Del I: Introduktion
Kapitel 1
”Traditions are compiled from selectively combined elements of a pre-existing repertoire, into a coherent version that serves a pragmatic purpose: organizing, legitimizing, reframing.” (Czarniawska 2003, 111).
1. Indledning 1.1 Tema – narrativer i interaktion Denne afhandling er et forsøg på at tage en teoretisk og metodisk tradition et skridt længere i en retning den allerede er ved at bevæge sig ad. Traditionen kan man overordnet kalde for narrativitetsteori, hvorunder der hører mange forskellige underkategorier og mere specifikke teorier. Den bevægelse der er tale om er overordnet set en teoretisk og analytisk bevægelse fra essensprægede grundantagelser om narrativer som sprogligt udførte repræsentationer af færdigformede, uimodsagte, interpsykiske ”selver” (/selvbiografier og af individers indre tilstand og subjektivitet,) i retning af narrativer set som sociale, dialogiske og interaktionelle handlingsfænomener, forhandlet lokalt og indlejret i andre typer sociale handlinger (note: Small stories). Forsøget på at bevæge feltet vil blive afprøvet gennem konkrete undersøgelser og analyser af mundtlige narrativer i interaktion. Studier indenfor den livsbiografiske tradition fokuserer typisk på en mere eller mindre isoleret, individuel fortællers (ofte en informant i et interview) retoriske udformning af sin ”spontanbiografi” som sprogligt udtryk for de kognitive eller psykodynamiske processer eller repræsentationer, der ligger 1
bag. Det resulterer ofte i at to ting overses: For det første at narrativ aktivitet (og med den den repræsentation og konstruktion af ”selvet” som den formodes at udtrykke) også formes af den interaktionelle kontekst og de sociale projekter, mål og aktører der præger den - både i interviewsituationer og mere hverdagsprægede interaktionsituationer. Og for det andet at den sociale kontekst, som så at sige ”skæres væk” når interviewsituationen isoleres fra almindelig hverdagspraksis, måske netop er nødvendig for at kunne forstå hvordan den identitetsskabende narrativaktivitet i praksis bruges af sociale aktører. Den
interaktionelle
tilgang
på
sin
side,
lægger
et
markant
handlingsperspektiv på narrativer, og er derfor stærk i netop at vise hvordan narrativerne tages i brug til at udføre sociale handlinger, der både opretholder og producerer den lokale kontekst og i videre forstand den sociale orden. De større sociale handlinger som interaktionen indgår i og bidrager til, bliver derimod kun sjældent adresseret. Begge traditioner mister således noget vigtigt i definitionen af deres genstand, og det er det (den oversete sammenhæng mellem 1. den enkeltes, subjektivt oplevede og formidlede, selvfortælling, 2. den sociale og interaktionelle brug og formning af den og 3. den specifikke narrativs potentielle indlejring, forlængelse, korrektion, befæstelse og sammenhæng med større sociale praksisser) jeg er interesseret i at undersøge i denne afhandling. To gruppeinterviews Mere specifikt dykker afhandlingens analyser ned i, hvordan christianitter som deltager i gruppeinterviews sprogligt forhandler og forsøger at opbygge en fælles version af fortiden imellem sig. Der gås i dybden med empiri fra de to interviews, hvor det ene er overvejende narrativt og det andet er overvejende argumenterende. Christiania Samtidig stiller interviewene sig til rådighed som materiale hvis relevans i et samtidspolitisk perspektiv ikke kan overses. Som tids- og stedsspecifik empiri udgør samtalerne en vigtig kilde til indsigt i de sociale og
2
betydningsskabende processer der foregår på et politisk og byplanmæssigt set afgørende tidspunkt i Københavns historie. Hvor afhandlingen teoretisk således er et forsøg på at nuancere det begrebs- og analyseapparat som narrativforskningen
har
til
rådighed
til
at
beskrive
den
sociale
betydningsdannelse, der foregår under fortælleaktiviteten, så er den kulturanalytisk et forsøg på at beskrive den specifikke forandringsproces, som det den er: Christianias forsøg på at skabe sammenhæng og mening for sig selv, på et tidspunkt hvor stedets fortsatte eksistens er et åbent spørgsmål. Afhandlingens overordnede erkendelsesinteresse har på denne måde en teoretisk såvel som en kulturanalytisk dimension, hvorudfra der kan defineres to tæt forbundne problemformuleringer: Den første problemformulering er af primært analytisk og empirisk karakter: •
På
hvilke
måder
tages
narrativ
aktivitet
i
brug
under
forhandlingen/kampen om fortiden/historien på Christiania under den politiske normalisering? •
Hvilke
interaktionelle
virkemidler
tager
christianitterne
i
gruppeinterviewene i brug i den løbende sproglige forhandling om en fælles narrativ udlægning af fortiden? Og hvordan manifesterer disse virkemidler sig interaktionelt? (skal præciseres) De to gruppeinterviews specifikke samtaleform er velegnet til afhandlingens overordnede formål. I det første gruppeinterviews formaliserede aktivitet (præsentationsrunde) består af forskellige individer med hver deres separate og personlige historie, som igennem samtalen bliver mere og mere kollektiv. Det viser sig at være et afgørende vilkår for at gennemføre de individuelle, narrative præsentationer, at forhandle og tilslibe dem så de passer sammen i en fælles version (som samtidig er tilpasset et klart legitimeringsperspektiv).
3
Udgangspunktet for den enkeltes tale er således individuelt, mens dialogformen i interviewet bevæger sig mere og mere i retning af at ”slutproduktet”
skal
være
fælles
(en
fælles
version).
Det
andet
gruppeinterviews mindre formaliserede aktivitet (fri diskussion for åben mikrofon) bringer deltagerne uenigheder tydeligere frem i lyset og synliggør på den måde brud og forskelle i cristianitternes forståelse og fortolkning af fortiden, de dagsordener der er forbundet med deres konstruktion af fortiden og de måder hvorpå de omgås disse forskelle. Designet af de to interviews og sammenligningen af dem er velegnet til afhandlingens overordnede formål idet dels forhandlingerne mellem det individuelle og det kollektive, dels narrativernes potentielle forlængelse og sammenhæng med andre typer interaktionel aktivitet, kan undersøges. Afhandlingens anden problemformulering er af en mere teoretisk karakter: •
Hvad kan et sådant øget fokus på selvfortællingens sociale karakter tilbyde narrativforskningen?
På dette teoretiske niveau er afhandlingen et forsøg på at bringe narrativfeltet videre ved hjælp af primært to forskellige teoretiske tilgange til interaktion, sprog og narrativitet – konversationsanalyse (CA) og diskurspsykologi (DP) ved at applicere dem på det empiriske materiale bestående af optagelser og udskrifter af interviewsamtaler. Målet med denne integration er at nuancere den
interaktionelle
narrativanalyse,
der
forsøger
at
sammentænke
interaktionens sociale aspekt med den større sociale kontekst. Afhandlingen kan derfor ses som et forsøg på at teste om det allerede interaktionelt orienterede narrativfelt kan trækkes endnu længere, på en måde der samtidig kan opbløde det traditionelle skel mellem interaktionsforskningen og den mere psykologisk forankrede biografiforskning gennem en mere nuanceret dialog.
4
1.2 Afhandlingens opbygning Afhandlingen er inddelt i x dele med i alt x kapitler. Del I består af dette indledende kapitel samt kapitel 2, som indeholder en præcisering af afhandlingens afgrænsning og en beskrivelse af dens metode. Denne
metode
kombinerer
greb
fra
forskellige
dele
af
den
interaktionsanalytiske narrativteori samt etnografiske metoder, hvilket også medfører flere videnskabsteoretiske overvejelser. Endelig har kapitel 2 en mere udførlig præsentation af den samlede empiri fra Christiania og de to fokusgruppeinterviews. Del II præsenterer i to teoretiske kapitler de to forskellige tilgange til narrativitet og interaktion (der løber som den røde tråd igennem afhandlingen.)
Kapitel
3
præsenterer
således
den
livsbiografiske
forskningstradition, hvor der især er fokus på den bevægelse feltet har taget, og på en kritisk gennemgang af essenstankegangen og begrænsningerne i traditionens empiriske forpligtelse. I kapitel 4 præsenteres den interaktionelle tilgang som i denne afhandlings optik samlet set består af både konversationsanalysen og diskurspsykologien. Her bliver vægten især lagt på de to retningers fælles antagelser i synet på sprog som handling, hvilket følges af en kritisk gennemgang af retningernes induktive og analytiske standpunkter (særligt begrænsningerne ved i et kulturanalytisk studie kun at forstå den partikulære interaktionssituation). Endelig introduceres det centrale begreb om historiebrug samt en mere social og diskursiv tilgang til erindring. Del III er afhandlingens analysedel, der består af to interaktionelle analysekapitler af det første interview og derefter et analysekapitel med eksempler fra det andet interview: Kap 5 og 6 viser samkonstruktionen af de kollektive selvfortællinger og den glidning der sker i samtalen, fra at være organiseret som individuelle
5
narrative selvpræsentationer til at være en fælles forhandling om en kollektiv version. Det analytiske fokus er lagt på? (rettigheder, viden, højdepunkter, klimax, medfortællere ???) I kapitel 7 bygger analysen videre på de interaktionelle observationer, nu ved at spore forbindelser mellem de to interviews og trække tråde mellem den narrative konstruktion af fortiden fra det første interview og mere argumenterende aktiviteter fra det andet, hvor fortiden også italesættes og rekonstrueres. Kapitlet demonstrerer hvordan konstruktionen af fortiden fortsættes udenfor den narrative interaktionssituation, og indebærer en diskussion af hvornår man kan sige at en narrativ ”er slut” og hvor grænsen mellem narrativ og argumenterende aktivitet går. Del IV er afhandlingens afrunding, der består af kapitel 8, hvor analyseresultaterne diskuteres i forhold til afhandlingens teoretiske ambition. Til sidst fremføres en perspektivering og en konklusion.
6