed og mest for pænhedens skyld.
Vejle mit Hotel California
Nogle gange presser jeg s책 h책rdt p책, at jeg glemmer at livet tager tid
Det vi mister tror jeg ikke vi ser. Vi fødes alle nøgne. Det er gennem samtale vi vokser, tvivlen om ægthed brænder vores tunger... for hvem vil ikke være ægte? Vi vil det så godt, vi står stumme midt i en samtale, med elektronikken som vores eneste hjælper og modstander. Alle kan se det komme, men der kommer hele tiden noget i vejen...
4 ĂĽrstider pĂĽ en dag. Et helt liv, fra start til slut under et tag. Plads til alle, plads for alle, her kan man vĂŚre sit sundeste selv.
Side om side, skulder ved skulder rejser vi nogen gange sammen, andre gange alene. Isoleringen er rundt om, inden i. Sammen kan vi mere!
Kulturens talentfabrik, i en by uden egen kunst i gaderne. Smagsdommerne er ikke kun på tv Hvor er rødderne? Hvor er det nye? Tordenskjolds soldater stiller altid op, række efter række. Er Rindalismen flyttet ind og det legende menneske ud? Pænhed, pænhed - hvor langt rækker vi ud over os selv Har vi mistet troen på eget talent. Blåstemplet stagnation....
Nogle gange møder man noget i livet stort eller smüt - det skal man ikke sige nej til...
Vejle med vilje, viljen til Vejle viljen i hjertet, hjertet i Vejle, med vilje Vejle
Kulturhvalen i Vadestedet har lagt sig til kaj, før den rustrøde varmluftsballon fandt sin plads.
Når jeg vokser ind i min alder, hvor gammel er jeg så? Hvor lang tid varer evigheden og hvor tager man hen, når man tager herfra og til evigheden? Hvornår har vi besluttet at kernekraft ikke har noget med korn at gøre? På hvilket tidspunkt holder man op med at tro på egne talenter? Hvad er der grænser for? Hvad er grænser til for? Hvor går grænsen? Hvornår bliver selvfedmen nok? Sammen er vi stærke!
Tid er det som gør fremtid til fortid Alting forandrer sig Musikken ligger under ordene Prøv ikke, at ta’ tiden Prøv at give!
Ventetiden betvinger sig indpas, ventetid… I et utålmodigt liv, et liv som kræver, kræver tilstedeværelse, værelse med udsigt! Her er livet kort og der er så meget at nå. Andre steder i livet, står tiden stille, sekunderne tikker, ånden slipper kroppen... Der er ingen vej uden om end ikke teflon. Det er altid de samme som siger ja - tiderne skifter, nyt skal prøves Vi husker i datid lever i nutid. Pas på, livet er stærkt vanedannende!
Ordene næsten druknede i sølvregn og motorstøj. Sølv var der intet af, på det ur som viste 15:00. Både tøjet og støjen klæbede til huden og med armen hængende efter mig, var spørgsmålet ikke dårligt! ”Hvorfor har vi ikke en rullende bekvemlighed? ” Solisterne sad i kø, hornene fortalte om utålmodigheden, travlhed med at komme hjem og sætte hyggen i gang. Intet rullede her, kun tommeltotten hen over mobiltelefonen som lyste ansigterne op, flittigt blev de brugt til at fordrive tiden og måske ensomheden. Jeg husker min fars formaninger ”telefonen er kun til korte beskeder” vi arver så meget som ikke er vores
jeg troede vi skulle følges op og ned af vejen, men tiden tog dig, tvang dig, svang dig, i farver vi ikke forstår. Kulturklasserne kommer løbende med deres tornystre på ryggen stop - stop lidt Er det denne fremgang vi vil Er det dette tempo vi skal Der er mange veje at gå
Enhver, der ikke tager stilling, svigter sit moralske ansvar! Romantikkens smukke smil, indforstået og uden retningssans udfolder ordene sig. Ikke uden sarkasme, stiller ordene op side om side... Jeg er blandt de skrigende halse! Fra toppen af mine lunger pipper min stemme ”Korruptionen har taget plads” mit ordforråd svinder Vi er alle lige - der bare nogen der mere lige end andre! Jeg har aldrig glemt George Orwell! Klasseforskelle… De marcherer i syden, for et bedre liv, bedre vilkår, hvem vinder her når angsten æder sjælen HVEM taler underhundssprog og ikke mindst hvordan tillader vi at underhunden bliver den største Der er nogen som er mere lige end andre! Gad vide hvordan vi mistede troen, også på egne evner og vores børn. Hvad er det vi ønsker de skal lære i disse år. At det er i orden at sparke nedad. Indholdsløst tv har sin berettigelse og fordybelse er noget de gamle gør, den nye uddødende race, jeg stræber efter indhold... Og andre gange er det bare fredag aften - jeg er ikke poet - jeg er arbejder.
Ovre på den anden side, inde i gården, her hvor tiden ender, har de en krog af guld. Afstanden mellem generationer forandrer sig. Next-Stop-Guldkrog-Generationen har overtaget oprøret! Her er historierne flyttet ind i etager. Guldet er bygget på tanken om, at ingen skal bo i fattigdom, men hvordan ser fattigdom ud i det blå skær af guld?
Arbejdsånden spinder sit spind. Larmen fra de tunge maskiner svæver stadig i mit indre landskab, alle her har noget at være bekymret for. Tiden tilhører den som er i tiden - tiden forfølger den som ødsler med den! Er her respekt for dem som skabte rammerne, eller er det lige meget nu?
Nogen ser farver andre en gentagende forlĂŚngelse - jeg ser sort hvid, bevĂŚgelse pĂĽ stedet!
Nogle gange kan det vÌre udfordrende og meget vanskeligt at finde inspiration - andre gange er det lige rundt om hjørnet.
An untested hypothesis suggesting that the chemical (in our brains) by which we are able to experience the sensation of being in love is the same chemical that caused the “big bang� that was the birth of the accelerating universe