Ikon 97

Page 1

ikon

nr. 97 • dec/2016

>> Tro i dialog

tema

Helhjertethed

Else Kragelund Holt: …Af hele dit hjerte // Peter Ruge: Helligdom eller mekanisk pumpe? // Naveed Baig: Hjertets transformerende kraft // Har helhjertetheden en pris? Steen Hildebrandt og Lene Højholt giver deres bud // Carsten Clemmensen: Hjertekvaler i ørkenen // Ole Martin Høystad: Symbol, substans og symptom Læs også: Et mantra til gentagelse i hverdagen // Kampen om den store og den lille jihad // Anmeldelse af Den mystiske oplevelse


Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen. Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., bernhageneva@hotmail.com, Lene Skovmark, lene.skovmark@mail.dk, Malene Fenger-Grøndahl, malene@fenger-grondahl.dk, Martin Herbst, mthe@km.dk, Merete Juel Povlsen, mjp@danmission.dk, Saliha Marie Fetteh, salifet@hotmail.com. Fosidebillede: Volkan Olmez, unsplash.com. Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com. Tryk: Fjerritslev Tryk. Oplag: 1000. Indlæg og artikler sendes til Redaktionen på mjp@danmission.dk. Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn. Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger. Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr. - 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms). IKON: Nørreallé 29 8000 Aarhus C E-mail: mjp@danmission.dk Tlf.: 30200280 SE-nr. 1663 9397 Formand: Nicolaj Stubbe Hørlyck, nsh@km.dk Hjemmeside: www.danmission.dk/ikon Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr. Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren. Copyright © IKON-Danmark 2016 ISSN 2246-4042

Indhold

Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en arbejdsgren under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

12 9

16

…Af hele dit hjerte // 4-6 af Else Kragelund Holt Helligdom eller mekanisk pumpe? // 7-8 af Peter Ruge Praktisk øvelse: Find din midte // 9 af Peter Ruge Hjertets transformerende kraft // 10-11 af Naveed Baig En helhjertet livserklæring // 12-13 af Steen Hildebrandt Det hele hjerte tør være nær // 14-15 af Lene Højholt Hjertekvaler i ørkenen // 16-17 af Carsten Clemmensen Symbol, substans og symptom // 18-20 af Ole Martin Høystad Hvordan sorg og livssmerte kan forløses // 21 af Lene Skovmark

Et mantra til gentagelse i hverdagen // 22-23 af Anne Sophie Jørgensen

Kampen om den store og den lille jihad // 24-25 af Saer El-Jaichi

Et møde med en ismailit // 26-27 af Lene Skovmark Hjertet som krybbe // 28 af Lene Skovmark IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 2


LEDER

Kærlighedssymbol, kampplads eller guddommelig bolig? AF EVA BERNHAGEN Redaktør Som barn lærte jeg fra Grundtvigs salmer, hvor central en plads hjertet har i gudsforholdet. Hjertet er det dyrebareste vi har, og det er vores menneskehjerte, som Gud elsker, påmindede min musiklærer mig. Måske er det, fordi hjertet i bibelsk betydning er sjælens bolig, dér, hvor vi spejler det guddommelige, og samtidig også det sted, vi træffer afgørelser af etisk og moralsk art. Hjertet er det organiserende midtpunkt, der styrer sammenspillet mellem følelser og handlinger, sådan at der er overensstemmelse mellem et menneskes handling og det, der udløser den. Det er en af pointerne i Else Kragelund Holts artikel om hjertet i Det Gamle Testamente (s. 4). Peter Ruge skildrer i sin artikel (s. 7), hvordan hjertet i oplysningstiden mister sin åndelige og sjælelige status som menneskets midte og degraderes til et fysisk fænomen, en mekanisk pumpe. I 70’erne kommer der igen fokus på menneskets hjerte via påvirkning fra de østlige religioner. Nu sporer Peter Ruge interesse for at reetablere hjertet som menneskets midte i form af hjertepraksisgrupper både indenfor det kirkelige felt, men IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 3

også udenfor. For kan vi leve uden et sjæleligt hjem i vores egen krop? Uden en åndelig midte, hvor vi får kontakt til det, der er større end os selv? Augustins kendte ord om ”at mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig” bunder i hans hengivenhed til og længsel efter at opnå enhed med Gud. Denne tankegang om sjælens forening med Gud kendes også fra islam. Ifølge Naveed Baig (s. 10) handler det om at rense hjertet for dårligdomme som vrede, jalousi og had og bevare det sundt og rask, sådan at foreningen kan finde sted der. Hvis og når det sker, vil den oplyste (sufien) skue det samme som Gud. Vores sprogbrug om hjertet og hjertesymbolikken er for længst blevet løsrevet fra den religiøse ramme, det var tænkt ind i. Vi taler i dag om hjertet uden at forstå oprindelsen eller historien bag, hævder Ole Martin Høystad, der har forsket i hjertets kulturhistorie, som går tilbage til de gamle egyptere og myten om Gilgamesh (s. 18). Men hvad har hjertet betydet for os religiøst og kulturelt? Og hvad betyder det nu? Det ønsker vi at undersøge i denne udgave af magasinet IKON.

Hvad mener vi, når vi taler om at være helhjertet? Er det entydigt godt eller kan det være farligt at hengive sig? For Lene Højholt (s. 14) betyder helhjertet at være ærlig overfor sig selv. At turde se tingene som de virkelig er og ikke skjule sig bag bortforklaringer. For ørkenfædrene betød det, at vi ikke gør os blinde overfor det faktum, at vores hjerter ikke kun er fulde af det gode, men at hjertet også rummer noget dæmonisk (s. 16). Kampen mod fristelsen skal udkæmpes i hjertet. Dette budskab står i skærende kontrast til tidens mantra om, at du skal følge dit hjerte, uanset hvad det fortæller dig. For hjertet tager aldrig fejl. Eller gør det? I en kultur som vores, hvor man traditionelt skelner skarpt mellem sjæl og legeme, kan det være godt at blive mindet om sammenhængen mellem fornuft, forstand, følelse, krop og omgivelser, ikke mindst i en trosmæssig sammenhæng. Og det kan fokus på hjertet og dets mange betydninger hjælpe til med. God læselyst!


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Hvorfor er ordet “hjerte” nævnt 850 gange i Det Gamle Testamente? Og hvad betyder det for forståelsen af menneskets identitet, handlinger og sociale liv? I de gammeltestamentlige tekster ses hjertet både i et anatomisk, etisk og socialt perspektiv, hvor det bl.a. er et afgørende begreb i forståelsen af, hvor livet og sjælen er ‘placeret’ i mennesket.

”…Af hele dit hjerte” AF ELSE KRAGELUND HOLT Afd. for teologi, Aarhus Universitet Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Ordene fra 5. Mos 6,6-7 er den jødiske trosbekendelse og udtrykker ganske klart, hvad der ligger i ordet “hjerte” i Det Gamle Testamente (GT). Hjertet er sædet for overvejelse og handling, ikke, som i moderne vesterlandsk tænkning primært sæde for følelser. Gud er én, og derfor skal det folk, der tilhører Gud Herren – på hebraisk Jahve - ikke dyrke flere guder, men kan koncentrere sig om den ene Gud, som er deres konge, beskytter og livgiver. Derfor skal Israel, det folk der tilhører Jahve, også sætte alle sine intellektuelle kræfter og al sin personlige styrke ind på at holde sig til denne Gud. Og hvad der gælder Guds ejendomsfolk, gælder også enkeltmennesker. Ofte har man en forestilling om, at GT mest handler om folket og dets relation til Gud; at GT er en lang gentagelse af, hvordan folket er ulydigt og bliver straffet, men også i sidste

ende reddet af denne Gud. Men hvis vi spørger efter betydningen af hjertet i GT, bliver vi ledt i en anden retning, nemlig: Hvordan forstås det enkelte menneske i GT, hvad er den gammeltestamentlige antropologi? Ifølge den tyske professor Bernd Janowski er hjertet – på hebraisk leb – i GT det organ, det sted, der skaber forbindelse, både imellem mennesket og dets omgivelser og i mennesket selv. Hjertet er ikke blot en pumpe, det er også et billede, en metafor, for noget andet og mere. Hvad det er, skal vi se på nedenfor, men for at kunne forstå dette billede, så lad os først stille spørgsmålet, hvad man vidste om hjertet som et menneskeligt organ i det gamle Israel. Hjertet som fysisk organ Kun ganske få steder i GT taler man ligefremt om hjertet. Det sker fx i fortællingen om kongesønnen Absaloms død (2 Sam 18,14), hvor det hedder at hærføreren Joab ”greb tre spyd og stødte dem i hjertet på Absalom, der endnu levende hang i egetræet.” Interessant nok i vores sammenhæng dør

ORDET “HJERTE” (leb) forekommer i Det Gamle Testamente omkring 850 gange, med Salmerne som den bog med de fleste forekomster (137), tæt forfulgt af Ordsprogene (99); men ordet optræder også hyppigt i 5. Mosebog (51) og hos de store profeter. Absalom ikke på stedet; der er 10 af Joabs mænd, der hjælper med at slå ham ihjel. Men at man dør af at få et spyd i hjertet ved GT godt; det fremgår af 2 Kong 9,24, hvor tronraneren Jehu dræber kong Joram af Israel ved at skyde ham en pil i ryggen, ”så pilen gik gennem hjertet, og han sank sammen i vognen.” Hermed er vi fremme ved baggrunden for den metaforiske brug af hjertet, nemlig at det er det levende, pumpende hjerte, der holder livet i gang hos mennesker. Jeg tror faktisk ikke, at man i datiden vidste nok om menneskets fysiologi til at kende sammenhængen mellem hjertets pumpen og blodomløbet. Men i hvert fald vidste man, at hvis blodet løb ud af et menneske eller et dyr, så forsvandt livet. Det kan vi se af forbuddet i 1 Mosebog 9,4 mod at spise dyr med blod i:

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 4


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

De jødiske bederemme, tefillin, bindes på venstre arm og om panden, når man beder. De består af tre dele, læderremme, en lille æske og deri en rulle med shema’et. Meningen med dem er – fysisk mærkbart – at forene hjerne, hjerte og hånd i den daglige morgenbøn, som enhver jødisk mand over 13 år er forpligtet på at bede. FOTO: Pixabay.

Hjertet er sædet for overvejelse og handling, ikke som i moderne vesterlandsk tænkning primært sæde for følelser. ”Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise.” Liv, hjerte og blod hører altså sammen på det rent praktiske, ikke-billedlige plan. Og livet tilhører Gud. Han giver det, helt bogstaveligt, og han tager det bort igen. Med et citat fra Salme 104,29-30: du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen; du sender din ånd, og der skabes liv, du gør jorden ny. Med i denne sammenhæng hører endnu et ord, nemlig det hebraiske næfæsh, der ofte under indflydelse af græsk tænkning oversættes med ordet sjæl; men i så fald går man helt galt i

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 5

byen. Næfæsh er det ord, der i citatet fra 1 Mosebog 9 blev oversat med liv. Når blodet løber ud af et menneske, så forsvinder det levende ved mennesket, livprincippet eller bare livet, for kun et levende menneske er egentlig et menneske. Konstellation, sammenhæng og helhed af organer Lad os vende tilbage til Janowski. Han taler om forståelsen af mennesket som person i GT. Selve ordet ”person” findes imidlertid ikke. Dette hænger sammen med, at opfattelsen af mennesker er anderledes i GT end

i vestlig, såkaldt dualistisk, tænkning, dvs. i forlængelse af den græske filosof Platon. Sjælen – eller selvet - er i den vestlige verden noget man har. Det er en fornuftskraft, som er i os, og som forholder sig ordnende til omverdenen. I modsætning hertil går forståelsen af mennesket i GT ud fra det, Janowski kalder et ”konstellativt personbegreb.” Mennesket forstås dels som en konstellation, en sammenhæng i sig selv, som en helhed af organer, synlige såvel som skjulte, der alle virker sammen og betegner dele af helheden. Endvidere indgår mennesket i og bestemmes af sociale


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

sammenhænge, som samfundsborger, familiemedlem, nabo, osv. Der er en indre og en ydre konstellation. Mennesket består altså ud fra denne opfattelse af kropsdele, der virker sammen og danner det levende væsen, som er mennesket. Der er ikke tale om en ydre krop, der rummer en afgrænset, indre sjæl eller identitet, men om en identitet, der viser sig i sine ydre, kropslige handlinger og samtidig i sit forhold til dem, som mennesket skal leve sammen med i samfund, familie, landsby osv. I modsætning til den platoniske adskillelse mellem sjæl og legeme, så har mennesket i GT ikke en sjæl, men er en sjæl, og mennesket har ikke en krop, men er en krop. Lige som mennesket virker sammen med sin omverden, og dermed både viser hvem hun/han er, og bliver den hun/han er, så virker de enkelte dele af mennesket sammen i dets handlinger. Men disse handlinger må styres af noget, og denne styrende funktion beskrives som udøvet i eller af hjertet, ikke i eller af hjernen. Hjertet i den jødiske trosbekendelse I den jødiske trosbekendelse, 5 Mos 6,6-9, som jeg citerede fra i indledningen, hedder det: Hør, Israel! Jahve vor Gud, Jahve er én. Derfor skal du elske Jahve din Gud af hele dit hjerte (leb) og af hele din sjæl (næfæsh) og af hele din styrke (me’od). Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal være på dit hjerte, og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op. Du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde mellem dine øjne som et mærke, og du skal skrive dem på dørstolperne i dit hjem og i dine porte. Det, man virkelig bemærker i denne tekst, er handlingsaspektet. Først be-

falingen om at høre: ”Hør, Israel,” der medfører den følgende tre-foldige, altomfattende konsekvens, at Israel og den enkelte israelit – eller i praksis snarere den enkelte jøde – skal elske den én-foldige Gud Jahve af hele sin menneskelighed: hele hjertet, hele livskraften, hele den fysiske styrke. Kravet om at elske Gud er altså ikke kun et følelsesmæssigt eller indre krav. Kærligheden, som her betegner et troskabs- og loyalitetsforhold, skal også have ydre konsekvenser. Forening af hjerne, hjerte og hånd Men tilbage til den jødiske trosbekendelse, shema’et. Hjerte, livskraft og den fysiske og materielle styrke er her de tre elementer, der betegner det hele menneske, som skal agere. Af disse tre dele er hjertet det sted, hvorpå den guddommelige belæring bliver anbragt. Derfor er hjertet ifg. Janowski det koordinerende sted i mennesket. Belæringen bliver lagt i/ på hjertet, men den forbliver ikke der. Det er ikke nok, at mennesket mumler eller mediterer over belæringen. Nej, belæringen skal gives videre til efterkommerne, og den skal gennemsyre dagligdagen. Der er imidlertid intet, der er nemmere end at glemme en sådan belæring. Derfor er det, at den helt fysisk skal bindes om armen og anbringes mellem øjnene og skrives på porte og døre, så man bliver opmærksom på den, når man kommer og går. Udfoldelsen af shema’et viser, hvordan man rent praktisk sørger for, at man ikke glemmer den Gud, man er forpligtet overfor, og som man skal elske. Det er vanskeligt at glemme noget, når man har en rem, der klemmer om armen og en lille boks mellem øjnene, så man hele tiden får øje på den. Og det er vanskeligt at glemme noget, man bliver mindet om, hver gang man forlader sit hus eller kommer hjem. I den teologi, der ligger bag om 5. Mosebog, er begreberne at huske og at glemme

af helt afgørende betydning. Israel skal huske, hvem der er deres Gud; men de har det med at glemme det, og derfor skal de hele tiden bringes til at huske hvad der er det gode eller det onde. Og derfor er det, at den guddommelige belæring skal være en indskrift på hjertet, der ligger midt i kroppen, og hvorfra tanker og handlinger udgår.

Til videre læsning: Bernd Janowski: Das Herz – ein Beziehungsverständnis des Alten Testaments, 2015.

I modsætning til den platoniske adskillelse mellem sjæl og legeme, så har mennesket i Gammel Testamente ikke en sjæl, men er en sjæl, og mennesket har ikke en krop, men er en krop.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 6


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Den middelalderlige forståelse af hjertet var forbundet med guddommelig bevidsthed, menneskets følelser og impuls til gode handlinger. Men da den engelske læge William Harvey i 1628 offentliggjorde sin opdagelse af, at hjertet er en pumpe for blodets cirkulation, lagde han grunden til en revolution af menneskets selvforståelse i Europa.

Helligdom eller mekanisk pumpe? AF PETER RUGE Præst og retræteleder Indtil William Harveys opdagelse var man generelt enige om, at menneskets identitet var forankret i hjertet. Det var menneskets vigtigste organ, og her opstod tanker, følelser og gode indfald. Hér var menneskets samvittighed lejret - og hér havde forholdet til Gud sin forankring. Den avancerede mystik og den folkelige fromhed

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 7

var uden videre enige om den tro, at Gud bor i menneskets hjerte. Luther f.eks. taler blot sin samtids sprog, når han erklærer:”Kristus er altid ved vor side og inden i os. Han kan komme så nær, at han alene er i vore hjerter”. For os kan det lyde noget naivt og enfoldigt. Men Luther taler ud fra en lang fromhedstradition, hvor hjertet er centrum og menne-

skets midte. Herfra udgår impulsen til de gode handlinger. Ikke fordi jeg af mig sig selv skaber goder intentioner og tanker, men kun fordi mit hjerte er beboet: ”Kristus og troen må forenes. Og vi må være i Himlen og Kristus i hjertet. Han lever og handler ikke teoretisk (”spekulativt”: som en forestilling), men virkeligt, nærværende og uhyre virksomt. ”(WA 40 I 546)


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Hjerte og hjerne står i intim og vedvarende kontakt med hinanden, så man kan ikke sige at det ene styrer det andet.

Lydhør for, hvad der rørte sig i hjertet I det fysiske hjerte og i det brystrum, hvori man kan mærke hjertets følelser, er altså selve den guddommelige bevidsthed til stede. Og den hviler ikke blot passivt, sovende som en svagt ulmende indre glød. Den er en aktiv kraft, der søger at danne os, så vi lever Guds vilje ud i både tanke, ord og handling. Når mennesker så ikke tydeligere lever som kristne, er det, fordi vi også giver rum for den vældige aktive modstand, som er djævelens værk. Så Kristus må uafladeligt kæmpe en hård kamp i mennesket for at frelse det. Et kristent menneske bliver man derfor først og fremmest ved at være lydhør overfor hjertets tale og tilskyndelse. For herfra udgår alt, hvad man skal bruge for at leve et ret, kristent liv - og få et godt liv efter døden. Det siger sig selv, at Luther og hans samtid med denne forståelse af menneskets væsen måtte være lydhøre for, hvad der rørte sig i bryst og hjerte. Man levede med den oplevelse, at menneskets eksistentielle center er – eller bør være - i brystet. Derfor må det vågne jeg hele tiden have opmærksomhed i brystrummet for at mærke, hvilke impulser, der udgår herfra. Ikke længere bolig i mennesket Renæssancens enighed om hjertets betydning for krop, bevidsthed og ånd bryder sammen med William

Harveys opdagelse af, at hjertet også er en pumpe for blodets cirkulation. Harveys samtidige filosoffen René Descartes (død 1650) gjorde opdagelsen til en hovedhjørnesten i sin argumentation for, at bevidsthed ikke kan være knyttet til det fysiske hjerte. Det var blot en automatisk pumpe, der bevægede sig bevidstløst rytmisk ligesom et urværk. Bevidsthed må være forankret i hjernen. Descartes står således fadder til den splittelse mellem krop/ følelser på den ene side og bevidsthed på den anden, som har præget europæisk kultur frem til i dag. Middelalderens og renæssancens mennesker oplevede at have ”en midte” – altså et center for bevidsthed i kroppen, som kunne spejle Guds væsen og virkelighed: sjælens bolig. Det moderne menneske er uden midte, men forankret i sit ”jeg” i hovedet så selvfølgeligt, at vi ikke kan forestille os det anderledes. Derfor oplever vi os vanskeligere som et mikrokosmos, der spejler det guddommelige makrokosmos. Vi er ladt alene tilbage i verden - på godt og ondt. Gud er ikke død, men har ikke længere en bolig i mennesket. Tilbage til hjertet som menneskets midte I takt med at hjertet taber i betydning for dannelse og tænkning, sker der en banalisering af dets betydning. Hjertet bliver i den folkelige kultur primært forbundet med kærlighed og forelskelse. Hjerter bliver romantiseret – og kommer frem for alt til at rime på ”smerte” - og kulturen i bred forstand glemmer helt, at hjertet kan være andet end en muskel. Denne selvfølgelighed bliver imidlertid anfægtet i de sidste tiår af 1900-tallets gennem to erkendelser. Den ene var opdagelsen af, at man kan øve eller træne sin bevidsthed og kontakten til sine følelser. Det skete fra halvfjerdserne og frem. Først inspireret af mødet med østlig meditation, men i kølvandet herpå også inspireret af opdagelsen af den

ortodokse hjertebønspraksis. Her har bønnen til Jesus som sit overordnede mål at forankre bevidstheden i hjertet gennem en vedvarende praksis. Hertil kom, at det østlige menneskebillede slet ikke var præget af den samme splittelse som i Vesten. Krop og bevidsthed fremstod som en række legemer eller nuanceringer af energi – og helt centralt stod i f.eks. chakralæren hjertechakraet i brystmidten som center og balancepunkt i menneskets helhed. Ud fra denne inspiration udviklede der sig en erfaring af, at hjertekontakt kan fordybes og nuanceres, og at en hjertepraksis ikke nødvendigvis skal have karakter af bøn, men kan have værdi for alle uanset tro. Den anden hændelse er den spirende videnskabelige erkendelse af, at hjertet kan være bærer af bevidsthed. Da hjernescanning i begyndelsen af halvfemserne blev så forfinet, at man kunne iagttage bevidsthedsprocesser i de enkelte neuroner og neurale netværk, opdagede man, at der også er neurale - og det vil sige bevidsthedsbærende - netværk andre steder i menneskekroppen end i hjernen. Man skønner, at 60 % af hjertet består af netop neurale netværk, og i takt hermed opdagede man at hjerte og hjerne står i intim og vedvarende kontakt med hinanden, så man ikke kan sige at det ene styrer det andet. Tillige kan man ved målinger registre, at hjertet har en elektromagnetisk udstråling, som er mange gange kraftigere end hjernens, og at denne udstråling kan måles flere meter ud fra et menneske. Der er udført forsøg, som dokumenterer, at hjerter over denne afstand tenderer mod at synkronisere sig med hinanden og således øjensynlig kan mærke hinanden. Denne videnskabelige erkendelse lægger en videnskabelig grund under middelalderens og renæssancens forestilling om hjertet som menneskets midte. Og den nye erfaring af metodisk øvelse af en indre praksis med hjerte, skaber et nyt grundlag for at øve hjertets opmærksomhed.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 8


PRAKTISK ØVELSE

Find din midte Af Peter Ruge, præst og retræteleder

Flyt en del af opmærksomheden til brystområdet. Læg evt. hånden dér, hvor du fornemmer hjertet. Forestil dig, at du trækker vejret ind og ud gennem brystet. Prøv at gøre indånding og udånding lige lang – og hold nogle pauser, så det ikke bliver forceret. Denne praksis støtter oplevelsen af et indre brystrum. Kontakt efter nogen tid en følelse, du knytter til hjertet. Lad følelsen brede sig inde i brystrummet. Sid nogen tid i denne åbenhed. I alt 10-15 minutter et antal gange dagligt. Dette er grundpraksis i hjertets opmærksomhed, der søger at lejre bevidsthed i brystrummet – dvs. søger at genfinde erfaringen af ”en midte”. Øvelsen afsætter en grundlæggende vågen opmærksomhed, og man kan herfra gå ind ad forskellige døre. Én dør er bønnen som en ihukommelse af Gud. En anden er kontakt til et andet menneske i f.eks. samtale eller leg. En anden igen kan være en åbenhed mod sanserne – f.eks. synet, som tydeligt oplever skønhed anderledes med en hjertekontakt som klangbund. En anden dør er nærværet i sig selv, som kan lede ind i en art mindfulness. Grundlæggende gælder det erfaringen af, at livsperspektivet forskyder sig afgørende, når bevidstheden begynder at lejre sig i hjertet.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 9


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Ifølge islamisk teologi har Gud skabt mennesker med et ’åndeligt hjerte’, som er psykens styrende organ, der transformerer det åndelige potentiale til virkelighed. Men for at det kan ske, må hjertet renses for ’sygdomme’ som begær, vrede, jalousi, had.

Hjertets transformerende kraft AF NAVEED BAIG Imam, Dansk-Islamisk Center Det er ikke tilfældigt, at mennesker bor på jorden. Koranen indikerer, at mennesker har en særlig position og rolle i universet. Mennesket er fundamentalt anderledes end alt andet i universet, primært fordi det er skabt til at være anderledes. Når man taler om de indre psykiske elementer hos mennesker, bruger Koranen ord som ruh (ånd), nafs (selvet), qalb (hjertet) og aql (intellektet), som har forskellige meninger og funktioner, men som er relateret til hinanden, idet de former menneskets indre natur. Og da din Herre sagde til englene: ”Jeg vil skabe et menneske af ler, af fugtigt mudder. Når Jeg har formet det og blæst noget af Min ånde ind i det, skal I falde ned for det i tilbedelse!” (Q 15,28-29, Ellen Wulffs oversættelse). Essensen af menneskets indre natur er beskrevet her. Guds indblæsning af sin egen ånd (ruh) og sin udformning af mennesket indebærer Guds egen personlige interesse og almægtige vilje i

skabelsen af mennesket. Professor Zafar Haq Ansari, der forsker i islamisk psykologi, forklarer, at ”mens ruh’en (ånden) tilsyneladende refererer til de særlige spirituelle og guddommelige elementer i mennesket, så er qalb’en (hjertet) antageligvis psykens styrende organ, der transformerer det åndelige potentiale til virkelighed.” Det spirituelle hjerte må holdes sundt Hjertet (al-qalb) har flere forskellige betydninger. Blandt disse er foranderlighed, at vende rundt eller at vende om. Den islamiske teolog, filosof og mystiker Al-Ghazali skriver i sit livsværk, at det ”betegner to ting: det fysiske hjerte og den guddommelige enhed” (ihya ulum ’udeen). Han fortæller desuden, at det ’spirituelle’ qalb er menneskets essens. Det er vigtigt, at denne ’guddommelige enhed’ eller det potentielle sæde for Guds oplysning og ro holdes sundt og raskt, så den fysiske krop kan fungere optimalt. Som islams profet har forklaret: ”Sandelig

siger jeg, i menneskehedens bryst er en klump af kød. Hvis den er sund, så er hele kroppen sund, og hvis den er korrumperet, så er hele kroppen korrumperet. Er det ikke hjertet?” Dette understreger det faktum, at hjertet kan blive ramt af forskellige ’sygdomme’ som begær, vrede, jalousi, had, etc. Og disse sygdomme uddrives ikke ved mantralæsning eller andre overfladiske formularer. Termen Tazkiyah (renselse) går dybere end det. Det er en disciplineret proces, der lægger en kim med et revolutionerende slag, der først lægger sit fundament i hjertet. Denne oplysning, der er som en unik guddommelig indgriben eller som den første stråle af guddommeligt lys udvider hjertet, og er begyndelsen på en personlig transformation. Da, når kimen er lagt, kan næringen og beskyttelsen af det guddommelige lys begynde. De stadier, som hjertet gennemgår, og som nævnes i Koranen, overgår 120 i antal. Derfor bør hjertets vigtighed, dets forskellige stadier og velvære sammen

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 10


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

med dets renselsesrejse ikke undervurderes. At rense hjertet ved at huske Guds navne En måde at styrke troen på er dhikr (ihukommelse) af Guds skønne navne (asma al husna). Denne ihukommelse er både udvortes (med tungen) og indvortes (med hjertet), og målet er at gøre ihukommelse til et permanent stadie. Shaykh Abdul Qadir Gilani nævner i Sir-ul-israar: ”Vejen til at frigøre hjertet, til at rense det, er at huske på Gud. I begyndelsen kan denne ihukommelse kun foregå udvendigt ved at gentage hans guddommelige navne, udtale dem højt, så du selv og andre kan høre og mindes dem. Efterhånden som påmindelsen om ham bliver konstant, synker ihukommelsen ind i hjertet og bliver indvortes, lydløs. Ængstelse signalerer her ærefrygt, frygt for og kærlighed til Gud, ifølge Gilani. I den samme afhandling konkluderer han, at når én opnår indre renhed, så bliver han eller hun forskønnet med den bedste karakter, moral og manerer. Man iklædes simpelthen guddommelige egenskaber. Det skal her nævnes, at den guddommelige ’essens’ er noget radikalt andet og ikke må forveksles med egenskaberne. Det er ikke nok blot at bekende sin tro. Troen skal accepteres og anerkendes af hjertet. Gud skuer hjerterne, som Profeten slår fast ifølge en hadith (beretning om profetens sædvane (red.)): ”Gud ser ikke på jeres figurer, ej heller på jeres klæder, men Han ser på jeres hjerter”. Guds egenskaber skal poleres Studiet af Guds egenskaber (sifaat) som udlagt i asma-ul-husna (Guds skønne navne) er essentielt, men hvordan kan disse egenskaber assistere mennesket i dets daglige liv? Kvaliteter såsom den tålmodige (as-saboor), giveren af ro (as-sala-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 11

am), beskytteren (al-muhaymin), den beskyttende ven (al-wali), tilgiveren (al-afu), den sagtmodige (al-haleem), den barmhjertige (arrahman), den subtile (al-lateef), den altomfavnende (al-waasi’), den altid lydhøre (al-mujeeb), den, der udvider (al-basit), elskende (al-wadood) for at nævne nogle få, indikerer, hvor betydningsfulde disse umålelige egenskaber er, og hvilket potentiale mennesket har at tilbyde menneskeheden. Gud har ’patent’ på disse navne i deres absolutte form. Mennesker kan reflektere over og iklæde sig disse egenskaber, men de kan ikke ’eje’ dem i deres helhed. Egenskaberne er allerede implanterede i menneskets fitrah eller naturen, som det ofte er oversat. Men disse egenskaber skal udforskes, opdages, identificeres og poleres i selvet (nafs). Koranen anviser mennesket at gøre lige nøjagtigt dette. Det er Guds egenskaber, der implanteres i selvet, men de skal ”erkendes”. Et godt eksempel på denne erkendelse og refleksion er Adam, som får viden om alle navnene (Q 2,30), men for at forstå disse fuldt ud, skulle han angre, gøre bod og reflektere over sine handlinger efter faldet. Gennem Adams eksempel opfordres alle mennesker til at overveje og affinde sig med de indre trængsler for at lære værdifuld og uudtalt viden om selvet.

Tilbagevenden til verden og i tjeneste for skabelsen F.C. Happold beretter i sit meget deskriptive værk kaldet ”Mysticisme” om at rumme virkeligheden og samtidig at se verden med fornyet syn: Sufi-aspiranten fik fortalt, at for at se den verden, der virkelig eksisterer, skal sanserne renses; den kommende mystiker må frigøre sig selv fra egocentrisk vurderinger, hans sanser må blive klare og uforplumrede, jeg-heden må overgives, hans følelser og vilje må underkues. Da og kun da, kan hans hjerte blive mål for guddommelighed; da og kun da kan hans indre livs rytme være i harmoni med det universelle liv, med ånden, med selvet, med kærligheden… Fordi mystikeren er blevet fusioneret med Gud, er han i stand til at se verden, som den er. Det vil sige, som Gud ser den. Den Profetiske bøn ”allahuma a’rena ashya kama heya” (åh Gud, vis os tingene, som de virkelig er) lærer os, at alle ting har en indre virkelighed. Kernen er placeret perfekt i frugten, som hjertet er det i mennesker. Til videre læsning: - Abdul Qadir Jilani: Secrets of the Secrets. Translated by Tosun Bayrak, 1997. - Kabir Helminski: The Knowing Heart – A Sufi Path of Transformation, 2010.

De stadier, som hjertet gennemgår, og som nævnes i Koranen, overgår 120 i antal. Derfor bør hjertets vigtighed ikke undervurderes.


Magasinet IKON har spurgt Steen Hildebrandt og Lene Højholt om at dele deres livshistorier med udgangspunkt i helhjertethed. For har helhjertetheden en pris? Og hvordan skelner man mellem helhjertethed og fanatisme? Læs med og hør deres bud på helhjertethed i deres livsfortælling.

En helhjertet livserklæring AF STEEN HILDEBRANDT Ph.D., professor emeritus i organisations- og ledelsesteori Helhjertet er et stort og fint ord. Hvis helhjertet betyder, at man har et helt og urørt hjerte, så er jeg ekskluderet. For et par år siden måtte jeg bede om hjælp for at få mit hjerte til at fungere bedre. Og hjælp fik jeg på et stort rigshospital. Men hvorfor holder nogle hjerter hele livet, medens andre skal repareres undervejs? Min mors hjerte holdt i næsten 102 år - uden problemer. Som 70-årig måtte jeg standse op – og få hjælp. Vi levede to meget forskellige liv. Hvis helhjertet derimod betyder, at man i vid udstrækning har været tro mod sig selv, så er jeg ikke ekskluderet. En udfordrende livserklæring Siden jeg for mere end 50 år siden begyndte at studere de fag, der skulle blive et livsprojekt for mig, nemlig ledelse, økonomi og samfundsforhold, har jeg været klar over, at der var nogle grundlæggende svagheder og mangler ved det felt, jeg gik ind i. Det har gjort mit liv udfordrende, besværligt og rigt. I min ph.d.-afhandling fra 1975 var jeg så klar i mælet, som det overhovedet var muligt, uden at risi-

kere at blive helt udstødt. Jeg skrev på én af de første sider: ”Produktivitet, profit, effektivitet og vækst er imidlertid begreber, hvis måling, indhold og fortolkning ingenlunde er selvklare, således som de måske var det eller blev opfattet som værende det i operationsanalysens udvikling under Anden verdenskrig og i genopbygningsperioden efter krigen”. For nogen kan denne sætning nok forekomme at være noget af det mest ligegyldige, man kan forestille sig. Men det er den ikke. Min afhandling handlede om anvendelse af matematiske videnskabelige modeller til beslutningsformål i politik og virksomhedsledelse, dvs. som hjælp til at træffe beslutninger i sociale systemer. Den gengivne sætning var i virkeligheden en livserklæring og en fredelig krigserklæring. Sætningen er en del af det paradigmeskifte, der har været under udfoldelse lige siden, og som endnu ikke er afsluttet. Det handler om overgangen fra en dominerende nationalistisk, separations- og adskillelsestænkning og frem mod en eksistentiel, helheds- og bæredygtighedstænkning.

Dygtige lærere på vejen Ph.d.-projektet blev gennemført samtidig med, at jeg påbegyndte en personlig rejse, der aldrig er blevet og ikke skal afsluttes. Mine lærere var bl.a. den i Irland fødte og i Danmark boende healer og meditationslærer Bob Moore og idehistorikeren, dr. phil. og stifter af Vækstcenteret i Nr. Snede Jes Bertelsen – og andre. Den faglige rejse skal heller ikke afsluttes, og også dér havde jeg fremragende lærere – både danske og internationale. Blandt de sidstnævnte vil jeg nævne den hollandske læge, professor og organisationsteoretiker B. J. Lievegoed. Forud for alt dette var gået min opvækst som dreng i Rold Skov, og det stille liv i tæt kontakt med naturen, som jeg dér havde levet. I femtenårsalderen mødte jeg på forunderlig vis Niels Bohr, hvilket gjorde et stort indtryk på mig. Min livsrejse er bl.a. karakteriseret ved, at jeg har haft en lang række meget dygtige lærere. Tak for det! Ledelse med hjertet Jeg har hele mit liv vidst, at sætningen fra ph.d.-afhandlingen havde

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 12


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Helhjertet er ikke fanatisme. Helhjertet er at lytte - til sig selv og andre.

meget på sig. Jeg har cirklet omkring denne sætning i 50 år. Min indsigt og min intuition har været ledende og afgørende for mig, og jeg synes, jeg er kommet langt i mine overvejelser. Og fremfor alt har jeg været tro mod min intuition og mit hjerte. Så tro, at jeg sammen med min ven Michael Stubberup for ca. femten år siden gik så vidt som til at tale – ikke om helhjertet ledelse, men om ledelse med hjertet. Det blev ikke taget lige alvorligt alle steder. Men nogle steder. Og det var tilstrækkeligt. Vi var og er på vej mod det, der er essensen i ledelse med hjertet, nemlig bæredygtighed. Om det skrev vi bogen: “Bæredygtig ledelse – Ledelse med hjertet”. Helhjertethed og ærlighed Hvis helhjertethed er identisk med ærlighed, så har det været et bærende princip for mig at være ærlig og åben om, både hvor jeg stod, hvad jeg mente og troede, og hvem der var og er mine lærere. Både på det personlige og faglige plan. Jeg har følt, at det var vigtigt at have standpunkterne og relationerne klare og på plads. På det private plan har jeg derimod holdt meget for mig selv. Hvis jeg havde været fanatisk og kompromisløs, havde jeg knækket halsen. Nu nøjedes jeg med en hjerteoperation. Og fik en lærerstol på handelshøjskolen og universitetet. Hvis jeg overalt og til stadighed havde

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 13

insisteret på kun at bruge mine egne ord, kun at referere til mine egne foretrukne lærere og kilder, havde jeg ikke fået plads til at formulere mig. Nu fik jeg megen plads. Hvis jeg havde nægtet at lytte til og samarbejde med andre med afvigende opfattelser, principper og mål, var jeg blevet et isoleret menneske. Nu har jeg været en del af mange fællesskaber og samarbejdsrelationer. Helhjertet er ikke fanatisme. Helhjertet er at lytte – til sig selv og andre. Helhjertet er både et personligt og et socialt fænomen. Helhjertet kan godt indebære, at man er insisterende, grænsende til stædig. Jeg har insisteret; jeg er blevet ved; jeg har arbejdet mig længere og længere ind i og mere og mere ud af det gamle paradigme. Min intuition som ung forsker, min fornemmelse af, at der var noget helt galt, var rigtig. Jeg stolede på mig selv, selv om det var tydeligt, at jeg undertiden var meget alene; aldrig isoleret, men i opposition; på tværs, undrende, spørgende, insisterende, men aldrig helt umulig – og aldrig uforberedt. Ikke lokal optimering men globalt ansvar Jeg var en evighedsstuderende; jeg færdedes ikke udelukkende i de officielle og accepterede miljøer; det gjorde jeg også; og jeg færdedes også i miljøer, hvor healing, meditation, kar-

ma, astrologi, reinkarnation, energi, chakra og aura var almindeligt forekommende begreber og fænomener. Men jeg kunne også min matematik, statistik, regnskab og økonomi; jeg kunne min organisations- og ledelsesteori. Jeg beherskede de matematiske og operationsanalytiske begreber og modeller. Jeg havde opnået en indsigt i filosofiske og videnskabsteoretiske problemstillinger og begreber. Jeg havde forstået nogle af de grundlæggende psykologiske modeller og teorier. Blandt andet var jeg inspireret af C. G. Jung. Jeg var i virkeligheden godt rustet til at arbejde mig frem mod den forestilling, som jeg har i dag, nemlig at bæredygtighed er den eneste mulige fremtidige vej. Bæredygtighed handler om solidaritet på tværs af kontinenter og generationer. Om respekt for alle former for liv på kloden. Om økonomisk vækst, klima- og miljø og om social inklusion. Selvfølgelig er bæredygtighed en del af svaret, en del af løsningen. Selvfølgelig handler det ikke om lokal optimering, men om globalt ansvar. Selvfølgelig handler det ikke blot om lokale, men også om globale mål. Og derfor hedder min seneste bog: Bæredygtig global udvikling – Om FN’s 17 verdensmål. Og derfor hedder den seneste konference, som jeg er med til at arrangere: Bæredygtigt skandinavisk lederskab - FN’s verdensmål som invitation til medansvar.


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Det hele hjerte tør være nær Da jeg for 34 år siden første gang kom til Assisi i Italien, Frans af Assisis by, blev mit hjerte og mit liv dybt berørt af det, jeg mødte og så. Jeg så hele mennesker, ikke lykkelige, men sande mennesker, der bar deres lidelse og deres glæde uden på krop og ansigt. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og denne oplevelse har siden været grundlæggende for retningen i mit liv og i min religiøse længsel og søgen. AF LENE HØJHOLT Præst og forfatter Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft en dyb tro, men jeg kendte ikke måder at udtrykke den på. Som barn gik jeg alene i kirke, jeg bad, men jeg fandt ikke en personlig relation til Gud, og det savnede jeg. På en rejse til Thailand i 1980 besøgte jeg et tempel, og der oplevede jeg for første gang stilhedens kvalitet. Jeg så mennesker, som sad stille i meget lang tid - og lyste, og jeg vidste, at denne form for væren måtte jeg finde ind i. Da jeg kom hjem, opsøgte jeg Jes Bertelsen, der dengang underviste på idéhistorie i Århus, og som senere grundlagde Vækstcentret i Nr. Snede. Et par år senere fik jeg også kontakt med Bob Moore, en irsk healer, som igennem mange år boede i Ringkøbing. Disse to gav mig redskaber til at åbne sindet og træde ind i stilheden, og det er jeg dem meget taknemmelig for. Jeg gik på kurser hos dem igennem mange år, men deres ”sprog” ramte ikke min inderste kerne og det, jeg mest længtes efter. Jeg måtte gå en kristen vej og

finde ind i en fordybelse af mit forhold til Jesus. Ikonernes verden er vigtig I begyndelsen af 80-erne fandt jeg ingen inspiration hertil i Danmark, så jeg opsøgte klostre forskellige steder, først og fremmest i Grækenland, hvor især mødet med ikonernes verden blev vigtigt for mig. Da jeg senere kom til Assisi, oplevede jeg det nærvær, som jeg altid havde søgt, men aldrig havde kendt, et nærvær til Gud, til mig selv og til andre mennesker. Dette skete, selv om jeg ved det første besøg stort set ikke talte med nogen, men jeg så, at de franciskanske brødre og søstre var ”levende”, og det var nok! Da jeg få måneder senere vendte tilbage til Assisi, mødte jeg pater Max Mizzi, som dengang ledede franciskanerordenens økumeniske arbejde. Han blev min åndelige vejleder på den kristne fordybelsesvej. På denne vej og i min kristne søgen i det hele taget var jeg igennem mange år ret

alene, fordi jeg dengang ikke oplevede åbenhed i Danmark for kristendommens esoteriske side. Jeg havde nære relationer til søgende mennesker i andre miljøer, og følgeskabet med dem var en stor inspiration for mig, men da min tro og mit sprog var kristent, måtte jeg selv lede efter mening, og det gjorde jeg først og fremmest i den kristne mystik og i de bibelske tekster. I disse år arbejdede jeg som adjunkt ved VUC i Århus - med fagene kristendomskundskab, psykologi og kunsthistorie, og mine elever på skolen opfordrede mig til at holde kurser i meditation, hvad jeg så gjorde. Mange af deltagerne blev som jeg grebet af de kristne tekster, og de og mange andre har igennem årene deltaget i mine kurser, retræter og pilgrimsrejser, og sammen har vi udforsket det kristne univers. Når Guds plads i os bliver optaget Ret hurtigt forstod jeg, at et prisme,

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 14


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

jeg kunne bruge til forståelse af den kristne vej, var dogmet om Kristi to naturer. Heri slås det fast, at Kristus er sand Gud og sandt menneske: ”... uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden… ” Disse ord blev for mig en nøgle til at forstå det kristne univers, som det udtrykker sig i bibelteksterne, i Frans af Assisis liv og også i mit eget, for hvad Kristus er, skal vi også blive. Vi er alle skabt i Guds billede og bærer dette billede i os; samtidig er vi ganske almindelige mennesker. Disse to sider skal leve og udfolde sig i os side om side ”uden adskillelse”, men også ”uden sammenblanding”. I syndefaldsberetningen siger slangen til Eva: ”Gud ved, at den dag I spiser af frugten, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Syndefaldet har to konsekvenser – at vi tror, vi er som Gud, og at vi tror, vi kan skelne

mellem godt og ondt og dermed dømme os selv og hinanden. Så længe vi identificerer os med syndefaldets jegbevidsthed, vil vi selv have kontrol og magt, og så er Guds plads i os optaget. Så nægter vi at være sandt menneskelige og sammenblander det, der skal være adskilt. Gudsbilledet og derigennem Gud selv kan kun leve i os - som sig selv. Uden figenblad og dækkemekanismer Ifølge Johannesevangeliet er sandhed den kvalitet, der lader Helligånden virke i et menneske. Helligånden kaldes sandhedens ånd (Joh. 14,17), fordi sandheden kan bane vejen til Guds nærvær. Sandhed er nødvendig for at gå den helhjertede vej, både sandhed om det menneskelige i os og sandhed om det guddommelige. Hvis vi vover sandheden om os selv og vores liv og sårbarhed, bærer og lever vi vores menneskelighed, som den er, - uden

Det hele hjerte tør være nær - ved sin egen og andres smerte og glæde og ved Gud.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 15

syndefaldets figenblade og ”dækkemekanismer”, og så kan Gud udfolde sit nærvær i os. Det gjorde han i Frans af Assisi, der altid var tro mod sin egen skrøbelighed, så intet i ham var skjult. Derfor lyste Guds fred og nærvær ud af ham; derfor kom han også helt tæt på mennesker - og på dyr, som en række fortællinger og legender om ham beretter. Det hele hjerte tør være nær – ved sin egen og andres smerte og glæde og ved Gud. Disse erkendelser blev min vejledning, men igennem livet har jeg måttet se i øjnene, hvor vanskeligt det er at slippe syndefaldets jegbevidsthed og alle de tanke- og handlemønstre, der er knyttet hertil; for det er et grundvilkår ved det menneskelige. Lene Højholt er tidligere sognepræst i Grenå Kirke. Hun har gennem mange år beskæftiget sig indgående med kristen fordybelse og meditation og har skrevet flere bøger om emnet, bl.a. ”Vejen. Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet”. Hun arrangerer fortsat retræter og giver åndelig vejledning.


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

Ørkenfædrene var hellige mænd og kvinder, som levede i det fjerde århundrede i Egyptens øde ørken. De kom via deres enkle, men lidenskabelige livsførelse frem til, at menneskets hjerte var konfliktens sted. Og deres råd til eftertiden er, at du ikke skal følge dit hjerte, for det er ondt og vil lede dig på vildspor.

Hjertekvaler i ørkenen AF CARSTEN CLEMMENSEN Sognepræst I ørkenen blev der gjort erfaringer med et liv i ensomhed, med askese og faste. Men hurtigt viste det sig, at opgaven med at blive, hvor man var, i grunden var en endnu vanskeligere udfordring. Med andre ord: Den store opgave i ørkenen blev at kunne udholde ens eget og andres mere eller mindre påtvungne selskab. Derfor blev ørkenfædrene også nogle af de første til at identificere den fortvivlelse, der opstår, når livet forekommer én ligegyldigt, meningsløst og kedeligt, og hvor man mest af alt har lyst til at flygte – hvad enten det er helt konkret, eller det er ind i dagdrømme, ind i adspredelser eller ved hjælp af overspringshandlinger. Temaet optræder igen og igen og antyder, at netop modløsheden og dermed fristelsen til flugt var et af de mest almindelige problemer i økenenen. Svaret på problemet lyder i dens mest enkle og usentimentale form: ”Bliv i din munkecelle, og den vil lære dig alt.” Eller som det hedder et andet sted: ”Gå hen og sæt dig i din celle og giv din krop som pant til

væggene.” Det er et barskt råd, men på den anden side er det også befriende realistisk. Altså, gift dig med virkeligheden og lov dig selv til dine faktiske omgivelser. Usminket tilgang til livet Det er denne usminkede tilgang til livet, som i første omgang satte mig på sporet af ørkenfædrene. Der er hos dem et slags no-nonsense syn på livet og troen. Det er en tilgang, der også er aktuel i vores århundrede, hvor vi kæmper med nogle af de samme problem-felter som ørkenfædrene. Vi kender også til frustration, til uroen, til manglen på motivation og måske en lede ved et rutinepræget liv. Men hvor midlet mod modløsheden hos os ofte udtrykkes i opfordringen til vækst, forandring og udvikling, så går ørkenfædrene i en helt anden retning. Meget betegnende åbner den alfabetiske samling med en fortælling om Antonius, der i traditionen er den allerførste af ørkenfædrene og derfor har en helt speciel status, med at vi hører, at han sidder i sin hule i ørke-

nen, grebet af modløshed og mørke tanker. Han henvender sig til Gud og derefter fortælles følgende: ”Og lidt efter, da Antonius rejste for at gå ud, så han én, der lignede ham selv. Han sad og arbejdede. Så rejste han sig fra arbejdet og bad. Derefter satte han sig igen og flettede reb. Og så rejste han sig igen til bøn. Det var en Herrens engel, som var sendt for at vejlede og styrke Antonius. Og han hørte englen sige: ’Gør sådan, så vil du blive frelst.’ Da Antonius hørte det, blev han ramt af glæde, og han fattede mod. Og ved at gøre sådan blev han frelst!” Sådan er fortællingerne om ørkenfædrene fyldt med helt udramatiske eksempler på, hvad der er meningen med livet. Vi kan længes efter noget dramatisk, en indsigt eller lignende til at markere forskellen i vores liv. Men ørkenfædrene opfordrer os til noget andet, nemlig til noget så enkelt som at fortsætte som sædvanligt – uanset hvor banalt det sædvanlige så end er. Her er ingen illusioner om mægtige og storslåede gerninger eller forandringsparathed.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 16


Livet i ørkenen fjernede alle illusioner om hjertets naturlige visdom eller godhed. Når en ørkenfader blev spurgt om, hvad der er vigtigt i livet, kunne man opleve, at ørkenfaderen flettede videre på sin kurv og uden at hæve sit blik svarede: ”Det, du ser.” Smerteligt bevidst om egen fejlbarlighed I et udsagn, der er tilskrevet Præsten Isodore, hedder det, at ”af alle onde forslag er det mest forfærdelige opfordringen til at følge dit eget hjerte.” Som læser i det 21. århundrede, overraskes man. For hvor ofte er det ikke netop opfordringen til at følge sit hjerte, sin mavefornemmelse eller sine drømme, der gives som svaret på mange af de udfordringer, vi kæmper med. Men også her peger ørkenfædrene på en anden vej. De vil sige, at svaret ikke findes i det, der ligger længst nede i os, men at vi i stedet bør være på vagt over for vores dybeste følelser og længsler. Livet i ørkenen fjernede alle illusioner om hjertets naturlige visdom eller godhed. For ørkenfædrene handlede det om at erhverve sig et realistisk selvbillede. De var smerteligt bevidste om deres egen fejlbarlighed. Ikke som et udslag af selvhad eller livsfornægtelse, men fordi denne tilgang til livet var

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 17

forudsætningen for en ikke dømmende adfærd. Ørkenmunken Moses siger det meget præcist: ”Hvis du har synd nok i dit eget liv og i dit eget hjem, behøver du ikke at gå ud og lede efter den andre steder!” Karakteristisk for ørkenlitteraturen udfoldes denne lille sentens yderligere i en fortælling om Moses, hvor man havde indkaldt til et møde i kirken, fordi en bror havde begået en fejl. Moses var også inviteret, men han nægtede at møde op. Så tog præsten affære og sendte nogen ud for at hente ham. Endelig rejste Moses sig op og begav sig afsted; han tog en hullet krukke, fyldte den med vand og bar den med sig. Da han kom til kirken, spurgte de: ”Hvad skal den krukke? ” Den gamle mand sagde til dem: ”Mine synder løber ud bagved mig og jeg kan ikke se dem, og så er jeg dog alligevel på vej til at dømme en andens fejltagelser.” Da de hørte dette, aflyste de mødet! Erfaringen af et splittet hjerte I fortællingen om ørkenmunken Moses bliver det klart, at ørkenfædrenes opmærksomhed omkring det mangelfulde selv havde som mål at kunne møde medmennesket med ubetinget

accept og mildhed. Livet i ørkenen var ikke et desperat forsøg på at sone ens synd med askese og bodsøvelser. Det var derimod en indøvelse i kærlighed og strategien var dobbelt: På et og samme tidspunkt at have øje for menneskets sande tilstand og samtidig kende til den nåde, der aldrig udtømmes. I den forstand møder ørkenfædrene os med en opsang om, at indøvelse i kærlighed altid begynder med erfaringen af ens eget splittede og konfliktfyldte hjerte. Det er først med erkendelsen af vores eget dybe behov for Gud, at vi kan blive forsoningens og kærlighedens redskaber i verden. Carsten Clemmensen er sognepræst ved Hasle kirke i Aarhus. Han har beskæftiget sig med ørkenfædrene i forbindelse med en studieorlov, hvor emnet var en undersøgelse af ørkenfædrenes sjælesorgspraksis. Til videre læsning: - Karin Grünewald, Ørkenfædrene, Anis 2007. - Rowan Williams, Stilhed og honnningkager, Alfa 2008.


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

I daglig tale bruger vi vendinger som «et let hjerte», «et knust hjerte», og «at blive ramt i hjertet» uden at tænke over, at det er billedlige og symbolske udtryk for personlige, moralske og sjælelige kvaliteter, som ikke har så meget med det fysiske hjerte at gøre. Men det har de i mange tilfælde også, for når vi er forelskede eller ophidsede, slår hjertet heftigt og mærkbart, og når vi har gjort noget forkert, mærker vi den dårlige samvittighed som et stik i hjertet.

Symbol, substans og symptom AF OLE MARTIN HØYSTAD Professor Emeritus Det fascinerende ved hjertet er, at det både er kropslig substans og symptom på vore følelsesmæssige reaktioner, og dermed symbol på personlige kvaliteter, følelser og lidenskaber. Hjertet er kærlighedens symbol par excellence. Men hvordan blev det det? Hjertet, med alt hvad det repræsenterer, er kort og godt et udtryk for, hvad det vil sige at være menneske – og medmenneske: At der er noget, som går fra hjerte til hjerte, og at vi kan have en umiddelbar kontakt med andre mennesker af før-sproglig karakter, hinsides alle religiøse, etniske og kulturelle grænser og fordomme – og det spontant og umiddelbart – tyder på, at der findes noget, som er dybere end sprog kan udtrykke, men som hjertet kan røbe.

Vi bruger også de mange udtryk om hjertet uden at tænke over, at de er en historisk arv og del af det menneskebillede, som er blevet dannet gennem århundreder og med forskellig kulturel oprindelse. Overraskende historisk oprindelse Det begyndte allerede i det gamle Mesopotamien, hvor hjertekulturen har sin oprindelse hos sumererne, som det kommer til udtryk i de gamle epos om gudinden Inanna og helten Gilgamesh. For sumererne var det imidlertid ikke hjertet, som var det centrale menneskelige organ, men den større og kraftfulde lever. For sumereren anså hjertet for at være ustabilt og genstand for skiftende følelser. Leveren, derimod, var mere pålidelig. At

leveren har haft primærfunktionen fra gammel tid, afspejles i vore skandinaviske sprog, hvor det fremdeles hedder at tale frit fra leveren, et udtryk, som siden blev erstattet eller suppleret med at tale frit fra hjertet. Men allerede hos sumererne er hjertet altså forbundet til følelserne. Når personerne vil såre deres åndelige modstandere, forsøger de at ramme dem emotionelt, så de føler smerte i hjertet. Og når Gilgamesh mister sin bedste ven Enkidu og fortvivlet søger udødelighedskilden og meningen med livet, er han drevet af hjertets uro. I medfølelse og fortvivlelse appellerer fortælleren til skaberguden: «Hvorfor gav du Gilgamesh et så uroligt hjerte?» Den første hjertekultur er den gammelegyptiske. For de gamle egyptere er hjertet menneskets centrum,

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 18


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

hvor både fornuft og følelser, samvittighed og forstand har sit sæde. Hjertets centrale stilling demonstreres tydeligt, når et lig skulle balsameres. Mens hjernemassen blev suget ud gennem næsen og smidt væk sammen med andre indre organer, blev der taget vare på hjertet. Det blev balsameret og lagt tilbage i den dødes brysthule samtidig med, at et hjertesymbol blev placeret på den dødes bryst. Det gammelegyptiske hjerteideal er bemærkelsesværdigt, sammenlignet med det indhold, det senere får i europæisk kultur. Eftersom hjertet også er sæde for de ubestandige og upålidelige følelser, skal hjertet, ifølge egypterne, være glat og hårdt, stenhårdt. For så er det stabilt og ikke så let påvirkeligt. Når jøderne efter deres exodus fra ek-

silet i Egypten skulle finde deres egen identitet, distancerede de sig således fra det faraoniske ideal, som det kommer til udtryk i Det Gamle Testamente, når jøderne bliver revset: «Hvorfor forhærder I jeres hjerte, ligesom egypterne og Farao forhærdede deres hjerte?», hedder det i 1. Samuelsbog 6,6, tilsvarende i 2. Mosebog, jfr. også Ezekiels Bog 11,19-20. Ikke altid et godt hjerte i Bibelen Hjertet har også en central stilling i Bibelen, og formidler i begge testamenter både det guddommelige og det moralske. Det er sæde både for følelser og vilje, lyst og begær, og er således ikke altid godt. Det centrale i Det Gamle Testamente er, at hjertet er knyttet til Guds kærlighed. 5. Mosebog 6,5-6 formulerer således det grundlæggende princip i den kristne hjertemetaforik: «Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og

Hjertet, med alt hvad det repræsenterer, er kort og godt et udtryk for, hvad det vil sige at være menneske - og medmenneske.

af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde.» De århundreder, som ligger mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, har ikke gjort hjertet udelukkende godt. For i Det Nye Testamente er hjertet genstand for fristelser og således sæde for det onde. Det er baggrunden for Jesu tordentale mod hjertet: «Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser» (Matt 15,18-19). Jesu hjerte er, overraskende nok, ikke nævnt en eneste gang i Bibelen, til forskel fra Marias hjerte, hvor hun gemmer de guddommelige ord om bebudelsen. Det er særligt Paulus, som bruger hjertemetaforen. For hjertet anses som sæde for sjælen. Det er således afgørende for den troendes frelse, at hjertet forandres til det bedre. Den sindelagsændring, som er så vigtig i kristendommen, er således


TEMA: Helhjertethed - hengivenhed eller fanatisme?

knyttet til det plastiske hjerte, hjertelaget, som kan ændres, og hjerteligheden, som kan udvikles. Dette stikker dybt i kristendommen, hvor Herren i forargelse over jødernes letsindighed forkynder: «Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød» (Ezekiels Bog 11, 19-20). Den position hjertet har i Bibelen, er selvfølgelig grundlaget for, at hjertet bliver så vigtigt både teologisk, antropologisk og etisk-eksistensielt i kristendommen. Hvordan hjertet bliver selve symbolet på kærlighed, som essensen i kristendommen, er dog et paradoks. Ligeledes at der i senrenæssancen kunne opstå en særegen Jesu hjerte-teologi, selv om Jesu hjerte ikke er nævnt i Bibelen. Dette paradoks er en fortælling om historiske ændringer, kulturel påvirkning og en sammenblanding af kristen og verdslig digtning i højmiddelalderen, da idealet om den romantiske kærlighed med hjertet som symbol blev opfundet og udviklet. Ridderviser, troubadourer og arabiske poeter I højmiddelalderen sker der en emotionel vending, som indebærer, at de personlige og naturlige følelser kræver deres ret. Lidelsens alter ego, lidenskaben, dyrkes i form af en romantisk kærlighed, som den bliver skildret i riddertidens romaner med Kong Arthur og hans riddere som det store ideal, hvad angår høvisk kærlighed og kurtisering. Dette er på mange måder en ukristelig kærlighed, da den ikke er i samsvar med den kristne seksualmoral. I den mønsterdannende fortælling om Tristan og Isolde dyrkes seksualiteten som noget naturligt og værdigt, som går forud for de kristne forbud. Parallelt med ridderromanerne opstår også ridderviserne. I disse genrer bliver hjertet symbolet på kærlighed. Ridderviserne bliver verdens første popviser, som spredes fra Sydfrankrig

til resten af det europæiske kontinent deriblandt til Færøerne, Danmark og Norge. Det er troubadourerne, den tids omrejsende popartister, som sørger for, at viserne spredes over hele kontinentet med det resultat, at den romantiske kærlighed, kulturelt set, bliver kærlighedsidealet helt op til vor egen tid. Vi tror, at ridderviserne er det mest danske/norske/færøiske vi har, men bag de såkaldte occitanske troubadourer i Sydfrankrig står de arabiske poeter og sangere. Et hovedsymbol i de arabiske poeters og sangeres viser var hjertet – og rosen. Disse to kom begge ind i europæisk kultur og mentalitet via den arabiske påvirkning gennem århundreder. Ikke blot var araberne formidlere af oldtidens græske filosofi og videnskab, men de påvirkede også europæisk kultur og mentalitet. Den nye følsomhed Riddertidens kærlighedsideal og hjertesymbol får en renæssance i europæisk kultur med de nye borgerlige romaner før og efter år 1800 under ledelse af Rousseau, Goethe og de engelske forfattere i den sentimentale romangenre. Igen bliver hjertet ikke blot symbolet på kærlighed, men også på den nye følsomhed, som tiden forkynder og fremmer. Nu skal man også tilegne sig medfølelse, som de ulykkelige kvinder i Jane Austens romaner appellerer til. Uden påvirkningen fra romantikken og digtningen i 17- & 1800-tallet ville medfølelse og en inderlig hjertelighed ikke være blevet en fast bestanddel af europæisk mentalitet. Den hjertelighed, som hyldes som et menneskelig ideal med evne til indlevelse og empati for andre, ville have været en umulighed uden denne litterære bevægelse med rødder i højmiddelalderen. Denne tradition lever videre i moderne pop- og rocksange, hvor «a broken heart» stadig væk er et hovedmotiv. Den kommercialiserede valentindagsfejring er del af samme tradition. Vi tror, den stam-

mer fra Amerikas tradition med Valentin-kort, men den er oprindeligt en europæisk tradition med rødder i ridderkulturen. Når vi irriterer os over, at hjertet bruges og misbruges som kommercielt symbol, skal vi bare huske hvilken dyb og lang tradition, som ligger bag hjertesymbolets forskellige former. Denne dybe og rige tradition er også grunden til, at hjertet ikke mister dets værdi som symbol. Hjerteligheden stikker dybt på flere måder, både historisk og kulturelt, og er del af vor mentalitet som europæere, for kristne såvel som for ikke-kristne. Til videre læsning: Ole Martin Høystad: Hjertets kulturhistorie. Fra Gilgamesh til Grundtvig, 2008.

Ole Martin Høystad er dr. philos. og professor em. i tværfaglige kulturstudier ved Høgskolen i Sørøst-Norge. Høystad har dr.grad i nordisk litteratur og har i en årrække arbejdet tværfagligt og udgivet flere bøger om litteratur, filosofi og kulturhistorie.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 20


Anmeldelse: Den Mystiske oplevelse af Erik Palle Olesen er en gribende beretning om, hvordan smerte, fysisk som psykisk, kan heles og forløses. Det er en meget personlig beretning - men samtidig fyldt med almentmenneskelige erfaringer og indsigter.

Hvordan sorg og livssmerte kan forløses AF LENE SKOVMARK Præst og medlem af redaktionen I første del beskriver forfatteren spirituelle erfaringer, han havde som ung. Under voldsomme og til tider livstruende hændelser, oplever han en følelse af forbundethed, ro, klarhed og accept og modtager spontane indre budskaber, som fra en dybere bevidsthed. Først i en moden alder bliver livet så smertefuldt, at forfatteren begynder at dele det med andre og søger hjælp gennem sorgbearbejdelse, drømme og ikke mindst meditation. Og han finder inspiration gennem psykologisk og religiøs litteratur. Samtidig åbner der sig, hvad han kalder en tsunami af oplevelser og indsigter. Han modtager budskaber gennem klardrømme, visioner og indre intuitiv vejledning, ofte fra religiøse figurer som Jesus, Buddha og Maria. Erfaringsdimension På mig som præst gør en vision af Kristus og om korsets helbredende virkning særligt indtryk. Det handler om, hvordan jeg’et må korsfæstes for at en dybere kærlighedsevne, glæde og skønhed kan frisættes. Dette aspekt

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 21

er ofte underbetonet i gængs teologisk tænkning, måske fordi mange er fremmede for erfaringsdimensionen og uvidende om, hvad det kristne budskab også indebærer: sjælens renselse og genoprettelse af livet. Det er forfatterens erfaring, at der i lidelse og sorg er mulighed for transformation, og at ”den forløsende sorg blødgør stivnede strukturer og bringer liv til den udtørrede jord - og åbner vejen til næstekærlighedens land”. Søjle af ild og lys I den sidste del af bogen ”Alt er forladt” føres læseren ud i klarhedens lys og får del i dyb og tidløs visdom. Alle fortrædeligheder i livet er forladt. Der kommer en lethed, frihed og glæde - nærmest en himmelsk tilstand af klarhed. Undervejs er bogen illustreret af den såkaldte okselignelse fra zen-traditionen, hvis ti billeder viser mystikerens indre rejse mod den dybe ro hinsides livets smerte. Lyset forvandler og renser, illusionerne og emotionerne fra fortiden opløses og livsløgnene forsvinder som dug for solen. Efter denne ”forklarelse på bjerget” vender forfatteren tilbage

til et almindeligt liv. ”Guds søjle af ild og lys er virkeliggjort - den er du i kød og blod, og andet er der ikke!” Nådeslyset omsat til praktisk hverdag i al sin enkelhed Et ganske stilfærdigt liv uden store armsving I det enkle vers udtrykkes bogens budskab: at livet i sig bærer Nådeslyset, et helende, støttende og oplysende nærvær, som fører ud i livet. Det giver håb for alle! Artiklen er en bearbejdning af forordet til bogen, som udkom på Skriveforlaget i 2016.


Anne Sophie Jørgensen, leder af det spirituelle center Tigerens Rede ved Horsens, har i mange år arbejdet med spirituel fordybelse ud fra kristendom og buddhisme. Centrets mantra om kærlighed og bevidsthed danner grundlag for den meditative praksis og undervisning, som følges af de cirka 70 mennesker, som er flyttet til Gedved for at tage del i Tigerens Redes hverdag.

Et mantra til gentagelse i hverdagslivet AF ANNE SOPHIE JØRGENSEN Spirituel lærer og forfatter “Kærlighed er bevidsthed, bevidsthed er kærlighed.” Dette udsagn er syntesen af Tigerens Redes to primære spirituelle rødder eller inspirationskilder, nemlig kristendom og buddhisme. Det er ikke umiddelbart indlysende, at de to religioner har noget med hinanden at gøre, og der er heller ikke tale om en sammenblanding, men om at forholde sig til det essentielle. Det kan give mening at sige, at næstekærlighed er essensen af kristendommen, og bevidsthedsudvikling er essensen af buddhismen. Det er et sandt – men også et overfladisk – udsagn: kristendommen har ikke patent på næstekærligheden, lige så lidt som buddhismen har eneret på bevidsthedsudvikling.

Verdensfjern bevidsthed og tandløs kærlighed Folkekirken lægger stor vægt på næstekærlighed og det, at Gud blev menneske. Det sker på bekostning af den transcendens, fordybelse og meditation, som Kristus også viser. For Kristus er, som jeg ser det, både kærlighed og bevidsthed. Buddhismen har en dyb viden og erfaring om meditation, og der er en tendens til at glemme, at der også er næstekærlighed i buddhismen. Hver meditation slutter eksempelvis med at bede for alle levende væsener. Buddhismen opererer med begrebet bodhisattva (mennesker, som er inkarneret med henblik på at hjælpe andre med deres frelse frem for blot at opnå sin egen). Hvis ikke næstekærligheden vokser som følge

PORTRÆTFOTO: Jonna Fuglsang Keldsen

af meditationen, bliver bevidsthedsarbejde en verdensfjern aktivitet i elfenbenstårnet. Derfor giver bevidsthedsudvikling ingen mening uden kærlighed. Omvendt bliver kærlighed uden bevidsthed for tam, from og tandløs. Kærlighed er også at lære det nødvendige, og det kan være smertefuldt. På Tigerens Rede vægter vi arbejdet med kærlighed og med bevidsthed lige højt, og dette er grundpillerne i min undervisning. Hverken kristent eller buddhistisk Tigerens Rede er ikke hverken et kristent eller et buddhistisk center. Vi arbejder med at udvikle et nyt spirituelt udtryk, som kan give mening i den tid, vi lever i, med alle de både personlige

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 22


og samfundsmæssige udfordringer, som er. Vores indstilling og livsførelse er ikke udtryk for afstandtagen til religionerne, men Tigerens Rede appellerer til nogle åndeligt søgende, som af forskellige grunde ikke umiddelbart finder sig til rette i fx en kirkelig sammenhæng. Det har dog vist sig, at en del har fået fornyet og styrket deres relation til både kristendom og folkekirke ad denne vej. Nye spirituelle udtryk Når jeg taler om kærlighed, er det ikke i den klassiske romantiske forståelse. Det handler ikke om den eneste ene; børnene; de særligt udvalgte og værdifulde mennesker i éns liv, for denne form for kærlighed bliver let en mangelvare. Med megen sorg til følge. Kærligheden er større end det, og i denne sammenhæng handler det om næstekærligheden, den guddommelige kærlighed, den kollektive kærlighed, den upersonlige kærlighed – hvad man måtte ønske at kalde den. Den vil der aldrig være mangel på, her er nok til alle. Kærlighed er omsorgen for din næste, enten ven eller fjende. Kærlighed er livets fylde. Kærlighed er hengivelse. Kærlighed er det, der giver bevidsthed en krop, en fylde, nærvær og væren. Bevidsthed forstås af mange som noget rationelt, intellektuelt, køligt, og velovervejet. Men i denne sammenhæng er bevidstheden forbundet med transcendens, meditation og visdom. Bevidsthed er som det klare lys, der stråler ud af et nyfødt barns øjne. Bevidsthed er klarheden, der gør, at man kan agere og skelne, hvor der er lidelse. Bevidsthed er en accept og forståelse af livets forgængelighed. Bevidsthed kan hjælpe til at give kærlighed retning og perspektiv. Bevidsthed er at kunne gøre det nødvendige. Når du skal sige farvel til en elsket, så gør kærligheden, at du kan mærke hengivelse til noget andet end dig selv. Du erfarer livets skrøbelighed, ømhed og sårbarhed. Bevidsthed gør, at du

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 23

ser den elskedes forgængelighed i et klarere lys ( ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”). At du kan velsigne et menneske, der skal herfra, slippe vedkommende, og ønske hende eller ham godt videre. Nødvendigheden af et mantra Vi har brug for hjælpemidler hele tiden for at få os selv tilbage på sporet, når egoet, tankerne, emotionerne hvad enten det er ens egne og andres - lokker os ind i den mentale kværn eller ud på de frådende følelsers oprørte hav. Her hakkes kærlighed og bevidsthed i småstykker eller drukner i glemsel. Det er nødvendigt at kunne hjælpe sig selv flere gange dagligt. Man bør kunne korrigere sig selv her og nu, når det er påkrævet og finde tilbage på sporet. Hvad var det nu, jeg kom fra? Nåh ja, kærlighed og bevidsthed. Jeg ønsker at bidrage til verden med kærlighed og bevidsthed. Hver dag.

Guldskiltet over den røde dør til DugDråbeSalen på Tige rens

Rede.

Behov for fordybelse Generelt er vi for udadvendte i vores livsførelse i dag, og mange ville få det bedre, hvis de prioriterede en eller anden form for fordybelse i dagligdagen. Jeg opfordrer ikke på nogen måde til at trække sig væk fra verden. Tværtimod. Der er brug for, at mennesker deler gavmildt ud af det, de er, kan, har og ved. Men gør man det, skal der også tankes op. Og det kan ske gennem fordybelse, meditation, energiarbejde eller kontakt med det guddommelige. Vi er alle født med evnen til kærlighed, bøn, meditation og længsel efter at møde det guddommelige eller spirituelle. Nogle bliver tidligt i livet opmærksomme på disse egenskaber eller ressourcer, og de begynder af sig selv at leve efter det så godt, de formår. Men de fleste må arbejde for det. Det er altså et valg. Man vælger, at kærlighed og bevidsthed skal være synligt i ens liv på mange planer, måske alle planer. Det kan komme som en dyb trang, som en indsigt i nødvendigheden: Jeg har brug for det, og verden har brug for, at jeg yder mit bidrag.

Vi har brug for hjælpemidler til at få os tilbage på sporet, når egoet, tankerne, emotionerne lokker os ind i den mentale kværn eller ud på de frådende følelsers oprørte hav.


Den ensidige dækning af begrebet jihad har forvrænget ordets oprindelige betydning. ’Jihad’ rummer nemlig også en moralsk opbyggelig dimension, der kan virke som modvægt til salafismens enøjede brug af begrebet.

Kampen om den store og den lille jihad AF SAER EL-JAICHI Ph.d., ekstern lektor Jeg stødte en gang på en vittighed på de sociale medier om en mor, der skal på en rejse med sin søn, som hedder Jihad – et ganske almindeligt drengenavn blandt muslimer. Drengen bliver pludselig væk, moren bliver rædselsslagen og råber højt drengens navn højt i lufthavnen: Jiihhhaaaaaaaaaaad! Medpassagerne i lufthavnen bliver forskrækkede og utrygge, og inden længe har vagterne omringet moren. Security-folkene ville nok også bede hende om at gå gennem metaldetektoren en ekstra gang. Vittigheden rummer en sandhed om, hvad begrebet ’jihad’ er kommet til at betyde i disse tider. Det, der for moren i vittigheden åbenlyst er et passende navn til en pligtopfyldende, troværdig, sød dreng, fremkalder altså de værste associationer om kaprede fly og live-streammede henrettelser. Jihad som skældsord Det er der flere grunde til. I såvel Danmark som Europa bliver jihad tit

brugt som et skældsord, som synonym for ’hellig krig’. Oftest som betegnelse for en form for krigsførelse, som enhver muslim anses for at være forpligtet til at tage del i. Det kan eksempelvis være i form af organiseret voldsudøvelse eller vilkårlige terrorhandlinger mod civile mål for at opnå religionens herredømme i den del af verden. Vi er alle blevet gennemsyrede af den måde at betragte jihad på. Skal man dømme ud fra den hjemlige debat, kunne man forledes til at tro, at jihad – i betydningen hellig krig – har samme teologiske status inden for islam, som treenigheden har for kristne – som et ufravigeligt krav for at kunne kalde sig muslim. Med andre ord: Som om den muslimske, individuelle religiøsitet uløseligt hænger sammen med udøvelsen af militant jihad. Men hvis man for et øjeblik ser bort fra den hjemlige islamdebat, der på mange måder viderefører mange af de fordomme om islam, man kender fra den vesteuropæiske middelalder, og i stedet vender sig mod den isla-

miske tradition, vil man bemærke, at der er andre, ofte oversete tolkninger af ’jihad’ end den militante, neo-salafistiske tolkning. Åndelig anstrengelse Modsat den militante udlægning af jihad, som langt størstedelen af muslimer i dag sjældent eller aldrig kommer i berøring med, spiller de tolkninger af jihad, der her er tale om, en væsentlig rolle i muslimernes religiøsitet og levevis. Ordet ’jihad’ udspringer af det arabiske ord for at anstrenge sig, og det er lige præcis, hvad den såkaldte store jihad handler om: At anstrenge sig med henblik på åndelig og moralsk fuldkommenhed. Som følge heraf bliver denne form for jihad ofte identificeret med den ædleste form for afholdenhed, der bedst modvirker jeg’ets lyster og drifter. Ifølge de muslimske tekster og traditioner er den højeste form for jihad altså et liv levet ud fra den indadvendte og asketiske form for anstrengelse - i længsel og stræben efter perfektion på denne jord. Denne

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 24


NEO-SALAFISME er en betegnelse

for beslægtede ideologiske strømninger, der så dagens lys i anden halvdel af 1900-tallet. Disse strømninger, som er teologisk inspireret af den hanbalistiske jurist Ibn Taymiyyah (d. 1328) og islamismens chefideolog Sayyid Qutb (d. 1966), betragter jihad som et militant virkemiddel, der er uomgængeligt for omvæltningen af det bestående samfund og indførelsen af et teokratisk styre, som implementerer den religiøse lovgivning.

tolkning af jihad kommer primært til udtryk i hadith-beretninger, der tilskrives profeten Muhammad. De er samtidigt beskrevet i den mystiske gren af islam, sufismen, hvor det ofte fremhæves, at jihad grundlæggende består i menneskets forsoning med sig selv (jihad al-nafs). Ikke i betydningen at realisere sig selv efter ønske og behov og ikke i betydningen af opnåelse af størst mulig individuel frihed, men i betydningen at realisere et fromt og værdigt liv, som er frigjort fra det materielle livs tunge lænker. Denne tolkning optræder i den gængse definition af jihad som en moralsk kategori, der blandt andet kommer til udtryk i en hadith beretning, hvor profeten citeres for, at ”en person, der udøver jihad mod vantro er den, der tilsidesætter sit ego i tilbedelsen af Gud”. Kræver helhjertet hengivenhed Jihad i begrebslig forstand, som den kendes fra bl.a. den mystiske visdomslitteratur, kræver således helhjertet hengivenhed og viljestyrke, der først og fremmest tager sigte på en mere praktisk orienterede fromhed, hvis formål er renselse af ”sjælens dårligdomme” (al-’amrad al-nafsiyya). Der er her tale om de lyster og tilbøjeligheder, der står i vejen for menneskets frigørelse - altså muligheden for den kontemplative indlevelse i det guddommelige. Der findes intet udover

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 25

denne form for jihad, som ifølge sufismen kan bringe individet til direkte, umedieret selvindsigt og tilnærmelse til Gud. Derfor kaldes den som regel ’den store jihad’. Mystikkens stræben efter åndelig fuldkommenhed erstattes inden for den teologiske litteratur med en kombination af altruisme og en pligtetik, der knytter ’den store jihad’ til en række betydninger som fx søgen efter viden (talab al-´ilm), trofasthed og hengivenhed over for ens forældre (rida al-walidayn), modstand mod uretfærdighed (al-zulm), godgørenhed og solidaritet med samfundets svageste (al-du´fa´). Denne forståelse – hvor jihad snarere tematiseres som en etisk grundholdning end et synonym for et religiøs dogme – er i overensstemmelse med den indre sammenhæng mellem barmhjertighed og selvopofrelse, der lægges op til i Koranen. Mange tolkninger af jihad Tag eksempelvis sura 8:72, hvor jihad ikke er ensbetydende med en passiv form for kontemplation med sigte på egen frelse, men snarere med en social dyd, som er centreret om beskyttelsen og opretholdelsen af fællesskabets ve og vel. Der findes flere forskellige tolkninger af jihad, som jeg af pladsmæssige hensyn ikke kan belyse her. Og der er da også flere relevante aspekter, der må medtages for både forståelsen af jihad og islamisk etik, dvs. opfattelser inden for islam, der foreskriver, hvordan en troende skal agere såvel på individniveau som på samfundsniveau. Pointen er, at de mange tolknin-

ger af jihad, som findes i den islamiske tradition, afspejler den variation af indbyrdes forskellige opfattelser, der har karakteriseret islamisk visdomslitteratur og dele af den islamiske etiske tradition, som kendes fra hadith litteraturen, lovteksterne, den senere islamiske teologi og den omfattende arabiske filosofi. Der er al mulig grund til at fortsætte denne tradition, som sjældent eller aldrig bliver bemærket i den brede offentlighed. Ikke mindst fordi den rummer et potentiale for en kritisk modfortælling til den militante neo-salafistiske variant og dens manglende kendskab til og anerkendelse af den rige mangfoldighed af måder at udtrykke jihad på og måder at være muslim på. Saer El-Jaichi er Ph.d., og ekstern lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på KU. Han er forfatter til to bøger om islamisk teologi og filosofi, heriblandt en oversættelse med introduktion og kommentarer til et værk af den muslimske middelalderfilosof, Averroes - under titlen ”Den afgørende diskurs”. I juni 2016 blev Saer tildelt ph.d.-graden i Islamiske Studier for sin afhandling om mystikeren Ibn Mansur al-Hallaj.

Jihad kræver således helhjertet hengivenhed og viljestyrke.


Interview: Redaktionens Lene Skovmark mødtes i foråret med Roshy Esmail, medlem af det ismailitiske trossamfund, for at høre om denne retning inden for shia-islam, som har fokus på en kontekstualisering af Koranens budskab. Esmail, som oprindeligt stammer fra Kenya, er engageret i Aga Khan-bevægelsen i Toronto, Canada, hvor hun bor.

Et møde med en ismailit AF LENE SKOVMARK Præst og medlem af redaktionen Ifølge den ismailitiske tradition nedstammer ismailitternes nuværende imam Aga Khan i 49. generation fra profeten Muhammed. Alle ismailitiske imamer har pligt til at tolke Koranen ind i den nuværende tid, da imamerne bærer det guddommelige lys i hjertet, og deres opgave er at arbejde på at forbedre menneskers fysiske og åndelige velfærd. “Vores åndelige leder, Hans Højhed Aga Khan understreger, at Islam er en reflekteret og åndelig tro, der lærer medfølelse og tolerance (eller forståelse) og som værner om menneskets værdighed som Allahs ypperste skabning,” forklarer Roshy. Vil forbedre menneskers livskvalitet Aga Khan har ansvar for at understøtte ismailitternes religiøse, kulturelle og intellektuelle liv. Derudover har han grundlagt et udviklingsprogram, AKDN netværket (Aga Khan Development Network). Formålet med

dette program er at forbedre menneskers livskvalitet og søge at skabe en bedre fremtid. Det er et humanistisk arbejde, der er vokset ud af den oprindelige islamiske etik, hvor målet er at udrydde fattigdom, arbejde for fred og adgang til uddannelse. AKDN har udviklingsprojekter i 30 lande, især Asien og Afrika, hvor man gennem internationale og frivillige organisationer har etableret skoler, hospitaler, sundhedscentre, universiteter og institutioner i udviklingslande for socialt udsatte grupper af mennesker. Arbejdet er til gavn for alle borgere uafhængigt af etnicitet, religion og kultur. Roshy nævner et eksempel fra Afghanistan, hvor man har oprettet en organisation for telekommunikation og bygget et hotel for at fremme den økonomiske udvikling og tiltrække internationale investeringer. I projekterne bruger man, så vidt muligt, lokale materialer og lokal arbejdskraft. Endelig er der mikrofinans-projekter, hvor kvinder lærer at sy for at kunne klare sig selv økonomisk og på den

måde være med til at bidrage til udvikling af lokalsamfundet. Esoterisk tro med træk fra sufismen Roshy Esmail understreger, at den ismailistiske tro er en esoterisk tro, og at man forstår Koranen som et åndeligt skrift med en dyb åndelig betydning. ”Vi må hele tiden reflektere over vores liv i verden,” siger hun. Hun tilføjer, at bevægelsen minder om sufismen, og at man tror på enheden i alting: ”Alle mennesker i verden er forbundne med hinanden og med Gud. Som der står i Koranen, er alle mennesker er skabt som én sjæl (Sura 4,1) og er dybt forbundne trods religiøse, nationale og kulturelle forskelligheder. Gud skabte mennesker af forskellig slags, for at de skulle lære af hinanden.” De modstridende koranvers Da jeg spørger om, hvordan versene med hævn og krig skal tolkes, understreger Roshy, det er nødvendigt at tolke Koranen i lyset af de histo-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 26


riske og sociale omstændigheder på den tid, den blev åbenbaret. Hun nævner, at Koranen strengt forbyder krig, undtagen når det handler om selvforsvar(Sura 2,190) og at kæmpe imod undertrykkelse og uretfærdighed (Sura 2,192). Gud elsker retfærdighed og mange vers i Koranen handler om at behandle både troende og ikke-troende med respekt (Sura 4,1). Roshy opfatter jihad som en ”åndelig vej mod fuldkommengørelse af sjælen”. Og tilføjer, at jihad for mange også betyder at stå op imod uretfærdighed og undertrykkelse. Et andet eksempel er spørgsmålet om flerkoneri. ”På Muhammeds tid blev mange mænd dræbt i krig. Derfor var det tilladt at tage op til fire koner, så der blev sørget for kvinderne og børnene. Det skulle ske på betingelse af, at manden skulle behandle konerne lige og kunne forsørge dem.” (Sura 4,3). På spørgsmålet om sammenhængen mellem terror og islam svarer Roshy, at der sker meget politik i religionens navn, men at der altid ligger andre motiver bag. ”Det er vigtigt at finde de grundlæggende årsag til radikalisering og terror”, mener hun. “Det skyldes ofte fattigdom, uretfærdighed og en fremtid uden håb. Krig skyldes ikke sammenstød mellem civilisationer eller mellem øst og vest. Det skyldes nærmere mangel på uddannelse og kendskab til troen og Islams historie.” At huske sin oprindelse Roshy udfolder sin filosofi om, at mennesket er på det højeste niveau i dyrenes rige og det laveste i det åndelige rige: ”Vi blev skabt i Guds billede med en stræben efter at blive som Gud og med mulighed for at udfolde Guds egenskaber som godhed, barmhjertighed og retfærdighed. Det er samtidig egenskaber, som vi bærer i os. Ifølge islam er mennesket af naturen godt, men har potentiale til at fare vild og gøre ondt. Vi har den frie vilje til at træffe de rigtige valg og til at fuldkommengøre os og søge at opnå

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 97 // side 27

det højeste niveau i det åndelige rige.” Hun understreger vigtigheden af at leve et moralsk liv ud fra vore iboende åndelige evner. ”Som åndelige væsener har vi al etikken i os og en profetisk evne til at omsætte det til enhver tid. Vi bliver syge og kommer ud af balance - både som individer og som samfund - hvis vi ikke lever et etisk og moralsk liv i overensstemmelse med det, vi ved. Hvis du for eksempel udnytter andre, mærker du det i din krop og i din samvittighed. Vi må leve i fuld bevidsthed og i vågen opmærksomhed.” Daglig bøn og meditation For en ismailit er den åndelige praksis vigtig: ”Gennem den personlige søgen og praksis stræber vi efter at blive ét med Gud gennem at huske på Allahs 99 navne. Der er forskellige former for åndelig praksis, som kan hjælpe med at rense hjertet og genopdage, hvor vi kommer fra. Den hengivne ismailit beder dagligt og mediterer en time tidligt om morgenen, hvor sindet og hjertet er mest åbent.” Da jeg spørger om, hvad hendes vigtigste budskab er, svarer hun: ”Det vigtigste er, at vi husker vores potentiale. Menneskets ulykke er, at vi har glemt vores oprindelse - at vi kommer fra Gud og skal tilbage til Gud. Vi må omvende os og gå den rette vej og følge de universelle principper. Som gode forvaltere af Guds skaberværk, må vi bestræbe os på at efterlade verden i en bedre tilstand, end vi modtog den.” .

ISMAILITISK TROSSAMFUND • Gren af shia-islam, betegnes på arabisk ismailiya efter Ismail ibn Jafar, som af ismailitter betragtes som den syvende imam, hvilket afviger fra tolv-imamshiismen, som mener, at Ismails bror var imam. • Ismailitterne har udviklet deres egen dogmatik, hvor syv-tallet er et centralt symbol, og hvori indgår troen på syv tidsaldre, hvoraf verden på nuværende tidspunkt befinder sig i den sjette. Den syvende tidsalder vil blive indstiftet med imam Ismails genkomst, hvorefter han vil lede samfundet på rette måde. • Ismailiterne lever i over 25 forskellige lande, mest i Asien, Afrika og Mellemøsten, men også i Europa og Nordamerika.

Menneskets ulykke er, at vi har glemt vores oprindelse - at vi kommer fra Gud og skal tilbage til Gud.


Afsender: Danmission IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup. Returneres ved varig adresseændring.

Hjertet som krybbe AF LENE SKOVMARK Præst og medlem af redaktionen Adventstiden er en anledning til at åbne og berede hjertet en krybbe for Jesu nærvær og virke. Som det hedder i salmen: ”Nu kom der bud fra englekor” (salmebogen 71,vers 5). Oh Herre Jesus, lad din Ånd mig kraftig overskygge. Bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke! Disse strofer udtrykker troens inderlighed og dybe hemmelighed: at Frelseren ikke behøver skjule sig i ”fremmed stald på strå”, men bo ved troen i hjertets krybbe. Som Maria i overgivelse og tillid sagde ja til Guds kald, kan Jesus Kristus igen og igen fødes og vokse til i det hengivne hjerte. Det er en velkendt tanke hos de kristne mystikere, at Gud lader sig føde i sjælen. Mystikeren Mester Eckehart udtrykker det sådan: ”Gud blev menneske, for at Gud kunne fødes i sjælen og sjælen igen i Gud… Det evige Ord bliver født i det indre, i sjælens hjerte, i dens inderste og reneste”. Ole Skjerbæk Madsen fra I Mesterens Lys har et yderligere perspektiv på inkarnationen som en fornyelse af Guds billede i mennesket: ”I tidens fylde overskyggede Guds herlighed Maria, da hun sagde ja til Guds kald; hun blev et tempel for Guds herlighed. Herefter kan ethvert menneske åndeligt undfange Sønnen og blive et tempel for Helligånden. Dette er den nye fødsel, hvorigennem de falske billeder i hjertet renses bort, og Guds billede atter gennemlyser ånd, sjæl og krop. I vore legemers tempel og i vore fællesskaber kan vi nu blive Guds medskabere og bygge bro mellem skabningen og vor Skaber.” Jesus tager bolig i vor fattigdom, som en skat i et lerkar, der villigt lader sig forme og blive til det, Skaberen har tænkt. Lad os som Maria i mødet med Guds kærlighed åbne os for Helligånden og bringe Kristus til verden, så vi værner om skaberværket og arbejder for fred, forsoning og retfærdighed i verden.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.