IKON 93

Page 1

ikon

nr. 93 • dec./2015

>> Tro i dialog

tema Krop&ånd

Fristelsen til at beholde troen oppe i hovedet // Kroppen i tværreligiøs synsvinkel // Jomfru Marias mælk og kropsbevidsthed i Middelalderen // Sufidans i begravelseskapellet // Dominikus’ ni måder at bede på Læs også: Ord om krop og ånd // Mini-tema om Yogafaith, Dans og Bøn i Bevægelse


Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen. Redaktion: Eva Bernhagen, ansv. red., bernhageneva@hotmail.com, Lars Buch Viftrup, larsviftrup@yahoo.dk, Lene Skovmark, lene.skovmark@mail.dk, Malene Fenger-Grøndahl, malene@fenger-grondahl.dk, Martin Herbst, mthe@km.dk, Sidsel Hornemann, sidsel_hornemann@hotmail.com. Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com. Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31. Oplag: 1000. Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikon-danmark.dk. Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn. Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger. Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr. - 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms). IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280. SE-nr. 1663 9397. E-mail: ikon@ikon-danmark.dk. Formand: Formand Nicolaj Stubbe Hørlyck nsh@km.dk. Hjemmeside: www.danmission.dk/ikon Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister). Husstandsmedlemskab 300,- kr. Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Indhold

Magasinet IKON Magasinet IKON udgives af IKON, som i 2013 fusionerede med Danmission og nu fungerer som en styregruppe under Danmission. Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

16

12

20

Fristelsen til at beholde troen oppe i hovedet af Martin Herbst // 4 Kroppen i tværreligiøs synsvinkel: Kroppen er et gæstehus af Ani Tenzin // 6 Et redskab til at tjene Gud af Dorte Skou Jensen // 8

Konkret udgangspunkt for Guds virke i verden af Birgitte Jeppesen // 9 Ord om krop og ånd // 11 Den europæiske middelalders kropsbevidsthed af Brian McGuire // 12 Mini-tema - moderne religiøse udtryksformer // 15 Yogafaith – en ny dimension i bønslivet af Lene Skovmark // 16 At danse Livet – en bog, der bevæger af Malene Fenger-Grøndahl // 18 Fra danseskolen til begravelseskapellet af Pernille Overø // 20 Bøn i bevægelse af Øyvind Borgsø // 22 Dans og krop er på vej ind i kirken af Malene Fenger-Grøndahl // 24 Ni måder at bede på – en katolsk bønspraksis af Jesper Fich // 25 Bagsiden: I kødet på din næste af Sidsel Hornemann //28

Copyright © IKON-Danmark 2015. ISSN 2246-4042.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 2


LEDER

Krop skal der til AF EVA BERNHAGEN Redaktør Min første erindring om at have kroppen med i religiøs sammenhæng stammer fra min konfirmation. Jeg genkalder mig øjeblikket, hvor jeg sammen med mine klassekammerater står foran alterskranken og siger trosbekendelsen højt. Jeg kan huske, at vi spændt kiggede rundt på hinanden i forventning om at have nået en kulmination. Siden har jeg i kirken oplevet relativt få gange, hvor min tro er blevet koblet sammen med min krop. Måske skyldes det, at luthersk tradition taler meget til intellektet, og at tro bliver et spørgsmål om at holde fast i Gud med hovedet. I Bibelen læser vi, at kroppen er et tempel for Helligånden, at bønnen har et kropsligt udtryk, og vi opfordres til at danse og synge som en lovprisning for Gud. Kroppen er derfor også en del af det religiøse liv. I dette nummer af Magasinet IKON forsøger vi at finde ud, hvad kroppen betyder for vores åndelighed. Kan bevidsthed om vores krop bringe os tættere på Gud? I de fleste religioners helligskrifter er der tydelige indikationer på, at vi har fået kroppen som et redskab til at tjene Gud med (artiklerne s. 6-10).

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 3

Hvordan forholder krop og ånd sig til hinanden? Og kan vi overhovedet virke i Guds verden uden vores kroppe? Nej, ville apostlen Paulus og ørkenfædrene hævde, der opfandt askesen som middel til at styre og kontrollere menneskets genstridige, men nødvendige krop. I middelalderen fejrede man kroppen, idet man så den som en allieret, der var med til at skabe kontakt til Gud. Mælken fra Jomfru Marias bryster sås som bindeled mellem det menneskelige og det guddommelige (artiklen s. 14). Der har dog inden for kristendommen også været tradition for, at man ville underlægge kroppen ånden, og det har i visse tilfælde resulteret i en anti-kropslig bibeltolkning. Det er i den grad pudsigt, at vi kristne lider af kropforskrækkelse, når Jesus havde en menneskekrop. At Gud bliver menneske, og derved giver afkald på sin identitet som almægtig, har skabt et teologisk problem, mener Martin Herbst. Langt hellere end at tage vores eget indre dilemma mellem krop og ånd på os, vælger vi at henlægge splittelsen til Guds regi og konstruerer en teologi fra oven. Men hvordan kan jeg få Jesu’ fristelse i ørkenen til at blive min fristelse, spørger Herbst og henter splittelsen tilbage ind på egen boldbane (artiklen s. 4).

Øyvind Borgsø skriver, at han er hjemme hos Gud, når han har fokus på sin krop (artiklen s. 22). Hans engagement i Bøn i Bevægelse kan ses som en modreaktion på troens intellektualisering, der har domineret det danske samfund i mange år. Samtidig ser vi også dans og yoga finde sted i kirkeligt regi. Vi har derfor valgt at lave et mini-tema om Yogafaith, dans og Bøn i Bevægelse som moderne religiøse udtryksformer. Brita Haugen; underviser i rituel dans, mener, at dansen rækker ud over de religiøse grænser og kan skabe ritualer, som moderne mennesker har brug for (artiklerne s. 18-21). Der er ifølge hende dog også tendenser i retning af, at både samfund og kirke går i den anden grøft og dyrker krop uden ånd. Her handler det om at bevare forbindelsen til traditionen og huske, hvorfor det er vigtigt, at vi har kroppen med, når vi beder (artiklen s. 25). Når jeg bøjer mig ned i bøn, så er det ikke udelukkende for at få et godt stræk, men fordi jeg ærer Gud. God læselyst!


TEMA: Krop & ånd

Ørkenfaderen Evagrius Ponticus var talsmand for en bibeltolkning, der handler om menneskets udfordringer i det daglige liv. Martin Herbst fremlægger hans tanker.

Fristelsen

til at beholde troen oppe i hovedet AF MARTIN HERBST Præst og forfatter Jesu’ fristelse i ørkenen kan udlægges med en teologi, der begynder ’fra oven’. Når djævelen frister Jesus og tilbyder ham al magt og herlighed, kan Jesus tage den ved at insistere på sin skabermagt, men han gør det ikke. Han afstår. Med denne teologiske retning som afsæt går bevægelsen i udvekslingen fra Guds almagt til afmagt, fra ubegrænsethed til begrænsning, fra styrke til svaghed; fra en Gud, der er alt; til en Gud, der er intet. Fordi teologien begynder ‘fra oven’ ligger budskabets tyngdepunkt i Guds indre kamp med sig selv. Mødet mellem Jesus og djævelen i ørkenen bliver en metafor for splittelsen i Kristi eget hjerte eller hoved: Skal jeg, eller skal jeg ikke? Til sidst vælger Gud at give afkald på alt, endog sin egen identitet. Han kender ikke længere sig selv, som han var. Det bliver hans undergang, og i undergangen råber han til sig selv. ”Min Gud, Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34). Lad mig straks tilføje, at en sådan tolkning af

Jesu fristelse i ørkenen er helt plausibel. Den er dogmatisk korrekt, intellektuelt stimulerende og eksistentielt fascinerende. Med god grund foretrækkes den af fremtrædende teologer. Fristelser for krop, sjæl og ånd Man kan også udlægge teksten med en teologi, der begynder ’fra neden’. En sådan tilgang blev foretrukket af den egyptiske ørkenfader Evagrius Ponticus (345-399), der i dag regnes blandt den ortodokse traditions mest betydningsfulde teologer og respekteres på tværs af kirkelige skel. Ifølge Evagrius’ skrift Praktikos, handler Jesu fristelser i ørkenen ikke om Guds indre splittelse, men om menneskets fundamentale udfordringer. Han pointerer, at den første fristelse drejer sig om frådseri. Den anden om grådighed. Den tredje om forfængelighed (hovmod). Disse tre fristelser fokuserer henholdvis på menneskets begær (krop), temperament (sjæl) og selvforståelse (ånd). Da krop, sjæl og ånd udgør menne-

sket som helhed, repræsenterer de tre fristelser menneskelivets udfordringer i en nøddeskal. Det er dem, Jesus konfronterer og overvinder. Det gør han for at demonstrere, at de er overvundet af ham én gang for alle. Men han gør det også for at vise vejen til, hvordan ethvert menneske kan forholde sig korrekt til livets udfordringer, når det er genfødt af Kristus. Mad, magt og selvforståelse Evagrius Ponticus’ teologi begynder fra neden. Den første fristelse handler om at gøre sten til brød. Så er vi vist helt nede på jorden. Jesus forkaster djævelens tilbud. Hvor livsnødvendig mad end er, skal man også lade sig fylde af noget andet og større. Den anden fristelse handler om magt og status. Vi bevæger os fra det fysiske til det psykiske. I teksten løftes vi op på en bjergtop. Og hvad der gælder maden, gælder også magten. Den må ikke blive et mål i sig selv, men være et redskab for kærlighed, sandhed og retfærdighed. Endelig

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 4


Helligånden førte Jesus ud i ørkenen, og i fyrre dage forsøgte Djævelen at friste ham. I al den tid spiste han ikke, og til sidst var han ved at dø af sult. “Hvis du virkelig er Guds søn, så sig til stenen der, at den skal blive til brød.” Men Jesus svarede: Mennesket lever ikke kun af brød. Så tog Djævelen ham med op på et bjerg: “Jeg vil give dig magt over alle landene og deres rigdomme. Hvis bare du falder på knæ for mig og tilbeder mig. Jesus svarede: Der står, at du skal tilbede Gud og kun Gud.” Djævelen førte Jesus til Jerusalem og stillede ham yderst på tempelmuren og sagde: “Kast dig ned herfra. Der står jo i Skrifterne: Gud vil sørge for, at hans engle beskytter dig. “Men der står også, at du ikke må sætte Gud på prøve”, svarede Jesus. Så opgav djævelen at friste Jesus.

TEMA: Krop & ånd

Ligesom Jesus Kristus gav sig selv for dig, er beretningen til for dig. Den handler om ting og sager i dit liv.

Uddrag fra Den Nye Aftale

placerer djævelen Jesus på toppen af templet. Højere kunne man ikke komme op i datidens verden. Det er som om, djævelen anerkender, at Jesus har gjort sig fortjent til særbehandling. Og han mener, det bør smitte af på hans selvforståelse. Har jeg ikke gjort det godt? Kan jeg ikke opføre mig, som jeg vil? Er det ikke på tide, jeg bliver båret på hænder og fødder? Således kulminerer fristelserne med en opfordring til en overdimensioneret selvopfattelse, der både eksemplificerer forfængelighed og hovmod. Vi begynder nedefra og bevæger os opad. Den bevægelse afspejler kroppens fysiognomi. Den første fristelse handler om maven (mad og drikke). Den anden om brystet (magt og status). Den tredje fokuserer på hovedet (selvforståelse). Du bli’r hvad du spiser Der er tale om to tolkningsmodeller med forskellige tyngdepunkter. Den første lægger vægt på Guds indre dialog og bevægelsen fra Guds almagt til afmagt. Den anden handler om men-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 5

neskets grundudfordringer, og hvordan det kan genvinde sin myndighed, frihed og værdighed. Den første tolkning er intellektuel, anti-psykologisk og dogmatisk. Den anden er sanselig, psykologisk og praktisk. Den første er udelukkende ånd. Den anden er krop, sjæl og ånd. Den første tolkning begynder i hovedet, og når aldrig ned til kroppen. Den anden begynder med maven, men når op til hovedet. Den første tolkning kan ikke rumme den anden, men den anden kan godt rumme den første. For mig er der ingen tvivl om, hvilken af de to tolkninger, der udviser respekt og loyalitet over for den bibelske tekst og for den kristne tradition. Beretningen handler ikke primært om Guds indre kamp og splittelse. Den handler om os. Ligesom Jesus Kristus gav sig selv for dig og mig, er beretningen til for os. Den handler om ting og sager i vores liv. Hvorfor spiser vi? Hvad er det, vi fylder os med? Hvad er kilden til vores stolthed og værdighed?

Kristendom med dybde og mod Budskabet i beretningen om Jesu fristelser i ørkenen er højaktuelt. Vi lever i en tid, hvor toneangivende teologer er mere bekymrede for Gud, end mennesket. De bruger deres energi på at diskutere, om Gud er nådig eller vred, foranderlig eller uforanderlig eller sågar, om han er gået helt i opløsning. Dermed gør de Gud til problemet. Det kan vanskeligt tolkes som andet end udslag af intellektuelt og åndeligt hovmod. Det kan vanskeligt tolkes som andet end, at de har ladet sig friste og forføre væk fra det praktiske, konkrete og jordnære. For det er ikke Gud, der er problemet, men mennesket. Vi har ikke brug for kristendom, der begynder i hovedet og bliver der. Vi har brug for kristendom, der begynder nedefra, og som har dybde og mod til at vise, at tro også handler om at spise, elske, arbejde, kort sagt, vedrører den menneskelige tilværelse, som den er. Til videre læsning: Robert E. Sinkewicz, Evagrius of Pontus: The Greek Ascetic Corpus Oxford, Oxford University Press, 2003.


TEMA: Krop & ånd

Buddhismens syn på kroppen:

Kroppen er et gæstehus Hverken askese eller overflod er vejen til lykke. Når det gælder vores forhold til kroppen, er det ifølge buddhismen middelvejen, vi bør følge, forklarer nonne inden for tibetansk buddhisme, Tenzin Drolkar.

AF BHIKSUNI TENZIN DROLKAR

Prins Siddharta, der senere blev kendt som Buddha, voksede op i et meget velhavende miljø med en overflod af luksus og fysiske glæder, men han følte sig ikke lykkelig. Der manglede noget. I et forsøg på at finde dette ’noget’ forsøgte han sig med en meget streng form for askese. Men Siddharta indså med tiden, at askesen blot førte til udmattelse og afkræftelse, og han begyndte derfor at tage næring til sig igen. Han var nu blevet en erfaring rigere: Hverken streng askese eller svælgen i sansemæssige nydelser gør os lykkelige. Det er heller ikke her, vi finder svaret på livets store eksistentielle spørgsmål. Det gælder i stedet om at finde en balance mellem disse to yderpunkter, så vi kan opretholde vores krop og sørge for, at den er sund og velfungerende, for uden kroppen kan vi ikke opholde os i denne verden. Denne beretning citeres undertiden

som begrundelse for, at buddhismen bliver kaldt filosofien om middelvejen. Kroppen som gæstehus for sindet Alle levende væsener består af noget fysisk, kroppen, og af noget ikkefysisk, sindet eller bevidstheden. Tibetanerne betragter kroppen som et gæstehus, et midlertidigt opholdssted for sindet. Når tiden er inde og gæstehuset er slidt ned, rejser sindet videre til et andet gæstehus. Selv om kroppen således blot er et skrøbeligt og kortvarigt opholdssted for sindet, bruger vi mennesker generelt utrolig meget tid på at pleje den, give den noget sundt og lækkert at spise og drikke, smukkesere den og bekymre os for, om den nu er syg eller vejer for meget. Men uanset hvor meget vi har passet og plejet den livet igennem, må vi efterlade den, når vi dør, og på det tidspunkt vil vores om-

givelser sørge for at skaffe den af vejen, for nu er der ikke længere nogen, der bryder sig om den krop, som vi har plejet med så stor omhu. Inden for theravada-buddhismen er det meget brugt at iagttage obduktioner samt at meditere på kirkegårde og på lig i forskellige opløsningsstadier for at løsne tilknytningen til kroppen og reducere sit fysiske begær. Baggrunden for det er, at det er vores begær, der holder os fast i samsara, der er en tilstand, hvor tingene ikke rigtigt passer sammen. Der er altid et eller andet i vejen med os selv eller med omgivelserne. Samsaras modsætning, nirvana, beskrives som en tilstand af fred. ’Et kostbart menneskeliv ’ - velfungerende krop og sind På den anden side opererer buddhismen også med et begreb, vi kalder ”et kostbart menneskeliv”. Derved forstås en velfungerende krop og sind, for det

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 6


TEMA: Krop & ånd

er meget vanskeligt at praktisere en religion, hvis man er født med et alvorligt handicap eller et sted, hvor der er mangel på næring, hvor der er krig, og hvor der ikke er trosfrihed. Vi vil gerne opnå et kostbart menneskeliv igen næste gang, og derfor er det vigtigt at bruge dette liv godt. For de vaner, vi skaber i dette liv, vil vi tage med os ind i det næste i form af karma. Det er sindet, der er bærer af vores karmiske potentiale, og det er vores karma, der er bestemmende for, hvordan vores næste liv bliver: hvor vi fødes og under hvilke omstændigheder. Hvis du vil vide, hvordan dit næste liv bliver, så kig på, hvordan du lever dit liv nu! Den mentale tilstand afgør kroppens handlinger Sind og krop påvirker gensidigt hinanden livet igennem. Derfor er der god fornuft i at holde begge dele sundt. Vi handler da også med både krop og sind, og hvis vi betragter vores handlinger, kan vi med lidt øvelse observere, at tankerne og følelserne går forud for de fysiske handlinger. Der-

TENZIN DROLKAR (Bodil Wellen-

dorf) har praktiseret tibetansk buddhisme siden 1993 og modtog nonne-ordination af Dalai Lama i 2004. Hun blev ordineret som bhiksuni i 2015. Hun har studeret tibetansk buddhisme i en årrække i Hamburg og er med-initiativtager til Phendeling - Center for Tibetansk Buddhisme i København, hvor hun er daglig leder og underviser.

PROSTRATION: Den prostrerende

bøjer sig ned på alle fire, berører gulvet med toppen af hovedet og rejser sig op igen. Samtidig med det forestiller man sig, at man fyldes med buddhaernes velsignelse, som deles med alle levende væsener.

MANDALA-OFRINGER: Man forestiller sig, at man giver hele universet med alt, hvad det indeholder til buddhaerne. Man kan også mentalt give sine mest værdsatte ejendele for at løsne tilknytningen til dem.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 7

for er det især vigtigt at være opmærksomme på vores mentale tilstand og pleje gavnlige mentale tilstande såsom kærlighed, medfølelse, taknemmelighed, altruisme osv., så vi undgår at udføre destruktive handlinger med krop og tale. Det vil gøre livet lettere både for os selv og for vores medmennesker, for det er jo dem, der skal lægge øre til al vores brok og beskyldninger, når tilværelsen går os imod. Inden for buddhismen er der særligt fortjenstfulde fysiske handlinger, man kan udføre som en religiøs praksis: pilgrimsrejser til hellige steder, kortvarige faster, mandala-ofringer og prostrationer. Der lægges også meget vægt på fortjenstfulde handlinger, især på at være gavmild over for nødlidende og over for dem, der har gavnet én - ens forældre, der har skænket én livet, og ens spirituelle lærere.

afstå fra at slå ihjel, lyve, stjæle, indtage alkohol og andre rusmidler samt afstå fra at være sin partner utro. På et højere etisk niveau kan den praktiserende aflægge bodhisattva-løftet, hvor man bevidst øver sig i at udføre gavnlige handlinger. Hans Hellighed Dalai Lama udtrykker det på denne måde:

Løfter om kroppen Det er meget udbredt for buddhister at aflægge særlige løfter, hvor man afstår fra at handle skadeligt med sin krop. For lægfolk er det løfter om at

His Holiness the 14th Dalai Lama

Every day, think as you wake up: Today I am fortunate to have woken up. I am alive, I have a precious human life. I am not going to waste it. I am going to use all my energies to develop myself, to expand my heart out to others, to achieve enlightenment for the benefit of all beings. I am going to have kind thoughts towards others. I am not going to get angry, or think badly about others. I am going to benefit others as much as I can.”

Uanset hvor meget vi har passet og plejet kroppen livet igennem, må vi efterlade den, når vi dør


TEMA: Krop & ånd

Hare Krishna er en religiøs bevæ-

Hinduismens syn på kroppen:

Et redskab til at tjene Gud

gelse, der udspringer af en indisk hinduistisk tradition. Krishna regnes for Guddommens Højeste Personlighed. Bhagavad-gita er et helligt skrift, der er skrevet på sanskrit. 1728 gange om dagen (det svarer til 16 bønner med bedekransen) gentager de mantraet: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare. Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Hare Krishna’s tilhængere er vegetarer, og maden indvies eller ofres til Krishna og bliver derved mad for sjælen.

Kroppens rolle i hinduismen og i Hare Krishna -bevægelsen er betonet af et ønske om tjeneste for Gud 24 timer i døgnet. Kroppen opfattes både som en straf og som en gave, og derfor er den bedste måde at bruge kroppen på ifølge tilhænger af Hare Krishna, Dorte Skou Jensen, at hellige sig tjeneste for Gud i alt, hvad hun gør. AF LENE SKOVMARK Åndelig vejleder og præst Det første skridt i det åndelige liv er ifølge Vedaerne at forstå forholdet mellem krop og ånd: ”Alle levende væsner er en kombination af ånd og materie. Uden ånden eller sjælen er kroppen blot en død krop. Kroppen kan sammenlignes med en bil: Hvis der ikke er nogen chauffør, kører bilen ingen steder. Mennesker, dyr, planter er forskellige slags ”biler”, men det er den samme slags sjæl.” Kroppen som redskab til at tjene Gud Ifølge Hare Krishna’s lære er menne-

sket en evig sjæl, bestemt til at leve i et kærlighedsfuldt forhold til Gud. Det er sjælens virkelige natur at leve i Guds Rige og at tjene Gud. Dorte forklarer: ”Mennesket er faldet ud af tilstanden som evige sjæle hos Gud og er på en eller anden måde kommet til denne verden. Her iklæder sjælen sig kroppe, som er materielle og midlertidige.” ”Der er to muligheder at forholde sig til kroppen på: Enten kan vi bruge kroppen til blot at nyde denne verden gennem vores sanser, eller vi kan vælge at bruge den til at tjene Gud med. Hvis vi bruger den til vores egen nydelse er den materiel, men hvis vi bruger kroppen til at behage Gud bliver den åndelig, ligesom en jernstang bliver rødglødende, når den kommer i kontakt med ild.” I den hinduistiske tradition opfatter man kroppen både som en straf og som en gave. ”Kroppen er en straf, fordi det fysiske kan hæmme sjælen i at udfolde sig fuldt ud. Men en gave, fordi vi gennem den kan forbinde os med Gud. Det bedste, man kan bruge sin krop til, er at genopvække sit evige kærlighedsforhold til Gud.”

”Hvert ord er en sang og hvert skridt er en dans.” Hare Krishna bevægelsen holder gudstjeneste hver søndag, men Dorte understreger, at gudstjeneste ikke kun foregår om søndagen, nej vi bør leve i Guds tjeneste 24 timer i døgnet. Hun citerer fra Bagavad Ghita 9.27 ”Alt hvad du gør, alt hvad du spiser, alt hvad du ofrer eller giver væk og alle former for askese, som du udfører – gør alle disse som et offer til Mig, O Kuntis søn.” Digt: At tjene Gud med hele kroppen og alle sanser

Kong Ambarisa fæstnede sit sind på Herren Krishnas lotusfødder, brugte sine ord til at beskrive Herrens bolig, sine hænder til at rengøre Herrens tempel, sine ører til at høre om Herrens lege, sine øjne til at se Herrens form, sin krop til at røre ved Herrens hengivne, sin næse til at dufte til blomster, der var ofret til Herrens lotusfødder, sin tunge til at smage de tulasi-blade, der var ofret til Ham, sine ben til at rejse til de hellige steder, hvor Herrens tempel ligger, sit hoved til at bøje sig dybt for Herren og sine ønsker til at opfylde Herrens ønsker... og alt dette gjorde ham kvalificeret til at være Herrens mat-para-hengivne.

Den danske oversættelse af Bhagavad-gita som den er, kapitel 2, vers 61

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 8


TEMA: Krop & ånd

Kristendommens syn på kroppen:

Konkret udgangspunkt for Guds virke Ørkenfædrene og apostlen Paulus var mestre i at udvikle og formidle vejledning og askese til styring af kroppen. Tidligere tiders kristne behøvede begge dele for at navigere i en verden, hvor kroppen både var et nødvendigt onde og et middel til at nå Guds virkelighed.

AF BIRGITTE JEPPESEN PRÆST Synet på kroppen i kristendommen har betydning for, hvordan vi forstår det at leve et kristent liv i verden. Skal vi fornægte alt, hvad der hører kroppen til, eller er kroppen en medspiller i den forvandling, som Gud vil med sin verden? Hos Paulus og i de tidlige kristne generationer var kroppen det konkrete udgangspunkt for Guds virke i verden. Med sårbar krop og ondt kød Paulus skelner mellem krop og kød. Gennemgående forstår Paulus den menneskelige krop som en del af Guds skabelse, som er villet af Gud på linje med alt andet skabt. Som i jødedommen ser han kroppen som en integreret del af mennesket. Han fastholder, at der samtidig i mennesket bor en ond tilbøjelighed, kødet; som mennesket kun kan bekæmpe ved frit at give sig hen til Helligånden; ånden, der bringer liv og fred. Kroppen er det legemliggjorte menneske, som er håndgribeligt tilstede for mennesker i

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 9

verden gennem dets opførsel og sameksistens. Den betegner det ydre menneske, der agerer: det enten lystrer kødet eller ånden. At leve efter kødet er et resultat af at leve adskilt fra Gud og har destruktiv effekt på menneskers liv med hinanden. Kroppen er sårbar overfor kødets magt pga. dens fysiske skrøbelighed i kraft af døden, og dens naturlige søgen efter at få tilfredsstillet sine behov. Når menneskets søgen efter at tilfredsstille sine behov udvikler sig til et destruktivt begær, har kødet magten i mennesket. At leve med Helligånden er at leve et liv vendt mod Gud og næsten. Her er kroppens behov ikke styret af kødets magt, men af ønsket om at realisere Guds vilje. Offer, askese og forvandling I Romerbrevet 12,1-2 har kroppen en central betydning, som det offer vi mennesker skal bringe Gud i vores bestræbelser på kristen levepraksis. Paulus skriver til romerne, at det Gudvelbehagelige offer ikke er rent åndeligt eller et offer, som er noget andet end

en selv. Offeret, Gud vil have, er dem selv, som deres kroppe. Lydighed mod Gud er at stille sin krop til rådighed for Gud ved ikke at tilpasse sig verden, altså lade kødet tage magten, men at lade sig forvandle af Helligånden, så sindet fornyes. Og centralt er det, at den indre fornyelse bliver kropsliggjort som handlinger og opførsel i Guds tjeneste. Deri består offeret. En sådan kropsliggørelse af kristendommen møder vi især i de tidlige kristne generationer, hvor askese som kropslige øvelser og afholdenhed fra forskellige former for fysisk nydelse var et konkret middel i forvandlingen. Askesen var ramme og redskab i den kristnes hverdag til ikke automatisk at følge med strømmen i alle forhold, men at skærpe sin opmærksomhed på at leve vendt mod Gud og næsten. I ørkensamfundet var det mennesket med dets sanser, tanker og lidenskaber, der stod for en forvandling. Det var den materielle krop, Gud havde taget bolig i. Det var her, dæmonerne skulle besejres, og dyderne vindes, ligesom det


TEMA: Krop & ånd

var her, i og gennem kroppen, Helligånden og Guds nådegaver skulle komme til udtryk. Hele personen, krop og sjæl, opførsel og handlinger var kaldet til at tage opstandelsens herlighed på sig. Abbaen gav råd At leve et kristent liv krævede en livslang proces i at kende sine egne tanker, sine følelsers fupnumre og sin egen viljes utilregnelighed. Her var kyndig åndelig vejledning fra en ”Abba” (en lærermester, som gerne var ældre og mere erfaren) afgørende for, at munken blev bevidst om sine egne svagheder og begrænsninger og dermed bevidst om Guds nådes nødvendighed. Vi finder hos Abbaen en imponerende finfølelse for, hvad der er opbyggeligt for lige netop den broder, der søger vejledning. Nogle gange giver Abbaen råd om, hvordan broderen kan løse et helt konkret problem - det kan være tanker, han ikke kan slippe af med eller specifikke situationer, som han har svært ved at tackle, men ofte fik munken asketiske øvelser, han kunne lave, for herved at lære sig selv bedre at kende. Askesen var et middel til at give afkald på alt, hvad der stod i vejen for broderens

forhold til Gud og næsten. Det var en livsførelse, hvor man kun sørgede for de allermest basale behov. Kunsten var at afmåle askesen, så den blev til opbyggelse for den enkelte, da det ikke var askesens mål at nedgøre kroppen, men at den derimod skulle være et middel til at fastholde det Gudvendte liv, hvor “sjælen sang salmer sammen med kroppen”. At håndtere en splittet virkelighed En ærlig syndsbekendelse var udgangspunkt for forvandlingen. Men hvis selverkendelsen kammede over og blev til selvbebrejdelse, og askesen blev til selvtugt, da var det en synd – og en synd, som skulle tages alvorligt i ørkensamfundet. En endnu større synd var det dog, når selverkendelse blev til selvretfærdighed. Da gjorde broderen sig selv til Gud og var dermed ikke længere modtagelig for Guds forvandlende nåde. Han gjorde i stedet sine egne tanker og fantasier om sig selv til sandhed. Ydmygheden, som udsprang af en dyb erkendelse af sin egen splittede virkelighed, var derfor en af de vigtigste dyder. For selv om munkene lærte at skelne mellem ånder og modstå fristelser, så vidste den erfarne munk, at efter at én dæmon havde sluppet sit greb, lå der altid en ny på lur.

Ørkensamfundet understreger værdien af at dele sit liv, sine tvivl og spørgsmål med en anden og lade sig inspirere af andres eksempel og erfaring. Det er troens kropsliggørelse, dens omsætning til praksis, der især interesserer de tidlige kristne generationer. Hvordan lever man i sin givne kontekst et lydigt liv efter Guds vilje, hvor man ikke tilpasser sig verden, men i Guds hænder lader sig forvandle og agerer i verden? Hvordan bringer man sig selv – sin kropslige virkelighed – som et levende offer, der er Gud til behag? At kende sin komplekse kropslige virkelighed var adgangsbilletten for den større virkelighed - den virkelighed, hvor Guds nåde blandede sig, blev krop og forvandlede.

Det er troens kropsliggørelse, der især interesserer de tidlige kristne generationer

Ørkenfædrene var en asketisk bevægelse indenfor kirken, som især strakte sig fra lidt før år 300 til lidt efter år 400. De levede fattigt og ofte ret isoleret i ørkenområderne i det nordlige Egypten. Ørkenfædrene forfattede små overleverede tekststykker (apoftegmer) med opbyggelige råd og levede eksempler, som viser, hvad man i den tidlige oldkirke gjorde for at leve et kristent liv.

Askese (fra græsk: áskesis = øvelse,

fra askeîn = at øve sig) er afholdenhed fra kropslige behov og nydelser. Det, asketen undgår, er fx mad, alkohol, socialt liv, kønsliv mv.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 10


”Når engang vores sjæle atter klædes i rent, forklaret kød, vil vores væsen fremstå som skønnere og mere fuldendt.” Dante, Den Guddommelige Komedie, Paradiset, XIV, 43-45

”Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme.” 1 Kor, 15,42-44

“Sjælen er kroppens form” Thomas Aquinas

”Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden, 1849, l. 9-15

”Ånd uden krop er ondskab” Ukendt

Kroppen er for Gud, og Gud er for kroppen. 1. Kor 6,13

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 11


TEMA: Krop & ånd

Den europæiske middelalders

kropsbevidsthed Billeder af jomfru Marias bryster er ikke noget særsyn i de fleste kirker i dag, og nogle opfatter ligefrem den slags som pornografiske. Men middelalderens billeder af Marias bryster kan sige os noget om en tid, hvor kroppen blandt kristne blev opfattet som en allieret, der ligesom sjælen kunne være en adgang til Guds lys. Ekspert i middelalderkirken og dens spiritualitet Brian Patrick Mcguire forklarer hvordan og hvorfor.

AF BRIAN PATRICK MCGUIRE Professor emeritus Forleden besøgte jeg en sognekirke syd for Viborg, Vinderslev, hvor der er mange kalkmalerier fra senmiddelalderen. Der er en dommedagsscene på væggen mellem skib og kor, og her ses Maria med blottet bryst foran sin søn Jesus. Jeg bemærkede, at min vejledning til kalkmalerierne nævnte Maria, men ikke skrev noget om hendes bryster og deres betydning. Forfatteren til vejledningen var enten uvidende eller fandt motivet problematisk, selv om han brugte megen plads på et obskønt billede andetsteds i kirken. For middelalderens mennesker var Marias bryster af stor betydning, fordi hun kunne bruge dem til at henvende sig til sin Søn for at minde ham om, at hun havde diet ham. Hendes modergerning forpligtede Jesus, der måtte lytte til morens forbøn for os elendige syndere. Gennem Maria og hendes krop får mennesker håb, trøst og næring.

Fra krigerskikkelse til kropslig lidelse Middelalderens mennesker var ikke bange for kroppen. De vidste, at Guds Søn havde en krop og døde som menneske. I den tidlige middelalder, frem til omkring 1100, var det svært for nykristne folkeslag at forestille sig Gud som et lidende menneske. Derfor viser krucifikser fra denne tid oftest en krigerskikkelse, der ser lige ud i verdensrummet og fornægter, at han er ved at dø. Men efter 1100-tallet begynder den korsfæstede at ligne et rigtigt menneske. Først sover han ind i døden, senere lider han på korset. Jesu krop bliver mere og mere præget af smerte og lidelser, og ved middelalderens slutning vises alverdens sår på den tortererede krop. Det er almindeligt i dag at betragte middelalderen som en periode i Vestens historie, hvor kroppen blev fornægtet og ligefrem forhadt som djævelens bolig. Men i kristen teologi

og hverdagspraksis blev kroppen ikke blot accepteret – den blev fejret! Hvert forår hørte bønderne i kirken deres præst prædike på folkesproget og ikke på latin (som de fleste danskere den dag i dag fejlagtigt tror!) om opstandelsens glorværdighed, hvor Jesus skildres som den første iblandt menneskesønnerne, der kom igen som krop og sjæl. De lyttede til, hvordan de selv en dag ville følge Jesus i opstandelsen. Bønderne kunne mærke sandheden i denne fortælling gennem egne oplevelser af, hvordan jordens planter bliver genskabt efter den døde tid. Opstandelsen kunne forstås i forhold til naturens udvikling. Opstandelsestro og kropsfornægtelse Opstandelsen blev set som udgangspunktet til det evige liv. Himmelen ville give husly til alle de mænd og kvinder, der siden Adams og Evas fald til helvede havde ventet på Jesu an-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 12


TEMA: Krop & ånd

Brian Patrick McGuire • Født Hawaii 1946. • B. A. Berkeley 1968, D. Phil. Oxford 1971. • Emigrerede til Danmark og underviste i middelalderhistorie på Københavns Universitet og Roskilde Universitet 19722012. • Har udgivet eller redigeret ca. 25 bøger, blandt andre Friendship and Community: The Monastic Experience 350-1250 (Cornell University Press, 2010), Jean Gerson and the Last Medieval Reformation (Penn State University Press, 2005), Den første europæer: Bernard af Clairvaux (Alfa, 2009) og Det kristne Europas fødsel: Sankt Bonifacius (2014).

• Foredragsholder overalt i Danmark og i udlandet. Se også: www.brianmcguire.dk

Kroppen var en allieret, ikke en fjende

komst. Han kan ses i vore kalkmalerier, for eksempel i Mørkøv Kirke på Vestsjælland, i færd med at strække sine blodige hænder ud til de ventende mennesker. Jesu krop fører menneskekroppe ud til et liv i lys og harmoni. Sådan gik det de første mennesker, og sådan ville det ske for alle de generationer af mennesker, der kommer til at leve på jorden indtil Dommedag. Alligevel var der bevægelser i middelalderen, der forsøgte at fornægte eller undertrykke kroppen for at få sjælen til at trives. Disse dualister eller katharer (de rene), også kendt som manikæere, gav lyd fra sig allerede i 1000-tallet og blev i 1100-tallet til en

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 13

folkebevægelse i Languedoc og Sydtyskland. Deres ledere lovpriste total seksuel afholdenhed, og samtidig foragtede de ægteskabet. ”De fuldkomne” måtte finde sig i, at almindelige medlemmer i sekten giftede sig og fik børn, men idealet var en ren verden uden kønsakten. Kroppen var for disse dualister djævelens bolig. Katharernes livsform blev beundret i mange kredse, bl. a. hos Sydfrankrigs adelsstand, og sektens ledere blev kaldt ”de gode mænd” eller ligefrem ”de gode kristne”. Samtidens kristne ledere, som abbed Bernard af Clairvaux (d. 1153) indså imidlertid, at katharerne slet ikke var kristne, idet de på ingen måde accepterede krop-

pen og afviste trosbekendelsens lære om, at Gud tog bolig i en menneskekrop. Inkarnationen og opstandelsen er udelukket i en dualistisk religion som katharernes, og deres renhedskult betød, at kroppen måtte forsvinde. Askese og venskaber i klostret Kristendommen har altid indeholdt en snert af gnostisk dualisme fra Paulus’ beklagelser over, at han ikke kunne beherske sin egen krop og med kirkefaderen Augustins kamp mod concupiscentia eller begær. Klosterbevægelsen fra Benedikt og hans Regel i 500-tallet forsøgte at skabe et miljø, hvor kroppens funktioner indordnes


” TEMA: Krop & ånd

I kristen teologi og hverdagspraksis blev kroppen ikke blot accepteret - den blev fejret! for at redde menneskesjæle. Men hvis vi kigger nærmere på Reglen, finder vi beskrivelser af kroppens nødvendighed i forhold til mad, vin, søvn og fysisk arbejde. Klostertilværelsen er i sig selv asketisk, men ikke nødvendigvis kropsbenægtende. I 1100-tallet indså Bernard af Clairvaux behovet for at kombinere askese med affektivitet (affectus), hvor medmenneskelige forhold og ligefrem venskaber ikke alene var tilladte, men ønskværdige. Derfor bad Bernard den unge munk Aelred i klostret Rievaulx om at skrive et værk om kærlighed (Speculum caritatis) for at påvise, at affektivitet og askese kan styrke hinanden i det gode klosterliv. Ægteskab og kønsliv gøres helligt I løbet af 1100-tallet begyndte Vesteuropas teologer at tage mere hensyn til de kristne, der boede uden for klostrene. I domkirkeskoler i Nordfrankrig blev der livligt diskuteret de ritualer og handlinger, der velsigner kristent liv. Læren om de syv sakramenter blev udviklet, specielt af de lærere, der dannede universitetet i Paris. De anså indgåelsen af ægteskab som et sakramente indstiftet af Kristus. Hermed blev det fastslået, at Gud har velsignet kønslivet for at avle børn, men også for at udtrykke kærlighed. Derfor måtte kroppens funktioner betragtes som hellige. Det er bemærkelsesværdigt, at mænd, der levede som gejstlige (clerici) og underviste på teologiskoler, valgte at opgradere ægteskab til denne sakramentale status. Flere af disse lærere havde nære venskaber med hellige kvinder, der

pointerede, at Gud også var skaberen af kvinden. Dialog om krop, sjæl og det gode liv Jeg ønsker på ingen måde at idyllisere denne udvikling. Middelalderens ideal hos teologer såvel som munke og nonner forblev et liv i cølibat. Men både i klostrene i 1100-tallet og på de nye universiteter i 1200-tallet opstod der en dialog om det gode liv, som føres af enhver, der bruger både krop såvel som sjæl for at tjene Herren. Takket være introduktionen af Aristoteles’ værker i universitetsmiljøet kom der efter 1200 en opgradering af kroppen og dens funktioner og en interesse for integrationen af krop og sjæl. Selv om helgenskikkelser fortsat blev beundret bl.a. på grund af deres kropsfornægtelse, fremhævede teologerne, at kroppen er skabt af Gud og derfor god i sig selv. Som Thomas Aquinas (ca. 1225-1274, italiensk filosof og teolog, dominikanermunk) skrev i sin Summa Theologiae: ”Vores krops substans kommer ikke fra det onde, som manikæerne forestiller sig, men fra Gud. Derfor gennem kærlighedens venskab, hvormed vi elsker Gud, bør vi dyrke kroppen”. Dualisterne (manikæerne) havde hævdet, at det var nødvendigt at undertrykke og ligefrem slå kroppen ihjel fra at sikre sjælens liv. Thomas Aquinas og andre middelalderteologer mente, at krop og sjæl er nødvendige for hinanden. Som han skrev: ”At være forenet med kroppen er ikke til sjælens skade, men til dens berigelse. Der er en primær fordel ved at gøre

den menneskelige natur fuldkommen og en sekundær fordel ved at opnå viden, som kun kan nås gennem sanserne”. Med andre ord: Vi har brug for vore kroppe for at sanse, og denne viden er en vigtig del af vores menneskelighed. Mælk fra Marias bryster Middelalderens sidste århundreder (1300-1500) fejrede en form for spirituel sanselighed som netop ses i vore kalkmalerier eller i skildringer af, hvordan Bernard af Clairvaux modtog mælk som visdom fra Marias bryster. Denne lactatio blev et yndet motiv i kunst, også uden for cistercienserordenen, men den dukker først op flere årtier efter Bernards død. Den store asketiske helgen blev set og oplevet som et levende menneske, der havde brug for næring fra Barmhjertighedens Moder. Lactatio-motivet samt andre fremstillinger af Marias bryster kan til tider være for meget for moderne mennesker. For nogle år siden anså en folkekirkepræst dem endog for at være pornografiske. Der er ingen tvivl om, at middelalderens forestillingsverden er anderledes end vores egen. Men det kan måske være berigende, hvis vi åbner vore øjne og bevidsthed for en tid, hvor Gud virkelig eksisterede og mennesket havde adgang til ham. Håbet var, at gennem krop og sjæl kunne den enkelte nå frem til Guds lys. Kroppen var en allieret, ikke en fjende, og evigheden omfattede den glorificerede krop på opstandelsens dag.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 14


Mini-tema:

Moderne religiøse udtryksformer Yogafaith - En ny dimension i bønslivet, side 16-17:

Rie Skårhøj fortæller om Yogafaith, og hvorfor hun bragte bevægelsen fra USA til Danmark.

At danse livet, side 18-19:

Malene Fenger-Grøndahl anmelder en antologi om Brita Haugen og hendes rituelle dans, som viser, at dansen har potentiale i en tid, hvor kroppen igen er på vej ind i kirken.

Fra danseskolen til begravelseskapellet, side 20-21:

Pernille Overø fortæller om sin vej fra danseskolen i barndomsbyen Holstebro over rituel dans i Indien og sufidans i Cairo til at blive ’begravelsesdanser’ i Danmark.

Bøn i bevægelse - en kristen kropspraksis, side 22-23:

Diakon Øyvind Borgsø, der spiller en aktiv rolle i initiativet Bøn i bevægelse, giver en introduktion til den kristne kropspraksis.

Reportage - Dans og krop er på vej ind i kirken igen, side 24: Læs om et nyligt afholdt danseseminar i Langenæskirken i Aarhus.


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Yogafaith

En ny dimension i bønslivet I USA begyndte en bevægelse i 2012, hvor tanken om at forene dele af yoga med et kristent tankesæt blev sat i værk. Bevægelsen kaldes Yogafaith og blev bragt til Danmark af Rie Skårhøj. Ønsket er, at give mennesker mulighed for at opleve Guds nærvær. Kritikerne mener, at det er forkert at bringe yoga, som stammer fra en hinduistisk tradition, ind i kirken, mens fortalerne for denne bevægelse ser Yogafaith som en kærkommen hjælp til kirken til at få kroppen med. AF LENE SKOVMARK Præst og åndelig vejleder For Rie Skårhøj er det en udfordring for kirken at involvere kropslige øvelser mere i troslivet. ”Jeg finder det tankevækkende, at yoga er så populært blandt danskere, og at kroppen som fysisk materie ofte ikke spiller nogen særlig rolle i kirken. I mange sammenhænge har der været mere fokus på det indre, sjælelige og åndelige end på det fysiske. Bevægelserne i yoga er en god måde at få kroppen med i fordybelse og meditation.” “Vi er ikke kun human-doings, men også human-beings” Rie Skårhøj oplever, at bevægelserne med bevidste vejrtrækninger samt strækkene bringer en ny dimension ind i bønslivet og kontakten til Gud. Hun beskriver Yogafaith som en form for ordløs bøn, hvor man med kroppen mediterer eller ’tygger’ på ord fra Bibelen. Et Yogafaith-forløb er bygget om omkring en indledende bøn og fordybelse over et bibelsk tema som fx Guds fred. Derefter laves yoga med

både fysisk udfordrende øvelser og stræk. Undervejs vender man tilbage til dagens tema og afslutter med en liggende meditation i bevidsthed om at hvile i Guds nærvær. Det giver en erfaring af Guds nærvær, som er helt unik og anderledes end den form for kristendom, hun ellers kender, og som groft sagt primært henvender sig til hovedet eller til følelserne. ”Ud over at man får bevæget kroppen og får strakt ud, slutter en Yogafaith time med en liggende meditation, hvor man ligger i Guds favn og hviler i hans nærvær. Der er mere fokus på at være frem for at gøre. Vi er ikke kun human-doings, men også human-beings. ” Hvad med kritikken? Rie har mødt en del kritik af Yogafaith. Det går ud på, at yoga stammer fra en hinduistisk tradition, og at det er forkert at tage en praksis fra en anden religion ind i kirken. Hun oplever også, at nogle er nervøse for, at

bevægelserne har en iboende åndelig dæmonisk kraft. Hun kan godt forstå tankegangen, men understreger, at yoga i dag er en meget bred betegnelse for alt lige fra noget religiøst til ren og skær fitness med fokus på en smidig og smuk krop. Det er også vigtigt, at vide, at yoga i princippet går forud for det, man i dag kalder hinduisme: ”Oprindeligt Hvad er yoga?

Yoga er oprindeligt et indisk system til indøvelse af åndedrætsteknik, kropsstillinger og moralske forskrifter. I dag er yoga også synonymt med stræk og smidighed. Yoga betyder at “forene”. Målet er at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet.

Yogafaith

I 2014 fandt Rie Skårhøj frem til Yogafaith, som er startet af Michelle Thielen fra USA. Rie tog en uddannelse som Yogafaithinstruktør og brænder nu for at udbrede bevægelsen i Danmark. Aktiviteter: faste timer i København, retræte i Malaga til april, instruktøruddannelse med start i februar 2016. Læs mere på www.yogafaith.dk.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 16


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Rie Skårhøj i yogastilling.

var det centrale i yoga meditation, vejrtrækningsøvelser og fokus på en etisk livsstil - med det formål at komme i harmoni med tilværelsen og sig selv. Langt de fleste af de bevægelser, vi kender og bruger her i Vesten, er udviklet i USA efter 1950’erne. Nogle vil endda påstå at gymnastik har haft en langt større indflydelse på yoga her i Vesten, end hinduismen har.” De første beskrivelser af yoga som fysiske øvelser og bevægelser finder man først nedfældet i 1500 tallet.” Der er former for yoga, som Rie finder problematisk at dyrke som kristen. Hun tager naturligvis afstand fra øvelser, som kan være fysisk skadelige. Derudover undersøger hun, hvad intentionen med en yogaform er: ”Jeg kan ikke stå inde for, hvis man henvender sig til andre guder eller dyrker sig selv som en indre gudinde eller guddommelighed. Jeg mener ikke, at bevægelserne i sig selv er behæftet med noget farligt åndeligt, men det er din intention og det, du siger og søger at opnå i sammenhæng med bevægelserne, der har betydning.” Formålet med Yogafaith er at søge Gud og hans intention med livet gennem de bevægelser som mange kender fra yoga fx efter et besøg i fitnesscenteret. ”Vores oplevelse er, at Yogafaith giver folk, hvad enten man definerer sig som kristne eller søgende, en ny erfaring af Guds nærvær og kærlighed. Det synes jeg er fantastisk at være vidne til.”

Jeg mener ikke, at bevægelserne i sig selv er behæftet med noget farligt åndeligt, men det er din intention og det, du siger og søger at opnå i sammenhæng med bevægelserne, der har betydning IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 17


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

At danse livet - en bog, som bevæger

FOTO: Søren Kjeldgaard

AF MALENE FENGER­-GRØNDAHL Journalist og forfatter ”Det er ikke noget, jeg har opfundet. Alle kulturer danser i sorg og i glæde, ved de store overgange i menneskelivet og i naturen. Man har danset de store historier, som vi er fælles om – dem vi kalder myter.” Sådan siger danser, præst, historiefortæller og udvikler af sin egen uddannelse i rituel dans Brita Haugen i den nyligt udkomne bog At danse livet. Det er en antologi, redigeret af journalist og cand.mag. Ulla Skovsbøl – og med bidrag fra en lang række af de kursister og samarbejdspartnere, Brita Haugen har inspireret og uddannet gennem sit mangeårige virke inden for den rituelle dans’ verden. Det er rigtigt, hvad Brita Haugen siger om rituel dans. Det er ikke et koncept, hun har fundet på. Men det er – viser bogen – ikke forkert at hævde, at hun er en af de ganske få, der har bidraget til, at den rituelle dans har fundet nyt liv og nye former i en dansk kontekst. Den rituelle dans har nemlig – især i kirkelige sammenhænge – været stort set forsvundet i Danmark siden reformationens tid – både med god og dårlig grund. ”Kirken er jo i høj grad ordets kirke, og der har været megen angst forbundet med kroppen. Især med Eros. Men uden krop bliver man nemt både selvhøjtidelig og moraliserende, og det er faktisk ikke særlig kristeligt,” som Brita Haugen siger.

Kropsdyrkelse eller kollektiv dans I et af bogens kapitler fortæller kirkedanser Jenny Thaysen Kjær og hendes mand, teolog Niels Kjær, om dansens rolle i den kristne tradition og deres eksperimenter med at genintroducere den i en folkekirkelig sammenhæng – et arbejde, der også beskrives i reportagen på side 22 her i bladet. Jenny Thaysen Kjærs arbejde er et godt eksempel på, at udviklingen er ved at vende – ikke blot i kirken, men i samfundet generelt. Kroppen får større opmærksomhed, ja, den dyrkes ligefrem til tider for meget – eller snarere forkert – fordi det bliver en åndløs dyrkelse, bemærker Brita Haugen et andet sted i bogen: ”Nu er der tendenser til, at vi havner i den modsatte grøft – i en åndløs dyrkelse af kroppen. Det skisma kan den rituelle dans råde bod på, fordi den samler og heler, taler til og aktiverer hele mennesket.” Den rituelle dans er nemlig, både i dens mange former i andre kulturer og i Brita Haugens ’danske’ udgave, ikke blot en kropslig udfoldelse, men en ritualiseret form for bevægelse, der inddrager hele mennesket. Den rituelle dans, som Brita Haugen i over 30 år har undervist i – især på Vestjyllands Højskole - former sig sådan, at danselederen først fortæller den historie, dansen bygger på, og formidler de billeder, typisk seks eller syv, som

danselederen har inddelt sin historie i. ’Billederne’ øves så, og så danses de i et ritual, hvor nogle få, enkle regler gælder: Alle skal holde cirklen og rytmen, man skal danse med åbne øjne, man må ikke røre hinanden og ikke tale. Undervejs danser en eller to fordansere under hvert billede; de springer ind i cirklens midte, spontant og uden aftalt rækkefølge. Her er det dansernes personlige danseudtryk, der sætter sig igennem, og som de dansende i cirklen kan spejle sig i. Danselederen danser med i cirklen, og en trommeslager sikrer, at rytmen holdes. Før og efter ritualet og mellem hvert dansebillede danses et omkvæd med rolige enkle trin i cirklen. Der er ingen tilskuere, alle tilstedeværende deltager, men kan træde ud af cirklen efter hvert billede, hvis de ønsker. Den rituelle dans er et kollektivt ritual, ikke en forestilling. Alvorlig som en leg Om dansen siger Brita Haugen i et af bogens interviews med hende: ”At deltage i rituel dans er at deltage i en skabende proces og at være med i levende fællesskab. Det er på én gang både sjovt og meget alvorligt, ligesom legen er det for barnet”, og hun tilføjer, at alle mennesker kan danse rituel dans, det er ”et medfødt sprog”. Det medfødte sprog holdes dog ikke ved lige hos ret mange, og netop derfor kræver det en indsats at genindføre

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 18


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

det. Det viser bogens mange kapitler med stor tydelighed. Brita Haugens elever og samarbejdspartnere har hver på deres måde ført ’mission med dans’ ved at bruge den rituelle dans – ikke nødvendigvis i Brita Haugens form, men inspireret heraf - i både kirkelige, terapeutiske og kulturelle sammenhænge i Danmark og det øvrige Norden. En psykoterapeut bruger dansen i sit terapeutiske arbejde, en antropolog arbejder som historiefortæller og bruger ritualer og dans i forhold til børn, en coach bruger dansen i sin kursusvirksomhed for erhvervsledere og en fjerde arbejder med gudstjenesteudvikling i den svenske kirke, hvor hun inspirerer præster og kirketjenere til at inddrage menigheden i gudstjenesten på nye måder, fx ved at danse påskeevangeliet. Hyldestskrift der peger og stritter Bogen bærer præg af at være et hyldestskrift, som stritter – og peger – i mange retninger, og en del læsere vil sikkert sortere i bogens kapitler og kun læse nogle få af dem. Men netop fordi begejstringen er så tydelig, også hos redaktør Ulla Skovsbøl, der selv er uddannet i rituel dans og fortælling hos Brita Haugen og har skrevet en god bid af bogen, bliver man som læser også trukket ind i et åbent og favnende rum, hvor man fornemmer, at der er plads til alle menneskelivets facetter og følelser. Bogen kan give inspiration til at udforske dansens rolle i andre kulturelle og religiøse udtryk – og til at mærke efter, hvordan krop, ritual, bøn, fællesskab og tro hænger sammen for én selv. Er man kirkeligt engageret, vil man næppe undgå at blive både inspireret og til tider provokeret til at se nærmere på sammenhænge og modsætninger mellem myte, teologi, krop, forkyndelse og tradition. Slående er det i hvert fald, hvor svag den (bevidste) sammenhæng mellem kirke, ritual og dans ser ud til at være for mange af dem, der

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 19

Bogforside. Ulla Skovsbøl (red.): At danse livet - om Brita Haugen og rituel dans. Vestjyllands Højskoles Forlag, 2015.

Alle mennesker kan danse rituel dans, det er ”et medfødt sprog” har søgt Brita Haugens kurser: ”Jeg danser tit med unge, som er fremmede over for kirken og også med folk, som har mange aggressioner i forhold til den. (…) Der er rigtig mange unge, som er meget optagede af f.eks. buddhismen. Det er bestemt ingen hindring. Jeg oplever dem som søgende mennesker, og det er nok, for ingen af os har de endelige svar.” At den rituelle dans trods sin forholdsvis ’stramme’ form og den kol-

lektive ramme netop ikke lukker, men åbner, er både bogens form og mange af dens udsagn spændende vidnesbyrd om. Brita Haugens rituelle dans spreder sig som dansecirkler i hele Norden – i mange rytmer og former. Og den nu 70årige Brita Haugen fortsætter også selv dansens trin gennem tilværelsen. For som hun siger: ”Det er den bedste udtryksform, jeg kender, når det gælder om at forene sjæl og krop og ånd”.


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Fra danseskolen til begravelseskapellet - en rejse mod dansende bøn AF PERNILLE OVERØ Danser og foredragsholder Min egen første erindring om at opleve gennem dans var i børnehaven, hvor vi havde en LP, der hed Vi leger og bevæger os til musik. Til den dansede vi havdyr. Jeg fik pladen derhjemme, og det var noget ganske særligt, næsten andægtigt, når min far satte pladen på grammofonen, og jeg fik lov at være alene inden i stuen og danse for mig selv. Det var som at bevæge mig ind i en anden verden, hvor jeg forstod spillereglerne. Jeg forstod, hvornår jeg skulle være krabbe og søhest, det føltes meget mere velkendt end lære at cykle, luge eller holde styr på mine lommepenge. Den eneste måde jeg dengang kunne forfølge oplevelsen med dansen på, var at starte på Kirsten Baks Danseinstitut i Åglimt i Holstebro. Jeg fik en lyserød tylskjole og lærte at føre en quickstep og en engelsk vals. Når

det kneb med at huske variationerne, satte min far en grammofonplade på hjemme i stuen og dansede med mig. Siden fik jeg mange andre læremestre. Jeg har nok været 16 år, da jeg tog til Fjaltring på mit første weekendkursus i rituel dans hos Brita Haugen. Og når jeg ser tilbage, tænker jeg, at det var der, jeg første gang fik den store gave, det er at opleve sig selv, dansende i en sammenhæng med andre og i en ramme, der var større end os i ritualet. At flyve i Indien Få år efter blev jeg i Indien indviet til rituel dans hos en dansemester. Alt var fremmed for mig. For min krop. Vi trænede en måned eller mere, før jeg første gang oplevede, at min krop havde forstået noget. Det var, mens vi øvede påfuglens dans. Jeg følte, at jeg fløj. Jeg kunne stadig ikke tælle

rytmen, men min krop dansede for første gang. Og det føltes som at flyve. Min indvielse i Chau-dansen var min første oplevelse af dans som en bøn. I Indien er der tradition for, at dansen danses foran gudeskulpturerne, så selve dansen er en bøn. Dans, historier, skulpturer, fortællinger, alt fortæller om guderne, det er som et fælles åndedræt, hvor dansen er en del af det samlede liv, hvor man lever i relation med guderne. Selvom bevægelserne i den indiske dans i starten var meget fremmede fra min nordiske krop, vækkede de både følelser, jeg genkendte, og en ny følelse af tilbedelse, som jeg ikke før havde oplevet at kunne udtrykke. Jeg tror, alle de danseforestillinger, jeg har lavet siden, kan ses i forhold til den indiske dans. Med historiefortællingen, formen for forestillingen, der kommer fra ritualet, bønnen - og

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 20


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

bevægelserne. Selv om jeg aldrig slog mig ned i Indien og blev indisk danser fuldt ud, var det i mange år en stor del af mit virke at danse indisk dans. Sufidans i Cairo Når man danser en bøn, er opgaven, tænker jeg, at lade det, dansen vækker, få lov at flyde gennem én, så det bliver udtrykt i dans. Den erfaring har jeg siden uddybet i andre dansetraditioner, ikke mindst hos ægyptiske sufidansere i Cairo. Jeg blev undervist i sufidans i et gammelt palads midt i basaren, hvor jeg ved hjælp af helt enkle fagter og instruktioner blev introduceret til traditionen for at dreje. Jeg måtte bare gå i gang - skiftevis drejede jeg og måtte hen og ligge. Efter to uger kunne jeg dreje i en time. Siden har jeg danset sufidans på teaterfestivaler herhjemme, i Grønland, på sufifestival i Pakistan, til runde fødselsdage, bryllupper og receptioner. Traditionelt er sufidansen en del af en religiøs praksis, og for mig er sufidansen altid en bøn, også når jeg hvirvler som en performance, som danseforestilling. Dans for den afdødes sjæl For et par år siden oplevede jeg, at denne religiøse dans fra en anden kultur også kan indgå som et meningsfuldt ritual i en moderne dansk sammenhæng med den klare intention at hjælpe noget og nogen på vej: Jeg blev engageret som sufidanser til en begravelse. Dér brugte jeg for første gang dansen som en del af et eksisterende religiøst ritual. Det foregik i kapellet på Vestre Kirkegård i København. Jeg var blevet ringet op fra Nuuk af en kvinde, som spurgte, om jeg ville danse til en begravelse. Familie og venner ønskede sig, at den afdøde blev danset godt af sted, og en af hendes bekendte i Danmark havde set mig danse i en kirke. Da jeg skulle danse, var kapellet fyldt, mange af de fremmødte var i grønlandske nationaldragter. Efter salmer og taler slog musikeren, som

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 21

jeg havde med, en langsom rytme an, og vi gik sammen op ad gangen, hvor jeg bøjede mig for kisten. Så hvirvlede jeg ganske stille, mere og mere, til jeg oplevede, at noget inden i mig lettede, samtidig med at jeg kom mere og mere til stede. Jeg dansede for familien, for dem, der sad i kapellet. For den afdødes sjæl. For os alle. Hengav mig til dansen, og det, dansen gjorde ved mig og ved os. Dansen kan lade os give slip på sjælen, så den kan flyve op og møde Gud, som Rumi, den persiske mystiker, skriver et sted. Behov for nye danseritualer Jeg har holdt mange dansende foredrag, hvor jeg demonstrerer danse og deres funktioner i forskellige kulturer, og jeg har danset til temagudstjenester. Jeg har brugt en del af mit liv på at danse og lære om religiøse og rituelle danse i forskellige kulturer, undersøgt, hvordan de er opstået i en bestemt tradition et bestemt sted i verden, hvor man lever på en bestemt måde. Den dag i kapellet oplevede jeg for første gang, at dansen også kan have en rituel funktion i min egen kultur, og at det kan føles naturligt, at dansen fortsætter der, hvor ordene slipper op. At dansen fra én tradition, således kan blive et svar på en længsel i en anden. Ikke på grund af traditionen, men på

Sufisme og dans

Dans indgår som et af flere elementer i visse former for sufisme, islamisk mystik. Sufisme er præget af en religiøs stræben efter erkendelse af og forening med det guddommelige. Det kan foregå ved dhikr, ihukommelse af Allahs 99 navne, men også via recitation af poesi eller ved dans, både i form af præcist koreograferet dans, som hos de hvirvlende dervisher i bl.a. Tyrkiet, og i mere løsslupne former, som det ses blandt dansende sufier i bl.a. Egypten og i Pakistan, hvor der danses til den religiøse qawwali-musik. Ofte gentages Allahs navne rytmisk under dansen. Dansen betragtes som en åndelig praksis på linje med traditionel bøn, koranrecitation m.m.

grund af dansen og dens virkning. Starhawk, en amerikansk “ritualskaber”, skriver et sted, at vi selv må skabe de ritualer, vi har brug for. På vej ned over kirkegården ad stien væk fra kapellet, tænkte jeg, at det er netop sådan, det er: Vi lever i en tid, hvor vi har brug for nye ritualer, og hvor vi selv må skabe og danse de nye rituelle danse, vi har brug for. (Denne artikel er en redigeret version af et bidrag til antologien omtalt på forrige opslag.)

Jeg følte, at jeg fløj. Jeg kunne stadig ikke tælle rytmen, men min krop dansede for første gang


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Bøn i bevægelse - en kristen kropspraksis

AF ØYVIND BORGSØ Diakon og åndelig vejleder Kroppen er en unik del af skabelsen. Den har et sprog og en hukommelse, og den kan fortælle os mange ting om os selv og vores forhold til Gud, hvis vi vælger at lytte til den. Kroppen lyver aldrig, selv om vi nogle gange søger at undertrykke den. Alligevel oplever mange i den vestlige verden, at det ikke umiddelbart er naturligt at bruge kroppen i deres bønspraksis. Til gengæld erfarer mange, at det at bruge kroppen i bønnen, åbner for en ny og mere berigende måde at møde Gud på. ’Bøn i Bevægelse’ er en religiøs praksis, hvor kroppen indgår som en værdifuld ressource og hjælper os med at samle os om Gud, åbne os for Gud og hvile i Guds nærvær. I ’Bøn i Bevægelse’ kan vi udlevere hele vores liv, også det kropslige, til Gud. Tanken bag ’Bøn i Bevægelse’ er, at opmærksomhed på kroppen er et værdifuldt

værktøj på vejen hjem til Gud, som bor i os. Kroppen peger At give opmærksomhed til sin krop er samtidig en måde at give kærlighed, også til sig selv. Det kan for nogen lyde som en selvoptaget praksis, men som jeg oplever det er det at give kroppen opmærksomhed snarere en stor berigelse. Det hjælper mig til at komme tættere på mig selv, hjem til mig selv – og dermed også tættere på Gud, som er tættere på mig, end jeg selv er i stand til at være. I kirkens tradition er der, som i mange andre kulturer, gjort værdifulde erfaringer om, hvordan kroppens tilstand kan afspejle forholdet til os selv og til Gud. Som Anselm Grün, en tysk benediktinermunk, beskriver det: ”Min krop kan vise mig, hvor noget har skilt mig fra Gud, og hvor jeg har trukket mig tilbage til mit eget private rum. Spændingerne i min

krop peger på, at der er noget, jeg ikke ser på og heller ikke vil, at Gud skal se.” Bønnen som vej til selverkendelse Man kan også sige det sådan, at kroppen er et tempel, hvor Gud udfolder sit liv. Mødet med Gud finder sted i hele mig, ikke bare i mit intellekt, men også i kroppen. At lytte til Guds bevægelse i kroppen er en del af mit bønsliv. Min opmærksomhed over for mig selv er en hjælp til at opdage Guds bevægelser i mig. Bønnens vej er også en vej til selverkendelse, og via den kropslige bønspraksis bliver jeg mere bevidst om, hvem jeg dybest set er. Dybt i mit indre hvisker Gud sandheden om, hvem jeg er, og jeg mærker, at Gud ønsker det gode for mig. Som der står i Es 43,1,3,4. Jer 29:11. ”Jeg er Herren din Gud. Jeg kalder dig ved navn, du er min. Du er dyrebar i mine

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 22


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” Kroppen er et helligt fristed Når jeg er hjemme hos mig selv og kan mærke mig selv, opdager jeg, at Gud er tilfreds med mig. Det er det første skridt på vejen mod at blive ven med mig selv og erfare, at kroppen er et helligt fristed, hvor jeg sammen med Gud er tryggere end noget andet sted. Det er hjemme i mig selv, at jeg oplever at få opfyldt grundlæggende behov som at blive mødt, accepteret og være ønsket, elsket og inkluderet. Så bliver jeg samtidig mere overbærende over for mig selv og andre. Det er min overbevisning, at Gud ønsker, at vi tager vare på vores krop og lever i den, ligesom han lever i os; i fred, frihed og harmoni med os selv og vores omgivelser. Troen ned i hjertet I ’Bøn i Bevægelse’ benytter vi kendte bønspositioner fra Bibelen og kirkens tidligere bønspraksis, som for eksempel at folde hænder, løfte hænderne eller knæle. Vi beder også med flere positioner efter hinanden i nænsomme bevægelser. Vi bruger langsomhed, stilhed, gentagelser og opmærksomhed, som altid har været central i kristen trospraksis. Kombinationen af bevægelse, ord fra Bibelen og åndedrættet hjælper os med at få troen fra hovedet ind i hjertet og hele kroppen og ud i livet. Det åbner for, at vi kan

se os selv og skaberværket med Guds blik og ikke et bekymret, vurderende eller dømmende blik. Med dette blik på os selv og verden kan vi bevæge os roligt sammen med Gud og indstille os på at lytte til hans kommunikation. Efter erfaringer med, hvordan Gud fører mod det gode, er det lettere at hengive os til Guds ledelse og virke. Hjerneforskning bekræfter effekten Bøn i bevægelse handler ikke om perfekte bevægelser, men vi inviteres til at stille os til rådighed for Guds berøring. Kristen bøn indeholder en intention om samvær med Gud og har en retning mod Gud. Det handler om at lægge vores selviske ønsker til side for i stedet at lade os lede af Gud. Derfor lægger vi vægt på, at positionerne og bevægelserne er redskaber til at dyrke samværet med Gud, selv om redskaberne i sig selv også kan være gavnlige både fysiologisk og psykologisk. Moderne hjerneforskning bekræfter, at de langsomme, nænsomme bevægelser og gentagelsen hjælper hjernen over i hvilemodus, samtidig med at det styrker de kognitive processer, bl.a. evnen til at tage velovervejede

Areopagos tog initiativ til at starte workshops med Bøn i Bevægelse med Øyvind Borgsø i efteråret 2013. Nu består fællesskabet af mennesker fra hele Skandinavien, og der holdes samlinger online. Øyvind er forfatter til bogen Bøn i Bevægelse, som er baseret på Paulus’ to bønner i Efeserbrevet. Den indeholder 28 positioner, som man vha. instruktioner på den vedlagte dvd kan bede efter hinanden i én lang bøn.

valg og regulering af adfærd. De rolige bevægelser smører desuden leddene, øger mobiliteten og blodcirkulationen og forbedrer koordineringen, og den forbedrede motorik har positiv betydning for evnen til at tage lærdom til sig. Gentagelse og tilpassede bevægelse, kombineret med Bibelord og opmærksomhed aktiverer kroppens systemer, der hjælper os med at falde til ro og være til stede. Blandt andet parasympaticus, den del af nervesystemet, der sørger for at berolige hjerterytmen, hjernens aktivitet og det endokrine system, der regulerer udskillelsen af stresshormoner. Når stressreaktionerne lægger sig, bliver det lettere at samle sig om Gud, som i kombination med gentagne bevægelser kan berøre os dybere, end vi aner.

Blyantstegningerne af Karsten Auerbach.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 23


MINI-TEMA: Moderne religiøse udtryksformer

Dans og krop er på vej ind i kirken igen AF MALENE FENGER­-GRØNDAHL Journalist og forfatter ”Marken er mejet, og høet er høstet, kornet er i laden, og høet står i hæs…”. Omkring 25 mennesker danser rundt i to cirkler med hinanden i hænderne. Danserne i indercirklen vender ansigterne udad mod danserne i ydercirklen, som til gengæld har ansigterne vendt ind mod de danserne i den inderste cirkel. Der udveksles smil, mens cirklerne bevæger sig hver deres vej rundt i ring. ”Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt” Dansen er enkel, og alle kan være med uden at miste rytmen. Det kunne være et høstgilde i et forsamlingshus i gamle dage, men det er høstgildegudstjeneste i Langenæskirken i Aarhus.

Kædedans og veldækkede borde Dansen er en vigtig del af denne særlige gudstjeneste, ligesom den indgår i andre gudstjenester i Langenæskirken. Gudstjenesten begyndte med, at alle fremmødte dansede sammen ind i kirkerummet i to kæder – til akkompagnement af klokkeklang og fuglekvidder. Anført af kordegn Jenny Thaysen Kjær småløb de op foran alteret og ned gennem kirkerummet. Her fik de lov at sætte sig ved tre lange borde, som var dækket med brød, vin, vand, egeblade, pyntegræskar, hybengrene, æbler samt vindruer og oliventapenade. For nogle af deltagerne er det en smule grænseoverskridende at deltage i en så kropslig gudstjeneste. Men med en enkelt undtagelse tager

alle del i samtlige de elementer, hvor kirkegængerne bliver opfordret til at danse og lave fagter til salmer og velsignelse. Derudover danser kordegn Jenny Thaysen Kjær en solodans til akkompagnement af en tværfløjtenist, der spiller en improvisation over salmen Op al den ting. Med skiftevis langsomme og hurtigere bevægelser, glidende, hoppende, drejende, udtrykker hun forundring, glæde og ærbødighed over for Guds skaberværk, som det viser sig i naturen. Dans i kirken er en gammel tradition Jenny Thaysen Kjær er en af de første, der har genoptaget dansen som element i Folkekirken i Danmark. Hun begyndte for tre-fire år siden at eks-

”Vi anvender uden tøven billedkunst, musik, litteratur m.m. i gudstjenester – altid med det formål at lade evangeliet komme til udtryk. Så hvorfor ikke dans?, siger sognepræst Anne Ehlers. En gruppe ved Langenæskirken i Aarhus har siden 2012 eksperimenteret med at bruge dans i gudstjenesterne på lige fod med sang, musik og læsning. Lørdag den 3. oktober 2015 afholdt gruppen det første seminar om kirkedans i Danmark. FOTO: Jenny Thaysen Kjær.

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 24


perimentere med dans i børnegudstjenester og andre arrangementer i kirken. Siden samlede hun en gruppe, der havde lyst til at eksperimentere med, hvordan dans kan bruges i kirken. At danse i kirken er en gammel praksis, som har været nærmest glemt i denne del af den kristne verden siden Reformationen, forklarer hun: ”Det er en gammel tradition at danse i kirken, ofte i form af fællesdans, hvor menigheden danser sammen for at lovprise og takke Gud. Det bygger vi

videre på, når vi sammen danser ind i kirkerummet. Dansen kan også være forkyndende, hvor en eller nogle få dansere danser for de andre, og det er det, jeg gør, når jeg fortolker salmen i dans,” siger hun. De lutherske gener protesterede Sammen med sin mand Niels Kjær, der er teolog, forfatter og pensioneret sognepræst, har Jenny Thaysen Kjær undersøgt dansens rolle i kristendom-

men historisk set, og det er der bl.a. kommet bogen Dans i kirken ud af. Niels Kjær er blevet overrasket over, hvor stærk den bibelske og kirkelige tradition for dans er: ”Alle mine lutherske gener protesterede, da jeg første gang hørte Jenny tale om dans i kirken. Jeg tænkte, at det kunne passe ind i en gospelgudstjeneste i USA eller en pinsekirkegudstjeneste i Afrika, men ikke i en dansk folkekirkelig gudstjeneste. Men jeg er blevet klogere,” siger han.

Ni måder at bede på - en katolsk bønspraksis for kroppen

Den hellige Dominikus, som levede i middelalderen, var kendt for at bruge hele kroppen, når han bad. Han har inspireret en bønspraksis, som er blevet brugt og stadig bruges af kristne verden over. Dominikanerpræsten Jesper Fich fortæller om, hvordan billedet af Dominikus dybt bøjet i bøn, kan bringe os tættere på Gud. AF JESPER FICH Katolsk præst på Frederiksberg Enhver, der har besøgt en katolsk kirke eller måske endda været til messe, vil lægge mærke til, hvor meget kropsligt udtryk, der er i katolsk fromhed. En katolik gør sine fingre våde, når han gør korsets tegn med dåbsvandet fra vievandkaret. Hun knæler som en hilsen til Gud, der er stor, mens jeg som menneske er lille; en virkelighed, der ikke gør mennesket mindre, men tværtimod større. Man giver hinan-

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 25

den hånden til fredshilsen; præsten kysser alteret for at vise, at Kristus og ikke han selv er vært i messen. Katolsk fromhed er kropslig og understøtter bevægelsen i bøn mod Gud. Når jeg knæler, så knæler hele jeg - også når mine tanker går på langfart; form støtter indhold, og indhold slår igennem i form. Det er en konsekvens af inkarnationen – Kristus var ikke en idé, men trådte os i møde i tid som menneske med en krop født af jomfru

Maria. I middelalderen var det endnu mere tydeligt. I vor kultur er meget stivnet med årene. Men i klostrene lever endnu mange stærke traditioner. Således i min egen orden, dominikanerne. Kastede hele kroppen ind i bøn Den hellige Dominikus (+1222) var kendt for om natten at lægge sig fladt på gulvet i kirken med udstrakte arme i korsform, mens han bad: ”Herre,


Allerede i middelalderen lavede dominikanerne illustrationer til “de ni måder”. Et af dem er gengivet her.

Gud, hvad skal der blive af synderne?” Han kunne ikke tåle tanken om spildt liv, om alt det et menneske kan gøre af ondt mod andre. Vi er grundlæggende i verden for at dæmme op for alt det, som kan mistes – ikke mindst sandheden og sansen for den. Dominikus var også kendt for sine ”ni måder” at bede på. Måder at bevæge sig i bønnen, hvor han tog hele kroppen til hjælp for ligesom at kaste ”hele sig selv” ind i bønnen. Vi kender til hans ”ni måder” fra et manuskript fra 1260, skrevet af Sr. Cecilie, en dominikanernonne fra Bologna, som havde kendt Dominikus. I den følgende har jeg valgt at kommentere på nogle af de billeder, der inspirer mig mest, og som jeg selv har erfaring med. Første billede: Dominikus bøjer sig dybt foran alteret. Alteret symboliserer Kristus – ved hvem alt er til. Dominikus var grebet af Gud. Han står

frem foran skaberen og udtrykker sin virkelighed som skabt – foran skaberen (coram Deo), og han udtrykker sin afhængighed af skaberen. Det er kærligheden, som giver mening til denne og alle andre gestus. Idealet er aldrig at slippe kærligheden, og han bliver sig den inderlige og fortrolige kærlighed bevidst. Han stiller sig til rådighed for skaberens frelsesværk. Han bøjer sig som Kristus, der bøjede sig for sine disciple ved fodtvætningen. - Og jeg vil åbne mig for at gøre som Kristus, at hans medlidenhed bliver levende i mig. At hans storhed må blive levende i min svaghed. Andet billede: Dominikus lægger sig udstrakt på jorden. Mennesket er af jord, gjort af støv; det støv, der er elsket af Gud uden forbehold. Det er ånden, som gør levende og skaber – både mennesket og menneskets mening. Ydmyghed er realisme.

Illusionsløst ligger Dominikus på jorden. Han har ikke sit formål i sig selv, men i den Absolutte. Dér på dette sted råber han om barmhjertighed for sig selv og for synderne. Og jeg vil bede for mig selv om solidaritet med synderne, med verdens og kirkens nød. Jeg gør det med Kristus som forbillede, der selv blev menneske, gjort af samme stof som jeg og derfor dødelig. Al sand sendelse begynder med, at Guds vilje bliver levende i min. Sendte på Kristi vegne beder vi: lad jer forsone med Gud. (2. Kor. 5.20) Fjerde billede: Dominikus står foran Gud – konkret foran alteret, hvorpå der i en katolsk kirke altid står et krucifiks. Han står, og han knæler ned, og han gentager bevægelsen mange gange. Når han står, udtrykker han, at han er parat til at blive bevæget, sendt. Han åbner sig i tillid for det, Gud vil med ham. Når han knæler, udtrykker han sin accept, at han er indforstået

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 26


“Han (Dominikus) ser samtidig fast på korset som er trøstens og modets kilde. Og fra korset ser Kristus på Dominikus. Og på mig” med det, Gud vil, og han beder om tro på, at Guds vilje må blive virkelighed. Han ser samtidig fast på korset som er trøstens og modets kilde. Og fra korset ser Kristus på Dominikus. Og på mig – jeg ved mig set – han ser på mig fra sin tidsløse evighed. Hans blik skaber mig – det skaber troen i mig, gør mig til menneske, til kristen og til munk, det er et liv i et jeg og du forhold – rodfæstet i Guds hemmelighed. Femte billede: Dominikus beder med hænderne. Han åbner sin hænder og slipper sine handlinger – alt, hvad han frembringer og skaber, hele sig selv – ”alt for alt” – og han overgiver sig til sin skaber. Sådan vil han leve livet med den frihed, som strømmer fra korset; han kan give sit liv, fordi Kristus gav sit liv for os. Han modtager sig selv som skaberens gave, og han giver sig selv – dette er pulsslaget i det at være menneske. Han tager hænderne ind til kroppen og beder om, at det må blive virkelighed i hans liv. Han åbner hænderne og lader dem falde, mens han beder Gud om, at hans ”hænder” må virke, støtte de svage, dele brød, forvalte sakramenterne, hele og velsigne. Sjette billede: Dominkus beder i oranteform – han strækker bedende armene ud i korsform – som den celebrerende præst i en katolsk messe. Han forener sig med den korsfæstede – du i mig – og jeg i dig – Kristi kærlighed spejler sig i ham – den korsfæstede er ikke fjern – han gør Kristi intention til sin, han giver sig

IKON - tro i dialog // www.danmission.dk/ikon nummer 93 // side 27

ind i korset, han forener sig med den korsfæstede, i den samme bevægelse som Kristus, der gav sig selv hen i faderens gode vilje og til menneske. - Og jeg gør mig klart, at der ingen autentisk apostolat findes, uden stadig og inderlig forbundethed med den korsfæstede. Det er i eukaristien, i messen – hvor brødet brydes, at mennesket åbner sig for Gud. - Og jeg tænker, at under korset begyndte en ny samtale – Gud og menneske. Dominikus ser sig selv stå i denne samtale, der rækker ned gennem tiden om Guds gode vilje med menneskene. Den, der lader korset få form i sig, må blive bevæget af verdens, kirkens, menneskers nød. Som Kristus. At bede med sin krop kan virke grænseoverskridende, fordi det i en intellektualiseret kristendom kan virke så akavet og uvant at bruge sin krop i bønnen. Men i perioder har det været mig til stor hjælp, især i de perioder, hvor jeg har haft svært ved at finde stilhed og indre ro i den tavse bøn. Jeg tænker, at det er en slags ”imitatio Kristi”, hvor jeg forsøger at nærme mig den hellige, som altid er mig nærmere, end jeg evner at være mig selv nær. ”Når vi beder, så hører Gud, sin egen søns stemme kalde i os: Abba, kære Far”, som der står i Galaterbrevet. Det er faderforholdet, som skal blive levende. Om dominikanerne: ”Prædikebrødrenes orden.” Dominikanerne – middelalderens store intellektuelle orden, fylder 800 år i 2016. Dens livskraft skyldes ikke mindst Dominikus´ visionære kraft

om, at alle mennesker gør autentiske erfaringer med sandheden, som derfor kan kommunikeres. Dominikus var samtidig overbevist om, at dialogen ikke bare er nødvendig, men også mulig. Ordensidealet er at kvalificere den enkelte munk både intellektuelt og menneskeligt, så han kan være en god samtalepartner. Det er en opgave, som dominikanerne aldrig kan have patent på, men som de har en særlig forpligtelse til, og som de – sagens alvor taget i betragtning – hjertens gerne deler med alle andre. Dominikanerne har derfor altid været ”nysgerrige” efter at kende troens dybder, men også nysgerrige efter at forstå, hvad der bevæger mennesker, der ikke er kristne. Også i dag er dominikanerordenen kendt for sine banebrydende teologer, samfundsdebattører og forskere af enhver art. Samtidig er en dominikaner først og fremmest en bedende. I den daglige korbøn, i messen, og i tavs indre bøn.

Dominikanerordenen har i 2015 ca. 6.000 medlemmer i ca. 100 lande, deriblandt klostre i Cairo, Bagdad og Oran i Algier. Dertil 4.000 nonner i traditionelle klostre og 36.000 søstre, der driver skoler, forsker, eller tager sig af mennesker i nød. 130.000 lægfolk er knyttet til ordenen ved løfter og danner sammen med de øvrige ”grene” og min egen ”gren” de 250 præster, der hører til ordenen, – men som kirkeretsligt er almindelige bispedømmepræster uden for et kloster – den dominikanske familie. Ordenens internationale hjemmeside: www. op.org I middelalderen var dominikanerne i Norden repræsenteret i alle domkirkebyer. Provincialatet – ordens lokale hovedcenter – var ved vor Frue kirke i Århus – hvor der endnu findes et kalkmaleri af Dominikus.


Afsender: IKON, Strandagervej 24, 2900 Hellerup. Returneres ved varig adresseændring.

I kødet på din næste AF SIDSEL HORNEMANN Sognepræst Idéen om Gud som inkarneret i hvert enkelt menneskes ”kød” er et teologisk tabu. Vi væmmes ved tanken, ryster på hovedet og minder os selv om syndefaldet. Vi er mennesker, og Gud er helt og aldeles anderledes end os. Hvorfor mon dette tabu? Måske fordi vi kender Kristus i mennesket Jesus, som viste sig som Guds søn – som Gud selv. Og derfor er Gud teologisk set bundet til historien og ikke til det levede liv her og nu. Men lader vi Gud høre historien til, glemmer vi Helligånden. Den Ånd, som tænder ild i et menneskes hjerte, og som sender kærlighed ud af et menneskes hænder. Gud er nok det helt og aldeles anderledes, men det har ikke nogen betydning for, hvor nær på os Gud er. En del af det at være menneske er at være til i lidelse. Det kræver ikke nogen særlig åbenbaring at kunne se. Lidelsen er en del af livet. Men det betyder ikke, at vi bryder os om den. Tværtimod. De fleste af os bruger det meste af vores liv på at undgå lidelse – både i det små og i det store. Men er det ikke sådan, at Mesteren viste os, at vejen ikke går gennem det lidelsesfri og lette liv, men derimod gennem lidelsen? Med hele sit liv og sin død, viste han hvem og hvad, Gud er: den lidende Gud – den medfølende Gud. Jesu lidelse var af en anden art, kunne vi så indvende. Og det er her, humlen ligger. For Gud er ikke historiens Gud, nej, Gud er den levende Gud, der er tilstede lige nu i det liv, vi lever med hinanden. Og derfor hører vores lidelse Gud til. I klasselokalet, hvor jeg underviser konfirmander, hænger der et billede af den korsfæstede, men Jesus har ingen hænder! De manglende hænder skyldes, at Jesus ikke har noget at bruge sine hænder til. Gud er levende i blandt os og hænger ikke længere på korset. Og det bringer os til den vigtigste detalje ved billedet: at der under korset ligger en sten, hvorpå der står: ”Gud har ingen hænder, undtagen dine”. Heri ligger inkarnationens mysterium: Gud må tage bolig i hvert enkelt menneskes ”kød”. Inkarnationens mysterium er, at Gud er inkarneret i hvert menneske som den korsfæstede; som den lidende og medfølende. Kristus er levende og beder i den kristnes hjerte, som Paulus så poetisk siger det et sted i et af sine breve. Og det er ikke en fantasi eller bare en dejlig tanke; det er virkelighed. Gud er til stede her og nu, hos os og i os. Det er gennem vores hænder, at Guds kærlighed åbenbarer sig og bliver til virkelighed. Det er sådan, at når vi bærer hinandens byrder, da opfylder vi – med Paulus’ ord – Kristi lov, kærlighedens lov. Da er kærligheden større end mig og mit; da bærer jeg ikke kærligheden som min egen private følelse, men kærligheden bærer mig i dens grænseløshed. Når vi stiller vores hænder til rådighed, da vokser der en kærlighed frem, som har sin pris i form af at føle og bære andre menneskers smerte. At leve på denne måde i modsætning til at leve det lidelsesfri liv, er at bære det bristede hjerte. Og det bristede hjerte, er Kristi hjerte selv.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.