Danmission Magasin nr. 3 december 2018

Page 1

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 3 / december 2018

Tema:

Engagement 53-årig med demens:

Hun og hunden har fundet sig en plads i genbrugsbutikken

Basar fylder 110 år:

„Vi rider på retro-bølgen“

Frivillig i Syrien:

„Det sidste, jeg vil, er at flygte“ 1


leder

Hvorfor er jeg frivillig? ENGANG PÅ DANMISSIONS repræsentantskabsmøde talte jeg med en kvinde, som havde været med i en undersøgelse omkring det at være frivillig. Først da hun skulle svare på spørgsmålene, gik det op for hende, at hun rent faktisk var frivillig og havde været det i mange år, fordi hun var en del af Danmissions stiftsbestyrelse og stod for den årlige basar. Indtil da havde hun ikke opfattet sig selv som frivillig, men havde bare gjort sit. Og jeg har det egentlig lidt på samme måde. Jeg noterer ikke mine frivillige opgaver som titler ved siden af joberfaring eller kompetencer, for det er jo bare noget, man gør, og som vi altid har gjort i min familie. Når jeg gik til fodbold, var det far, der var træner, og når der var arrangementer i kirken eller i skolen, så bagte vi boller og satte stole op. For mig er det at være frivillig en del af livet - når man kan se et behov, så giver man selvfølgelig en hånd, hvis man kan. Det er ligeså selvfølgeligt, som det er at lave aftensmad til børnene. Så for mig er det at være frivillig også et identitetsspørgsmål, som fortæller noget om, hvem jeg er. NÅR JEG BRUGER TID og kræfter i Danmissions bestyrelse, ser jeg altså ikke

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk

Følg:

www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission

Støt:

Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr. Online: danmission.dk/stoet

2

mig selv som frivillig, men mere som en del af en familie - af en bevægelse. Jeg kommer glad og gerne til bestyrelsesmøderne, til engagementsworkshop og til repræsentantskabsmødet, fordi jeg føler mig hjemme. Det er ikke, fordi jeg deler holdninger med alle, men fordi jeg oplever, at der er plads til mig og min tro, og at vi har en fælles sag. I alle familier er der vel uoverensstemmelser – og i Danmission er vi heller ikke altid enige om, hvordan vi skal kæmpe for den fælles sag, men vi er grundlæggende sammen om sagen. For at kunne overvinde uoverensstemmelser, er det dog – ligesom i alle andre familier – vigtigt, at vi mødes og giver noget af os selv. Når Danmission mangler folk, som giver tid og penge til vores mission, så kan jeg ikke lade være med at tænke over, om vi ikke har investeret nok i fællesskabet? Om vi har taget det for givet?

dem, der engagerer sig i Danmission. For vi er ikke kun frivillig arbejdskraft – vi er også medvandrere. Sammen med de ansatte, sammen med vores partnere og sammen med de mennesker, som er en del af projekterne ude i verden. For sammen er vi Danmission. Derfor glæder jeg mig til i 2019 at være med i det videre arbejde for at skabe endnu mere rum til det fællesskab, som giver flere lyst til at være med i Danmission. For det er vores allesammens fælles ansvar. Det kan de ansatte i Hellerup, de frivillige i genbrugsbutikken i Helsingør, de aktive på Ydre Missions dag i Esbjerg eller vi i bestyrelsen ikke klare hver for sig – heller ikke selv om en resolution pålagde os det på repræsentantskabsmødet. Det kan vi kun gøre i fællesskab.

MANGE ORGANISATIONER mangler frivillige. Det er der en del grunde til – f.eks. at stadig flere organisationer og nu også kommunerne efterspørger frivillig arbejdskraft. Så det er altså ikke et særligt problem for Danmission. Men derfor skal vi stadig forholde os til, hvordan vi inddrager og skaber endnu stærkere fællesskab blandt

Mette Møbjerg Madsen, konstitueret formand for Danmission

Udgives af Danmission  Udkommer 3 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Sille Arendt  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

Med ønsket om en glædelig jul og et godt og velsignet nytår

 Michael Trinskjær (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole KrabbePoulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 15. april 2019


6-8 12-14 Indhold 6-8

16-17

110 ÅRS BASAR: ”Ingen får 5 øre for at være her,” siger sognepræst Ingrid Lisby Schmidt. Så hvad mon der trækker de mange både frivillige og købere til Ydre Missions 110 år gamle basar i Esbjerg?

12-14

ALZHEIMERS SYGDOM: Merete Lind fik Alzheimers sygdom, da hun var blot 51 år. Hun kalder sit frivillige arbejde i Danmission Genbrug i Espergærde “en gave”, der har været med til at gøre sorgen over et tabt arbejdsliv mindre.

16-17

GENBRUGSSTEMNING: ”Vi er rigtig stolte, når vi går hjem efter en dag med godt salg. Men vi er allermest stolte af stemningen i genbrugsbutikken i Skanderborg,” siger Judith Berdin. Og de frivillige er enige om, at det netop er stemningen, som lokker både frivillige og kunder til.

18-19

PROVSTEN: “Fordi jeg blev spurgt,” svarer Anne Reiter fra Maribo på spørgsmålet om, hvorfor hun er blevet frivillig i Danmissions bestyrelse. Og så mener hun, at det både gør hende til en bedre præst og beriger folkekirken at række ud til verden.

20-21

24-26

FRIVILLIG I SYRIEN: 28-årige Anas Anjirini nægter at flygte fra det krigshærgede Syrien. I stedet har han været med til at starte 21 frivillige projekter – bl.a. hjælp til børn med krigstraumer støttet af Danmission. Hvad driver den unge syrer?

24-26

MINGLABAR: Kan man få unge med i frivilligt arbejde, hvis forældrene og naboerne bare tror, de drikker og bringer skam over familien? Lykkedes det at engagere flere unge gennem frivilligprojektet Minglabar Myanmar? Nåede man målene for indsamling og engagement i Myanmar og i Danmark?

31 3


4

Foto: Sille Arendt


tema: tema: engagement zanzibar

Der er rift om de frivillige. Så meget at det begynder at gøre ondt i mange foreninger og velgørende organisationer, som er båret af frivillige medarbejdere. Det mærkes også i Danmission. Der er brug for flere f.eks. til at sælge lodsedler og til stiftsbestyrelserne, Nogle genbrugsbutikker må afkorte åbningstiden, og enkelte har sågar måttet lukke.

I har fået det for intet, giv det for intet. (Matt 10:8)

Det er ikke, fordi vi ikke gider give en hånd – især hvis vi bliver opfordret til det. Over 3.000 frivillige bruger tid og kræfter på Danmissions sag. Og samlet set er 39 procent af alle danskere mellem 16 og 94 år frivillige - vi lægger i alt næsten en million timer om dagen i ulønnet arbejdskraft. Problemet er, at stadig flere rækker ud efter de frivillige hænder – nu også offentlige institutioner. Hvem kan lede stolegymnastikken for ældre i Tønder? Vil du være lektiehjælper i Gladsaxe Kommune? Har du lyst til at gøre gavn og samtidig have det hyggeligt i Danmissions genbrugsbutik? Der er mange meningsfulde steder at lægge sin tid og sine kræfter. Så hvad gør vi for at få flere med i fællesskabet i Danmission? Det er noget af det, frivillige og forskere giver deres - optimistiske bud på i dette nummer af Danmission Magasin. For som forskningen i frivillighed konkluderer: Hver tredje af dem, som i dag ikke er frivillige, vil gerne – altså hvis de bliver opfordret til det. Det er også det, mange frivillige i Danmission svarer: Vi kom med, fordi vi blev spurgt – og vi holder ved, fordi vi har det hyggeligt sammen og gør gavn. Vi skal altså ud at spørge folk – så vi én for én bliver stadig flere frivillige i Danmission.

HVORFOR ER MAN FRIVILLIG?

HVAD ER FRIVILLIGT ARBEJDE?

Især tre ting motiverer mennesker til frivilligt arbejde:

XX Gavner andre end ens venner og

XX SAGEN – vi hjælper andre og gør

en forskel XX SJOVT – det er hyggeligt og interessant XX SAMMEN – vi gør det sammen i et socialt fællesskab

familie – det tæller ikke at gøre hovedrent for mormor XX Er ulønnet og ikke noget, man er tvunget til XX Er formelt organiseret – det dækker ikke over at hjælpe en blind over gaden

HVEM ER FRIVILLIG? XX 39 % af danskerne mellem 16 og

94 år er frivillige XX I gennemsnit bruger vi 15 timer om måneden på frivilligt arbejde XX I folkekirken og de folkekirkelige organisationer som Danmission er der omkring 100.000 frivillige. 15.000 af dem er frivillige i genbrugsbutikkerne – heraf godt 3000 i Danmission Genbrug.

Kilde: Frivilligrapporten 2016-2018 fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde 5

Foto: Tom Bangslund Hansen

GIVER DU EN HÅND?


Vi rider på retro-bølgen „Ingen får 5 øre for at være her,“ siger sognepræst Ingrid Lisby Schmidt. Ikke desto mindre er Ydre Missions 110 år gamle basar i Esbjerg et trækplaster uden lige for både frivillige og købende. Så hvad mon samler de mange mennesker?

Af Lise Frank, journalist 1000 mennesker ind og ud på en onsdag. I kirkens lokaler. Det lyder usandsynligt. Men i Esbjerg kan det lade sig gøre, og det har det kunnet i nu mere end et århundrede. Hver den første onsdag i november siden 1908 har frivillige kræfter i den sydvestjyske havneby kunnet slå dørene op til Ydre Missions basar. Og de besøgende har aldrig svigtet. De første hundrede år blev det hjemmestrikkede solgt og lotteri-lodderne trukket i det store missionshus på hjørnet af Skolegade og Kirkegade. I dag er salget og forlystelserne flyttet til Treenighedskirken et lille stykke derfra. Det summer i den gule teglstensbygning, der klokken 12 denne onsdag i november lægger gulve, borde og akustik til en smørrebrødsspisende skare af esbjergensere og dem, hvis dialekt afslører en enten sydligere eller nordligere jysk fødeby. Basargæsterne sidder ved langborde betrukket med hvide papirduge i konfirmandstuerne og ude på gangen ud for kirkekontoret. De rejser sig på skift. Beder om et stykke mere med æg og rejer. To gange dyrlægens natmad. Kaffe og så skidt da: Et stykke sveskekage. Og så går de til kassen. Det vil sige et mindre bord bemandet af en frivillig med en pengekasse fyldt med vekselpenge til dem, der ikke bare betaler med MobilePay. En frivillig i smørrebrødsudvalget må lige tage en pause. Hun har stået op i mange timer. På en af de bløde stole i garderobegangen puster hun ud, mens et par ældre herrer med kræfter i behold pendler frem og tilbage med fade, der hurtigt bliver tømt.

6

Med bedstefar til basar Det er frokost-rykket. Siden vil der komme bedsteforældre-med-børnebørn-rykket. Det er gennem årene blevet en tradition for mange skolebørn at mødes med mormødre og farfædre til Ydre Missions basar. Og til slut, umiddelbart inden basaren lukker klokken syv, kommer så det sidste ryk. Også kaldet tag-brød-med-hjem-til-aften-rykket. Sådan plejer det i hvert fald at være – og alting tyder på, at Ydre Missions basar 2018 også bliver en besøgssucces. Jonathan er et af de første skolebørn, der besøger basaren sammen med sin bedstefar. Ud på eftermiddagen kommer der flere på hans alder. Men klokken halv to er hans generation fortsat i undertal ved spilbordet, hvor det gælder om at trille flest kugler i hul, for dermed at få sin hest først over målstregen. Sin unge alder til trods, giver Jonathan sine gråhårede konkurrenter kamp til stregen, og der bliver hvinet og heppet. Overskuddet fra væddeløbsspillet går til Saraswatipur Venskabsforening, der giver stipendiestøtte til fattige børn fra 6.-10. klasse i Bangladesh. Det støtter Jonathan gerne.

Det oldgamle koncept holder Sognepræst i Treenighedskirken, Ingrid Lisby Schmidt, fortæller, hvordan man i menighedsrådet en overgang overvejede at nytænke konceptet. „Basar er jo en oldgammel indsamlingsform. Men vi lod være at ændre på noget. Folk kom jo. Og i dag tror jeg, at vi


tema: tema: engagement zanzibar rider på retro-bølgen. Nostalgi-bølgen, om man vil,“ siger hun. Men mon nostalgien også gælder de frivillige? Kan nostalgien rekruttere frivillige? „Måske ja. Men der er sket et skred i, hvorfra de frivillige kommer. Baglandet i de fleste missionsselskaber er skrumpet ind. Tager vi Danmission som eksempel, var der engang kredse overalt i landet og mange, der engagerede sig i mission. I dag er der flere projekt- og genbrugsfrivillige, og engagementet har fået et bredere, folkekirkeligt udspring,“ siger sognepræsten. Umiddelbart taler det ikke til Ydre Missions fordel. Og så alligevel. Samvirket mellem kirke og mission er vigtigt, og Ingrid Lisby Schmidt glæder sig i den sammenhæng over sit menighedsråds opbakning. At basaren konkret har flyttet adresse fra missionshuset til Treenighedskirken kan også tillægges en positiv værdi, mener præsten: „Huset er egentlig for lille. Men manglen på plads skaber intimitet. Folk må gerne føle sig presset helt ud til murene. Det er ligesom de gode juleaftener,“ siger hun og smiler.

Der er noget at rive i, men de frivillige har det også hyggeligt på basaren i Esbjerg. Overskuddet går bl.a. til Danmissions arbejde.

Fælleskab ja - men formålet først

Foto: Lise Frank

Randi Hundebøll, som er formand for basaren, supplerer: „Jeg vil tro, at vi har fordoblet engagementet siden 2017.“ „Måske ikke på antallet af frivillige på dagen, men på forberedelsesfronten. Bollerne var væk klokken 11 sidste år, så der er virkelig blevet syltet og bagt for at undgå den situation i år. Og folk har syet og strikket siden i sommer.“ Selv har Randi Hundebøll, som er fritidskunstner og tidligere socialrådgiver, sin keramik og sine akvareller af Vestjyllands natur og fugle til salg i Danmissions bod. „Det er klart,“ indrømmer hun, „at der går lidt sport i det for os allesammen. Sidste år kunne vi sende 30.000 kroner til Danmission. Det vil vi selvfølgelig gerne kunne gøre endnu bedre i år.“ Det er for Randi Hundebøll som for alle andre, man spørger på gangene og inde i selve basar-området, det gode formål, der giver lyst til at yde en frivillig indsats. fortsættes side 8...

7


Ydre Missions basar: XX Siden 1908 i Esbjerg. XX Tidligere deltog en lang række missionsselskaber. I dag støtter basaren Danmission, Mission Afrika og to mindre, selvstændige indsamlinger til hhv. skolestipendier og teologisk uddannelse i Bangladesh.

Foto: Lise Frank

XX Hele dagen er der åbent i salgsboder med håndarbejder og hjemmelavede mad, kunst, lys og eksotiske varer, genbrug samt tombolaer, lotteri, banko, café og meget andet.

Jonathan udfordrer sin bedstefar og et par andre i, hvem der kan trille flest kugler i hul og dermed at få sin hest først over målstregen.

... fortsat fra side 7

Fælleskabsfølelsen og hyggen tæller også. Men det er faktisk ikke sådan, at frivilligholdet er sammentømret og indforstået som en anden gammel vennegruppe. Selvfølgelig er der Tordenskjolds soldater, men der er også nye ansigter, veninder fra keramikværkstedet, et par stykker fra kirkens strikkeklub og folk fra ældrecentrets ugentlige gåture. Sygeplejerske Birthe Schulz Petersen er en af dem, der for første gang i år har sagt ja til en frivilligvagt i basarens café. En god bekendt fra Y’s Men spurgte, om hun kunne have lyst til at give en hånd med, nu efter at hun og hendes mand, præsten

8

Asger Ehmsen, er flyttet tættere på Esbjerg. Jo, svarede Birthe Schulz Petersen. Godt nok kendte hun stort set ingen af de andre på caféholdet. Men hun kendte formålet. Hun har fulgt med i Danmissions arbejde, siden hun selv var af sted som volontør i Tanzania i 1985 og efterfølgende som associeret missionær i Oman i 1990. Senest har hendes datter arbejdet frivilligt med forskellige fredsinitiativer i Libanon hos en af Danmissions partnerorganisationer.

De mange år på bagen Spørger man til basarens succes – både som magnet for besøgende og et sted, man

gerne lægger frivillige kræfter - henviser alle til sognepræsten, som var formand for basaren i 27 år, indtil hun overgav stafetten forrige år. Og hun vender tilbage til det med nostalgien: „Det er virkelig hele byens basar. Ja, og ikke kun byens. Folk ude fra landet kommer jo også herind. Første onsdag i november er en dag, folk glæder sig til og ofte har minder forbundet med,“ slutter Ingrid Lisby Schmidt. Så sidder hun lige fem minutter i roen i kirkens mødelokale, inden hun igen går ud og socialiserer med sognets bankospillende og hyggesnakkende basargæster.


tema: engagement

KOSTSKOLEBØRNENE KRØB UNDER HUDEN Eva Jensen, selvstændig erhvervsdrivende og frivillig på Ydre Missions basar i Esbjerg Hvorfor er du frivillig? „Det giver mig noget andet end mit almindelige arbejde som selvstændig erhvervsdrivende i Skive, hvor jeg har udlejningsejendomme. Jeg kommer i snak med nogle andre mennesker og vores samtaler er også nogle andre end dem, jeg har til hverdag.“ Hvordan er du kommet med? „På en rejse til Bangladesh i 2013 viste de tidligere missionærer rundt. Børnene på Saraswatipur Kostskole krøb ind under huden på mig, og der sidder de stadig.“

frivillig

QUIZ C

A

b

Hvor mange frivillige er vi i Danmission?

Hvor stammer dette bibelcitat fra? “Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af.”

1) 1000 2) 2000 3) 3000

1) Markus 10:8 2) Lukas 12:48 3) Matthæus 28:19

D

Hvilken af disse regnes for frivilligt arbejde?

I hvilken landsdel er der flest frivillige?

1) Feje i genbrugsbutikken 2) Feje mormors køkkengulv 3) Feje naboens fortov

1) Sjælland 2) Sønderjylland 3) Nordjylland

E Hvilken aldersgruppe er flittigst i frivilligt arbejde? 1) De unge 2) De ældre 3) Dem midt imellem

Se svarene på side 31...

9


Mund-til-mund

metoden

Den personlige henvendelse virker bedst, når man skal hverve nye frivillige. Det peger interviews med frivillige på ifølge Birgitte Graakjær Hjort. Hun er center- og afdelingsleder i Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter og har beskæftiget sig meget med frivillighed.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Hvordan er det bedst at hverve nye frivillige? “Jeg har interviewet frivillige i sogne, og de foreløbige og sporadiske resultater peger på, at det er en personlig henvendelse, der skal til. Mulige frivillige reagerer sjældent på opslag eller kampagner. Det at blive opfordret af en ven - altså en, man kender og har tillid til – er den rekrutteringsform med størst effekt, viser både min og andre undersøgelser. Det er en langsommelig måde, men det er det, der virker.” Hvordan spørger man bedst? “Jeg er blevet overrasket over i mine interviews, hvor positivt frivillige taler om deres engagement, selvom de er blevet overtalt eller nærmest presset til at påtage sig et frivilligjob. Det, som udefra set kunne opfattes som værende en overivrig

rekrutteringsmåde, bliver altså tolket som noget helt andet end påtrængenhed. Den frivillige er faktisk stolt over at blive set og opdaget som en person, der har potentialer og er blevet overtalt ind i et frivilligjob.” Hvad er vigtigt at have for øje, når man skal hverve nye frivillige? “Vær synlig og inviterende. Jeg har interesseret mig for, hvordan kirker bruger deres hjemmesider i forhold til frivilligt arbejde. I de fleste tilfælde kunne jeg slet ikke finde information om, at kirken overhovedet brugte frivillige, selvom jeg lige havde været ude og interviewe nogle af dem og derfra vidste, at der var engagerede frivillige, som ovenikøbet talte i positive vendinger om deres kirke og ikke mindst dens ansatte. Kirker har et hængeparti med at synliggøre, at de

bruger og har brug for frivillige.” Har den måde, vi taler om frivillighed, ændret sig? “I de sidste par årtier har regeringer og politiske partier lavet frivillighedspolitikker. Og i en lang periode har politikerne og medierne talt og skrevet umådelig meget om frivillighed. Frivilligheden er blevet talt op. På den baggrund kunne man nemt få det indtryk, at danskernes frivillige arbejde er stigende. Men da tallene fra de store landsdækkende undersøgelser af frivilligheden kom i 2014 og igen i 2017, viste det sig, at der ikke var kommet flere frivillige til. Det kan tolkes som udtryk for, at man ikke kan rekruttere frivillige gennem taler, kampagner og mediedækning. For frivilligheden er primært båret af personlige henvendelser.

Tip til at tiltrække og fastholde frivillige i kirkelige organisationer: XX Brug mund-til-mund-metoden. XX Gør det klart, at I ønsker at inddrage folk. XX Lyt til folk. XX Giv nye frivillige indflydelse, men også sparring og støtte. XX Brug føl-ordninger. 10

XX Afgrænsede, konkrete opgaver kan ofte tiltrække yngre frivillige. XX Gør det klart, hvilken frivillighedskultur I ønsker. Det er ikke nok at tale om kristne værdier, for hvad vil det sige i praksis? Kilde: Dorte Kappelgaard (Kirkefondet), Birgitte Graakjær Hjort (FUV) m.fl.


tema: engagement

SOM FRIVILLIG I DANMISSION KAN DU F.EKS.: XX XX XX XX XX XX XX XX XX

Hente, reparere og sælge varer eller noget helt fjerde i genbrugsbutikken Støbe og/eller sælge lys Arrangere basarer, cafeer eller gadeaktiviteter Være aktiv i sogne og stifter Holde foredrag Være "voksen" på børne- og ungdomslejre Hjælpe på hovedkontoret i Hellerup Arbejde som volontør el.lign. i vores projekter Tage ansvar i bestyrelsen.

Har du en idé

Har du en god idé til frivilligt engagement i Danmission, som du gerne vil stå for til fordel for Danmissions arbejde, så er du velkommen til at kontakte frivilligkonsulent Tom Bangslund Hansen på tbh@danmission.dk eller 41 999 330.

VELKOMMEN SOM FRIVILLIG i DANMISSION GENBRUG Kig forbi din lokale genbrugsbutik – du kan finde den på www.genbrug.danmission.dk eller ring til Jannie Zillig, leder af Danmission Genbrug på 41 999 328 og hør nærmere om at blive frivillig. Der er brug for både det ene og det andet. Du kan f.eks.: XX XX XX XX XX XX XX

Hente eller reparere møbler Sortere tøj og andre varer Prissætte varer Indrette og dekorere butikken Stå ved kassen og hjælpe kunderne Lave kaffe eller bage kage til de andre frivillige Arrangere aktiviteter i genbrugsbutikken.

11


Jeg fik lov til at yde noget igen Merete Linds liv tog en uventet drejning, da hun i en ung alder fik konstateret Alzheimer. Hun kalder sit frivillige arbejde i Danmission Genbrug "en gave", der har været med til at gøre sorgen over et tabt arbejdsliv mindre. Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Hun troede. det var stress, da hun begyndte at glemme ting. Måske havde hun for meget om ørene, og måske var jobbet som sygeplejerske og underviser hos Falck for krævende. Jobbet blev skiftet ud, men symptomerne tog til. Merete Lind havde hele tiden fornemmelsen af, at det hun var i gang med, var det forkerte. „De havde scannet min hjerne. Og nu var jeg taget ind på Rigshospitalet igen for at få svar. Jeg var 51 år, og det viste sig, at jeg havde fået Alzheimer. Min første tanke var: Hvad skal der blive af mig?“ Merete Linds hænder arbejder flittigt og systematisk. En trøje foldes ud, inspiceres og foldes igen. Fra gulvet lyder en let snorken. Det er hunden Elisabeth, der tager sig en lur, mens dens ejermand sorterer tøj i Danmission Genbrug i Espergærde i Nordsjælland. Hvordan hun er endt her, vender vi tilbage til.

Farvel til mand og hus For i tiden efter at Merete Lind havde fået den barske diagnose, befandt hun sig i en tilstand af chok. Hun skulle bearbejde og forstå, at hendes liv var ændret for altid. Hjemmet i Espergærde, som hun delte med sin mand og deres to døtre, skulle også pakkes ned. „Da jeg fik beskeden, om at jeg havde Alzheimer. vidste jeg, at det var enden på vores ægteskab. Min mand har aldrig været god til at håndtere sygdom. Huset skulle sælges, og jeg skulle finde en lejlighed til mig selv og vores yngste datter. Samtidig skulle jeg have styr på en masse praktisk, jeg skulle søge førtidspension og alt muligt andet,“ fortæller hun.

12

I en ganske ung alder havde Merete Lind altså fået Alzheimer, som ellers hovedsageligt rammer ældre. Det er den hyppigste demenssygdom. Den nedbryder hjernen og viser sig ved hukommelsesbesvær og problemer med at finde ord. Det er især korttidshukommelsen, der bliver dårlig. Det bliver for eksempel sværere at huske navne - selv på personer, man kender godt. Og helt dagligdags ting som at finde vej eller tælle småbeløb sammen kan give problemer. I en tåget tilstand fik Merete Lind pakket det gamle liv sammen og rykkede ind i en lille fremlejet lejlighed sammen med datteren. I samme periode mærkede hun for første gang, hvilke konsekvenser sygdommen havde for hendes liv. „Jeg var helt nede og skrabe bunden i månederne efter, at jeg havde fået diagnosen. Jeg var i sorg over, at mit liv var ændret, og at mit ægteskab samtidig var forbi. Jeg skulle søge om penge fra forsikringen, og jeg ville gøre det selv, men desværre gik det galt. Alt gik bare i sort. Jeg fik udfyldt papirerne forkert og gik glip af cirka 60.000 kroner i forsikringssum. Det er grunden til, at jeg ikke længere betaler mine regninger selv, eller vil have noget som helst at gøre med penge her i butikken. Jeg er bange for, at det går galt.“ Nu er det en veninde eller hendes ældste datter, der hjælper Merete Lind med at holde styr på økonomien og få betalt regninger til tiden.

hendes venner og familie er rykket helt tæt sammen om hende efter, at hun er blevet syg. For den tidligere sygeplejerske, der altid er rykket ud, når andre havde brug for hjælp, er nu blevet hende, der modtager støtte og opbakning. „Jeg er altid mødt op, når mine venner og familie har haft brug for det. Jeg ved, at jeg har givet mit. Nu er det mig, der skal tage imod, og det er så rørende, hvordan

Grebet af venner og familie

Merete Lind har det godt med at komme

Stemmen bliver grødet, og tårer pibler frem, da Merete Lind fortæller, hvordan

min omgangskreds her i Espergærde og min familie bakker mig op og hjælper.“ Det er ikke mere end halvanden måned siden, at Merete Lind og hendes yngste datter, Mille på 14 år, rykkede ind i en ny lejlighed. Efter at have boet til fremleje to forskellige steder er de nu flyttet ind i en lejlighed, hvor de kan blive. Det er gruppen af venner, der har samlet ind til lejligheden og købt den. „Jeg har slet ikke ord for, hvad det betyder for mig, at vi nu har et sted, der er vores. Og når jeg så ikke kan bo i lejligheden mere, så har mine venner en lejlighed, de kan gøre med, hvad de vil.“ Hun ved, at sygdommen vil udvikle sig, og at hun i fremtiden vil få brug for mere hjælp. „Jeg må erkende, at det er en fremadskridende sygdom, og derfor har jeg valgt nogle helt klare leveregler, der gør min dagligdag lettere. Jeg taler højt om min sygdom, jeg betaler ikke regninger selv, og jeg har en kalender på mit køleskab, som hele tiden er opdateret med, hvad jeg skal.“

Redningshund fortsættes side 14...


tema: engagement

Det var Merete Linds datter, der en dag kom hjem med hunden Elisabeth, der en blanding mellem en Boxer og en Engelsk Bulldog. En uventet gave der har skabt hverdagsglæde i hendes nye liv med Alzheimer.

Foto: Sille Arendt

fortsættes næste side... „Jeg holder meget af mit arbejde her i butikken. Det er rart, at jeg kan gøre noget, selvom mit liv har ændret sig“, siger 53-årige Merete Lind, der fik konstateret Alzheimer som 51-årig. 13


... fortsat fra side 12

i genbrugsbutikken i Espergærde to dage om ugen, Kollegaerne i genbrugsbutikken er markant ældre end hende. Hun er den unge og fysisk stærke, der træder til, når der skal slæbes og bæres. Og hun er som regel at finde i kælderen, hvor hun sorterer tøj. Det var gennem datterens venindes bedstemor, at hun blev opfordret til at blive frivillig. Men der gik noget tid, inden hun tog mod til sig. „En dag gik jeg ned i butikken og spurgte, om de kunne bruge mig. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde derhjemme alene mere, alle mine venner var jo på arbejde. Her fik jeg lov til at yde noget igen. Og det var virkelig rart at have nogen at snakke med,“ siger Merete Lind med lettelse i stemmen, som om hun genoplever den dag, hvor hun satte fødderne i butikken som frivillig for første gang. Så lægger ansigtet sig i bedrøvede folder, og hun tager et lille mentalt tilløb, inden hun fortsætter: „Det var en stor sorg for mig at miste mit arbejdsliv. Det er mit held, at jeg er kommet her. At jeg samtidig kan bidrage med noget og rent faktisk også er med til at gøre en forskel for andre, når jeg står her i kælderen og sorterer tøj og snakker med de andre frivillige, det er en gave. Og meget vigtigt for mig.“ Der lyder et lille grynt fra hunden

14

var det nu, mente min datter. Og en dag kom hun hjem med Elisabeth til mig. Det er en stor glæde at have hende, gå ture sammen og bare have hende hos mig.“ Merete Lind har også fundet ud af, at Elisabeth er en god "samtale-starter", når de bevæger sig rundt i byen eller er på deres daglige ture i skoven. „En dag vil det nok ske, at jeg ikke kan huske, hvem jeg er, eller hvor jeg er, når jeg er ude at gå. Derfor griber jeg altid de muligheder, der er for at falde i snak med andre, når vi er ude. Jeg tænker, at jo flere, der kender mig og Elisabeth, jo flere vil kunne hjælpe mig den dag, jeg står og ikke kan finde hjem.“

Åbenheden gør det lettere Merete Lind svarer beredvilligt på de spørgsmål, hun bliver stillet. Enkelte gange taber hun tråden og glemmer, hvad det er, hun er blevet spurgt om. Så flakker blikket lidt, og hun væver lidt, inden hun siger: „Det glider væk fra mig. Nu glemte jeg, hvad du spurgte om.“

Nogle gange står hun nede i Netto, og så kan hun ikke huske, hvad hun skal. Hun kan heller ikke huske, at hun rent faktisk har en indkøbsliste i lommen. Andre dage bliver hendes datter irriteret over, at hun har glemt at støvsuge Elisabeths hundehår op fra gulvet i lejligheden. De fleste dage bliver Merete Lind bekymret for, at hun lægger for meget ansvar over på sine døtre. Eller at de påtager sig et for stort ansvar. Den ældste datter, Frederikke er 22 år og bor og studerer i København, men kommer ofte til Espergærde og ser til sin mor. „Min ældste datter synes for eksempel, at det er hende, der skal sørge for, at der er mad i køleskabet. Jeg siger til hende, at hun må huske at holde fri. Min største frygt er, at jeg kræver for meget af mine døtre, men samtidig så er det et faktum, at min fremtid kun vil blive ringere og ringere.“ Stemmen er igen blevet grødet, og øjnene bliver våde. Hun tager en dyb indånding og fortsætter med et stålfast blik: „Jeg tror, at det har gjort mit liv lettere, at jeg har besluttet at være åben omkring min sygdom. Jeg tror også, at det har gjort det lettere for min familie og venner. Jeg vil ikke være den, det er synd for. Det værste folk kan sige er, at det er synd for mig. Et godt netværk, mit arbejde her i butikken, en god ny base og nogle dejlige og handlekraftige døtre, det er det, der skal til for, at jeg kan få mit nye liv til fungere.“

Foto: Sille Arendt

”Det var en stor sorg for mig at miste mit arbejdsliv, da jeg fik Alzheimers sygdom. Det er mit held, at jeg er kommet her i genbrugsbutikken. Det er meget vigtigt for mig at have nogen at snakke med, og at jeg er med til at gøre en forskel for andre, når jeg står her i kælderen og sorterer tøj,” siger Merete Lind (th).

Elisabeth, der stadig sover trygt på tæppet bag ved sin ejermand, som om den også lige vil tilkendegive sin tilfredshed med, at den to gange om ugen får lov at tage sig en lang lur på gulvet i genbrugsbutikken. „Det var min ældste datter, der fandt på, at jeg skulle have en hund. Jeg er vokset op med hund og har altid gerne villet have hund, men det har ikke været muligt. Det


Foto: Foto: Kirstine Thye Skovhøj

tema: engagement

Lisbeth Thatt er tidligere forskningslaborant inden for hjerneforskning. Knud Thatt er uddannet litograf og har arbejdet som avistrykker og som rådgiver for trykkerier. Deres pensionisttilværelse bruger de bl.a. på Danmission Genbrug i Helsingør, som frivillige på Flynderupgård Museet i Espergærde og som tovholdere for Sundtoldsmarked i Helsingør. Foto: Kirstine Thye Skovhøj

Vi kan godt lide at starte noget nyt 69-årige Lisbeth og 70-årige Knud Thatt havde sådan set nok at se til i deres pensionisttilværelse. Men da Lisbeth Thatt blev spurgt, om hun ville være frivillig, greb hun alligevel muligheden. Hendes mand fulgte trop. Siden 2014 har de stået i spidsen for Danmission Genbrug i Helsingør. Hvorfor er I frivillige? Lisbeth: “Vi synes det var rigtig spændende, at butikken skulle flyttes til nye lokaler. Det ville vi gerne være med til. Vi kan godt lide at starte nyt op.” Knud: “Den eneste plan, vi havde, da vi blev pensionerede, var, at vi skulle bestemme over vores egen tid. Det var nok tilfældighedernes spil, at det lige blev Danmission, vi involverede os i, men nu har vi taget et ansvar på os, og det dropper vi ikke sådan lige igen.” Hvordan er I kommet med? Lisbeth: “Jeg kom ofte i den gamle genbrugsbutik for at købe stof til den systue, som jeg også leder på frivillig basis for Museet Skibsklarerergaarden i Helsingør. Og så blev jeg spurgt, om jeg ville være med.” Knud: “Jeg blev for alvor involveret, da butikken skulle flytte fra én adresse til en anden. Vi knoklede for at rydde den gamle butik og flytte ind i de nye lokaler. Og nu tager jeg

mig af den meget fysiske del med at holde styr på vores lager og stå for møblerne.” Hvad får I helt konkret ud af at være frivillige i Danmission? Lisbeth: “Det, der driver mig, er at få gruppen af frivillige til at fungere, og at butikken hele tiden fremstår pæn og ordentlig. Vi har fokus på at give kunderne en god oplevelse”. Knud: “Lisbeth og jeg arbejder godt sammen og har det godt socialt sammen med de andre frivillige i butikken. For os er det naturligt at arbejde frivilligt, det har vi gjort hele vores liv i forskellige sammenhænge”. Hvordan tror I, vi kan blive flere frivillige i Danmission? Lisbeth: ”Vi bruger mund til mund-metoden for at hverve nye frivillige. Det, tror vi, er det eneste, der virker. Når de nye frivillige så er her, så er det vigtigt, at de får en god introduktion til arbejdet. Vi giver dem mulighed for at afprøve forskellige arbejdsopgaver, så vi finder lige det, de er gode til og brænder for.”

15


Det er stemningen i butikken, der skal lokke flere frivillige til I Skanderborg er knap 30 frivillige engageret i en kæmpe genbrugsbutik, der sælger alt fra møbler over isenkram til bøger, legetøj, tøj og elektronik. De frivillige er stolte af det store salg, men allermest glade for den gode stemning blandt de frivillige. Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist „Mange af kunderne kommer hver uge. De ved, at der er nye varer i butikken hver tirsdag, så der altid er noget spændende at kigge på. Men de kommer lige så meget for at snakke og mærke stemningen i butikken. Og det er også stemningen, der kan lokke flere frivillige til - det er jeg sikker på.“ 66-årige Lena Sørensen slår ud med armene for at tydeliggøre sin pointe: Det er de frivillige - som der denne mandag er 10 af i Danmissions genbrugsbutik i Dagmar Centret i Skanderborg - der er den helt store gevinst ved butikken. Ikke blot fordi det er dem, der henter, sorterer, vasker, stryger, prismærker og stiller de mange varer op i den over 500 kvadratmeter store butik i to etager. Det er også dem, der skaber den særlige stemning, som får kunderne til at komme igen i butikken, som åbnede i april 2016.

Kaffe på kanden Lena Sørensen har været frivillig i butikken helt fra begyndelsen, da Danmission annoncerede efter folk, som ville være med til at bygge en ny genbrugsbutik op fra grunden i de store lokaler, hvor der tidligere lå et supermarked. Og hun hænger ved endnu – både som ét af fire medlemmer i ledelsesudvalget og som butikspasser. Hendes jævnaldrende veninde Judith Berdin, som har været med næsten lige så længe, nikker bekræftende. „Selvfølgelig er der kunder, som kommer her, fordi vi har gode ting til ret lave priser. Men rigtig mange kommer også for at få en snak. Vi har f.eks. stillet et bord og nogle stole frem ovre i bogafdelingen, hvor man kan sidde og få sig en kop kaffe, og rigtig mange kunder sætter pris på, at vi tager os tid til at tale med dem. Vi sidder ikke bare ude bagved og drikker kaffe med os selv,“ siger hun.

16

Denne mandag formiddag er de frivillige samlet for at sortere og prismærke nye varer, som dels er afleveret direkte til butikken, dels er hentet på Danmission Genbrugs store lager i Vejle. Nogle er i gang med at vaske glas, tallerkener og andet køkkengrej, andre sorterer og prismærker julepynt, og ovenpå dekorerer en af mændene et vindue med en juleudstilling. Lena Sørensen går op for at hjælpe ham med at skabe julestemning ved at stille nisser i massevis op på tre borde i den forreste del af butikken. Det kaldes øen og bruges til skiftende udstillinger med forskellige temaer, der er bestemt for et år ad gangen og skifter hver 14. dag. „Alting er meget struktureret og velorganiseret her, så man ved, hvad der forventes af én, og samtidig er strukturen flad, så alle har stor indflydelse. Det betyder rigtig meget,“ siger Judith Berdin.

Det vi kan hver især Et par andre frivillige nikker, og en af dem supplerer: „Jeg er kun med her, fordi jeg kan få lov at deltage uden at skulle binde mig til faste vagter, og nogle af de andre er med, fordi de godt kan lide at have faste vagter i butikken. Der er plads til mange måder at være frivillig på.“ Ole Nielsen, som er bestyrelsesformand og manden bag mange af de meget strukturerede tiltag i butiksdriften, fortæller: „Vi gør meget for at påskønne de frivillige for det, de hver især kommer med og kan bidrage med. Hvis der kommer én, som gerne vil have vagter om torsdagen, tager vi imod det med glæde, selv om vi måske mest mangler vagter om lørdagen. Vi skal holde fast i, at folk er her frivilligt og skal have tak for det, de kan hver især. Og heldigvis er


tema: engagement

Foto: Malene Fenger-Grøndahl

vi gode til at bakke hinanden op, så vi har endnu ikke måttet lukke butikken af mangel på frivillige.“ Han viser rundt i butikken, som er organiseret med afdelinger for dame- og herretøj, børnetøj, legetøj og bøger ovenpå og møbler, elektronik og køkkengrej nedenunder. Da han låser hovedindgangen op for at vise omgivelserne frem og udpege naboerne – en dyrehandel, en pizza- og shawarmabod, en vandpibecafe og en herrefrisør – kommer en far og hans teenagedatter ivrigt hen mod døren. „Vi har desværre ikke åbent i dag. Men I er velkomne i morgen eftermiddag,“ siger Ole Nielsen med et venligt smil og peger på skiltet med åbningstider, der kundgør, at butikken har åbent tirsdag, onsdag, torsdag og fredag fra kl. 13-17 og lørdag fra 10-13. „Vi kunne sagtens have åbent om formiddagen også. Men så skal vi være flere frivillige,“ siger han. De 28 frivillige, som for øjeblikket er aktive, lægger et stort arbejde i butikken. Mange kommer flere dage om ugen, og nogle bruger op til 15-20 timer ugentligt på at passe butik, gøre varer klar og holde møder for at planlægge og forberede nye tiltag.

„Vi er jo en ret ny butik, hvor vi stadig rokerer om for at finde den bedste måde at gøre tingene på. Det er noget af det, som gør det sjovt. Får man en ide, kan den som regel blive til virkelighed. Hvis vi kan blive enige,“ siger Lena Sørensen med et grin, og Eigil Landbo, der bl.a. afprøver og reparerer lamper og elektronik, griner tilbage. „Ja, jeg har jo argumenteret for, at vi skal flytte alle juletingene ned i kælderen i år, så vi kan lokke kunderne herned.“ Det er de så ikke helt enige om, men har fundet en løsning: De beholder mange af juletingene i kælderen, men ikke dem alle sammen. „Jeg tror, at vi kan gøre alt muligt forskelligt for at lokke kunderne hertil og for at få flere frivillige. Men det bedste lokkemiddel er stemningen mellem os frivillige. Den smitter af på kunderne. Og bliver vi ved at have det lige så godt med hinanden , vil nogle helt sikkert tænke ’det der vil jeg gerne være en del af’,“ siger Lena Sørensen. Judith Berdin nikker. „Ja, vi er rigtig stolte, når vi går hjem efter en dag med godt salg. Men vi er allermest stolte af stemningen.“

17


„Vi skal passe på ikke at blive indkroget i os selv,” siger domprovst Anne Reiter med henvisning til en Lutherformulering. “For så risikerer vi som kirke og som mennesker at blive blinde for andre – at blive selvfede.“

Anne Reiter har altid været travlt optaget af den hjemlige mission med babysalmesang, bikergudstjeneste og meget andet. Så hvorfor har hun, der nu er domprovst i Maribo, sagt ja til at bruge tid og kræfter på at være frivillig i Danmission? I dette interview fortæller hun om, hvordan det både gør hende til en bedre præst og beriger folkekirken at række ud til verden.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Når man spørger domprovsten på LollandFalster, hvorfor hun – der sikkert har meget i kalenderen – sagde ja til at opstille som frivillig i Danmissions bestyrelse, er der både et kort og et længere svar: „Fordi jeg blev spurgt. Fordi en af de allerede aktive så mig og spurgte mig,“ fortæller Anne Reiter. Og den pointe vender vi tilbage til. „Da jeg blev spurgt, mærkede jeg, at jeg trænger til at vende mig ud mod verden. Jeg har altid været optaget af den hjemlige mission blandt danskerne. Som præst har jeg været med til at indføre bikergudstjeneste og babysalmesang – natgudstjeneste og fællesspisning. Jeg er optaget af bøn, spiritualitet og kristen praksis, som kan åbne kirken, så folk lærer den at kende og oplever, at den giver mening. Nu vil jeg gerne bruge det,

18

jeg kan, til at nå længere ud i det kristne fællesskab.“ Hvad giver det dig og folkekirken at engagere sig i mission ude i verden? „Jeg tror, jeg bliver en bedre præst. I Danmark har vi svært ved at tale om tro, og når vi gør det, har vi en tendens til at tale meget indforstået om troen og om Gud. Ikke mange danskere kan få sig selv til at sige „jeg elsker Jesus“, men det falder kristne ude i verden meget nemmere. I mødet med andre kristne og med mennesker af anden tro får vi lært at sige tingene, så de forstås af andre end os selv. Det er berigende for folkekirken.“ 61-årige Anne Reiter har kun været domprovst i tre år og skal både klare administrative opgaver og holde gudstjenester i domkirken i Maribo.

Hvordan får du tid til nye initiativer og aktiviteter i menigheden? „I 1998 var jeg nogle måneder på kursus i USA, hvor jeg samtidig var frivillig i en lokal luthersk kirke. Kirken var utrolig levende med mange aktiviteter. Jeg spurgte undrende præsten: Hvordan kan du nå alt det? Han svarede: Det kan jeg heller ikke – men det skal jeg heller ikke. Jeg oplærer andre og giver det videre. Det var en øjenåbner for mig, der dengang var sognepræst på Djursland. Danske præster lærer at prædike, men vi lærer ikke, hvordan vi involverer, oplærer og styrker andre. Og det er så vigtigt for at skabe en levende menighed,“ siger provsten og vender så tilbage til, hvordan hun selv blev frivillig i Danmission, og hvordan vi kan blive flere. „Det handler om at se det enkelte menneske, som dukker op i kirken. Se, hvilke


tema: engagement

evner den enkelte har og så spørge, om de vil være med, ligesom jeg selv blev spurgt, om jeg ville være med i Danmissions arbejde. For så viser det sig, at mange siger ja, og at vi alle har noget at byde ind med: Nogle kan bage småkager, nogle kan ordne hjemmeside, nogle kan undervise, og andre kan noget helt fjerde eller femte.“ Da Anne Reiter begyndte som præst i Odense Domkirke, var der ingen frivillige, men 10 år efter var der omkring 100. I Maribo Domkirke er der i dag få, men meget flittige frivillige. Så provsten ser en opgave i at få flere med, at spørge flere. Og gerne i samarbejde med Danmission, som har en del tilbud til kirkerne herhjemme. Hvad engagerer folk? „En meget konkret opgave med et konkret mål og i en overskuelig periode.

F.eks. at samle 10.000 kroner til en kirkebil i Syrien. Det er sjovest, hvis man virkelig skal gøre en indsats, kan se en ende på det og når i mål. Så får man som frivillig oplevelsen af at gøre noget, som gavner andre. Det skaber meget mere engagement og fællesskab i menigheden end blot at putte lidt i kirkebøssen om søndagen. For som frivillig skal man også have følelsen af et godt fællesskab - man skal få noget glæde igen,“ siger hun og tilføjer efter en kort pause: „Det kunne være, vi skulle prøve det her i Maribo.“ Anne Reiter har noget på hjerte, og hun vil have noget fra hånden. Mens hun taler, udvikler en idé sig, som både involverer frivillige i kirken og Danmission Genbrug: „I kirken kunne vi sætte os som mål at indsamle særligt fine ting til Danmissions

Foto: Sille Arendt

FORDI JEG BLEV SPURGT genbrugsbutik i Nykøbing Falster. Det vil både engagere folk i kirken og skaffe ekstra indtjening til butikken. Og måske nogle får lyst til at blive frivillige i genbrugsbutikken. Jeg tror, det kunne blive sjovt,“ siger hun og tilføjer så, at det er allervigtigst, at de frivillige finder noget, de selv synes er sjovt og meningsfyldt. „Vi kunne få folk fra Danmission hertil for at fortælle om arbejdet ude i verden... eller måske endda få besøg af et menneske fra partnerkirken, som fortæller, hvordan vores hjælp nytter. Det er godt at møde andres livsvilkår og kirkevilkår. For som Paulus siger i Første Brev til Korintherne, så er vi hver især lemmer, som sammen udgør Kristi legeme – den globale kirke. Derfor nytter det ikke alene at forholde sig til sin hånd, når foden gør ondt.“

19


Det sidste, jeg vil, er at flygte 28-årige Anas Anjirini havde netop færdiggjort tre års studier på universitetet, da et missil ramte familiens hus i byen Aleppo i Syrien. 5 år senere ligger hans barndomshjem fortsat i ruiner, og hans forældre er afhængige af gode venner. Så hvad gør Anas?

20

Foto: Lise Frank

Frivillig i Syrien:


tema: engagement

Blå bog - Anas Anjirini zz 28 år zz Født og opvokset i Aleppo, Syrien zz Masterstuderende i „Strategic Citizenship„ i Beirut, Libanon zz Frivillig i Danmissions partnerorganisation FDCD, Forum for Development, Culture and Dialogue. zz Muslim

Af Lise Frank, journalist Jeg møder Anas Anjirini på 4. sal i en ejendom i Libanons hovedstad Beirut, små 400 km syd for hans syriske fødeby Aleppo. I ejendommen bor fortrinsvis almindelige libanesere, men på 4. sal finder man også organisationen Forum for Development, Culture and Dialogue’s (FDCD) kontor. Ved mødebordet blander duften af kardemomme fra den friskbryggede kaffe sig med lugten af varmt papir. En printer er på overarbejde i et af de tilstødende lokaler. Anas Anjirini har i tre år været en del af FDCD, som er en af Danmissions partnere med kontor i både Libanon og Syrien. Og som delvist frivillig, delvist lønnet projektmedarbejder, krydser Anas Anjirini landegrænserne op til flere gange om måneden. Han tager en masteruddannelse i statskundskab i Beirut, men familien og en lang række humanitære projekter binder ham til sit hjemland Syrien. Krigshærget ja. Men hans land.

Teater med krigen som kulisse Det var i Aleppo, han tog sin første uddannelse i socialt entreprenørskab, og det var i Aleppo, han for tre år siden blev inviteret med til en workshop om religiøs og kulturel mangfoldighed, som FDCD afholdt. Han blev grebet med det samme og stablede i forlængelse af workshoppen sit eget lokale initiativ på benene: En teaterforestilling – eller et „interaktivt teater„, som han kalder det. En lukket og forfalden teaterscene blev genåbnet, og 11 frivillige foruden ham selv gik på scenen. Ideen var så, at publikum til hver en tid kunne afbryde - eller med Anas’ ord "fryse" - den socialrealistiske forestilling og komme med spørgsmål og indvendinger. Teateret skulle altså sætte

gang i en debat om forholdene i Syrien. Alle fem aftener var teatersalen fyldt og over 10.000 syrere har siden set med på de sociale medier. „Det er den slags projekter og arbejde, jeg brænder for,“ siger Anas Anjirini og byder mig et stykke chokolade i lilla cellofan. En jævnaldrende frivillig på FDCD’s kontor tolker for ham i de tilfælde, hvor det er lettere at finde ordene på arabisk end på engelsk. „Min familie og jeg skal ikke være flygtninge. Det er det sidste, jeg vil. Engang vil jeg gerne rejse. Men ikke flygte. Også selvom jeg nok ville have mulighed for at få asyl i Tyrkiet eller i Danmark måske. Så nej. Syrien er mit land, og det er her, jeg vil lægge alle mine kræfter og min passion for civilsamfundet, for dialogen og alt det, der forebygger ekstremisme og vold.“ Hans levende og optimistisk spillende øjne får et mere sørgmodigt udtryk, da snakken falder på dagen, hvor en bombe ramte hans families hus. Han husker, hvordan bevæbnede folk kort efter eksplosionen trængte ind i huset og gennede familien – som mirakuløst var uskadt - ud. „I flere måneder efter var bydelen afspærret, og da vi endelig fik mulighed for at vende tilbage, fandt vi intet andet end støv. Vi mistede alt,“ fortæller Anas. Der er stille imellem os lidt. Så tager han selv ordet igen: „Men det lavpunkt blev samtidig min motivation for at engagere alle mine kræfter i genopbygningen af vores land.“

Børnecentre på hjul Et af de projekter, som fylder mest for Anas Anjirini i dag, er de fem

Danmission-støttede børnecentre. Mens tre har faste adresser i udsatte områder i Hmeira, Deir-Attieh og Saddad, er to af centrene i virkeligheden busser, der kan køre hen, hvor behovet efter militære angreb eller voldsomme gadekampe viser sig størst. Som FDCD’s koordinator for børnecentrene rejser Anas Anjirini fra center til center for at tjekke op på, at de omkring 100 frivillige medarbejdere har de bedst mulige forudsætninger for at kunne hjælpe de op mod 700 børn, der hver måned kommer til centrene. „Børnene er ofte dybt traumatiserede. Det er forfærdeligt at høre dem fortælle deres historier, men midt i al elendigheden er der heldigvis også håb at spore. Aktiviteterne og fællesskabet på centrene får på de bedste dage børnene til at glemme deres problemer, og indimellem leger de, som om krigen aldrig var kommet til Syrien,“ fortæller Anas Anjirini. Og det er de gode dage, der driver ham. For jo: Det frivillige arbejde tager meget tid fra hans studier i Libanon. Og jo: Det er ikke altid helt ufarligt at færdes i de områder af Damaskus, hvor centerbussen kan finde på at slå lejr. Men når Anas Anjirini alligevel sætter sit liv på spil, er det, som han siger, fordi hans forældre og yngre søskende stadig har til gode at få deres land og hverdag tilbage. Anas Anjirini har dags dato været involveret i etableringen af 21 frivillige projekter, der spænder vidt i emner - fra opbygningen af et populært nyhedssite med positive historier fra Aleppo til et kæmpe skraldeprojekt og flere kvinderettighedsinitiativer.

21


„De andre er meget søde til at sige til mig, at jeg skal tage den lidt med ro. Jeg har problemer med mine håndled og knæ, så jeg skal huske at sidde ned indimellem,“ fortæller 63-årige syriske Dalal Abdulla, der er i praktik i en af Danmissions genbrugsbutikker.

For 63-årige Dalal Abdulla fra Syrien er Danmission Genbrug på Øster Farimagsgade i København blevet indgangen til dansk sprog og kultur. Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist Syriske Dalal Abdulla er havnet i Danmark, nærmere betegnet i en 1-værelses lejlighed i Charlottenlund. På flugt fra et sønderbombet Damaskus. Men det er ikke så let at falde i snak med sine nye naboer. 63-årige Dalal Abdullah har været i Danmark i tre år. På grund af sin alder er hun ikke blevet sendt ud på arbejdsmarkedet, og derfor er det vigtigt, at hun finder en anden måde at få lært dansk sprog og kultur. Og det hjælper en praktikperiode i Danmission Genbrug på Øster Farimagsgade i København hende med. “Jeg har været her en måned. Jeg taler mere og mere dansk. Jeg hører også kunderne og kollegerne tale dansk,” siger Dalal Abdulla. Hendes sprog er tøvende, men hun tør, og hun hænger i, indtil hun er i mål med sit budskab. “Jeg arbejdede 23 år i Landbrugsministeriet i Damaskus. Min mand døde af en hjertesygdom for 14 år siden, så jeg har i mange år været vant til at klare mig selv. Jeg har en søn her i Danmark, en i USA,

22

to i Tyskland og i alt seks børnebørn. Min femte søn har jeg mistet, da han døde af hjertestop for 12 år siden,” fortæller hun, mens hun leder en anelse efter ordene. Hver tirsdag hjælper hun til i genbrugsbutikken. Målet er, at hun skal fra sorteringsrummet og ud i selve butikken for at stå bag disken og ekspedere kunder. Det fortæller Ingerlise Hansen, der er frivillig i genbrugsbutikken og ansvarlig for praktikperioden. “Det er Gladsaxe Kommune, der har kontaktet os, for de har et projekt, hvor de hjælper indvandrerkvinder ud i det danske samfund. Vi har selvfølgelig sagt ja. Det giver rigtig god mening, at vores lille genbrugsbutik er med til at formidle kultur og sprog. Dalal er en ressourcestærk og arbejdsom kvinde. Vi er meget glade for, at du er her,” siger Ingerlise Hansen og lægger armen kærligt om Dalal. Faktisk går det så godt, at Dalal Abdulla har besluttet at fortsætte som frivillig i butikken, når praktikperioden er ovre.

“Jeg vil gerne lære mere dansk, så jeg kan hjælpe andre kvinder som mig med at lære det danske sprog,” siger hun og fortæller, at hun snart har en eksamen på den sprogskole, hun er tilknyttet.

Muslim i en kristen genbrugsbutik Dalal Abdulla er muslim, det viser hendes påklædning tydeligt. Da hun bliver spurgt, hvordan det er at være muslim i en genbrugsbutik, der er en del af en kristen missionsorganisation, slår hun uforstående ud med armene. “Religion er ikke et problem for mig. Ja, jeg er muslim, men jeg har ingen problemer med at være i praktik her,” siger Dalal Abdulla og flytter en gul plasticpose, der er blevet indleveret med tøj. Nu er det hendes opgave at sortere og vurdere, hvilket tøj der skal prissættes og ud i butikken. “Det føles godt, at jeg også er med til at hjælpe andre ved at være her i butikken om det så er i Syrien eller Tanzania. Jeg kan lide alt ved at være her.”

Foto: Kirstine Thye Skovhøj

Genbrugsbutikken er genvej til det danske sprog


tema: engagement

JEG UDLEVER MIN GAMLE DRØM Anna-Maria Brandt, 74 år og tidl. administrativ leder. Frivillig i Danmission Genbrug i Helsingør Hvad får du ud af at være frivillig? „Jeg har altid drømt om at blive indretningsarkitekt, men det blev jeg aldrig. Jeg har arbejdet som administrativ leder det meste af mit liv, men i en alder af 74 år får jeg endelig udlevet min drøm. Tænk sig, jeg nåede det! Og jeg er vild med det. Jeg elsker den her forretning og vores sammenhold, og så tjener vi penge til et godt formål.“ Hvad giver det dig helt konkret? „Det har givet mig en ny interesse, for jeg har skullet sætte mig ind i, hvad forskellige ting er værd. Det har også gjort, at jeg ikke så tit flytter om derhjemme mere, for nu får jeg stillet min lyst her.“ Hvordan tror du, vi kan blive flere frivillige? „Jeg tror, den bedste måde er at spørge dem, der kommer i butikken. Jeg får en god snak med de fleste kunder, og så kan man godt spørge, om de ikke kunne tænke sig at prøve at være frivillig.“

DET ER GODT MED EN MANDEGRUPPE Eigil Landbo, 65 år, og tidl. militærmand. Frivillig i Danmission Genbrug i Skanderborg Hvordan tror du, vi kan blive flere frivillige i Danmission? „Bare jeg vidste det. Det kan nok hjælpe, at der både er mænd og kvinder med her i Skanderborg. Vi har en mandegruppe, som tager sig af de tunge ting med at hente møbler og køre varer fra lageret i Vejle. Og ellers tror jeg, det er vigtigt, at vi bliver ved med at prøve nye ting af. Og der er heldigvis plads til, at man kan komme med nye ideer.“

23


I Minglabar Myanmar har jeg kunnet forene mine erfaringer fra Danmissions arbejde ude i verden med erfaringer fra projektarbejde og formidling for børn og unge i FDF. Det har været helt fantastisk inspirerende at se unge i Myanmar og Danmark vokse i mødet med hinanden. Andreas Gammelgaard Damsbo, frivillig i Danmissions bestyrelse og i FDF.

MINGLABAR MYANMAR XX Minglabar er et 4-årigt internationalt projektsamarbejde mellem Danmission og vores partnerorganisation Shalom i Myanmar, FDF, KFUM og KFUK, Silkeborg Højskole og YMCA/YWCA i Myanmar. XX Minglabar arbejder for at styrke unges engagement i deres civilsamfund. XX Minglabar ønsker at oplyse den danske befolkning om de frivilliges vilkår og muligheder i Myanmar. I den sammenhæng er der trykt et aktivitetshæfte til fri afbenyttelse i kredse, klubber og på skoler. XX Minglabar samler ind til projektet kaldet Foundation for Change - Fundament for Forandring. 24


tema: engagement

Frivillighed

er stadig et nyt ord

i Myanmar

En gruppe unge fra Danmark og Myanmar har sammen rejst rundt i Danmark for at blive klogere på, hvad frivillighed i grunden udspringer af. På KFUM og KFUK's efterskolefestival fik de at se, hvad engagerede kræfter kan skabe uden at få løn for det. Af Lise Frank, journalist Uddannelse og job er vigtigt. Det ved alle unge. Og det uanset, om de er opvokset ved Vesterhavet eller i en storby i Myanmar. Men hvad med et frivilligt arbejde? Hvorfor prioritere det? Og for hvis skyld? For den gode samvittigheds skyld? For fællesskabet eller CV’et? Det var præcis den type spørgsmål, som en gruppe unge fra Danmark og Myanmar stillede sig selv og hinanden, da de tidligere på året tog på en uges rejse gennem det frivillige Danmark – fra Kirkens Korshær, Fairbar og Ungdommens Røde Kors, forbi et lederkursus i FDF og til KFUM og KFUK’s frivilligbårne festival for over 700 efterskoleelever.

En kulturel barriere I en lille sluttet rundkreds af stole på Horsens Byskole tager 22-årige Suyi Hnin fra Yangon i Myanmar en tænkepause og lader de danske efterskoleelever og hendes gruppefæller se spørgende ud lidt endnu. For hvilke forudsætninger har frivillighed i et land som Myanmar? Det er ikke verdens letteste spørgsmål: ”Frivillighed er stadig et nyt ord i mit land. Mange forældre i mit land er meget bekymrede for, hvad der kan ske os unge uden for hjemmet og er derfor overbeskyttende. Vi må ikke bare gå ud om aftenen, selvom det er for at lave frivilligt arbejde. Folk vil mistænke os for at drikke og ryge, og det vil være skamfuldt for vores familier,” siger Suyi Hnin alvorligt - men smiler så venligt. Først til efterskoleeleverne. Dernæst til sine venner i gruppen, der kalder sig Volunteer Footsteps - Frivillige Fodspor. Volunteer Footsteps' rejse rundt i Danmark og besøg på efterskolefestivallen er en del af et større internationalt projekt kaldet Minglabar Myanmar, der siden 2014 har sat danske og burmesiske unge i stævne, så de kan udveksle erfaringer med frivilligt arbejde, og - ligeså vigtigt - blive dygtigere til bl.a. ledertræning og formidling. Minglabar er et samarbejde mellem Danmission og vores

partnerorganisation Shalom i Myanmar, FDF, KFUM og KFUK, Silkeborg Højskole og YMCA/YWCA i Myanmar.

Dovenskab eller fremdriftsreform? I Volunteer Footsteps-gruppen, der tager del i en debatworkshop på efterskolefestivalen i Horsens, sidder også 14-årige Ane Kirstine Mølleskov. Hun drømmer om at blive biolog og vil målrettet direkte i gymnasiet efter 9. klasse. Men ikke desto mindre finder hun tid til at være aktiv i KFUM og KFUK - herunder at bruge sin påskeferie på turnéen med Volunteer Footsteps. Hvorfor? Svaret er egentlig meget enkelt: Fordi frivilligopgaven udfordrer hende på nogle helt andre områder end undervisningen i skolen. Som frivillig er rammerne mere frie, men ansvaret er ikke lettere. Tværtimod. Og den balance lader til at passe Ane Kirstine, der har farvet sit blonde hår lysegrønt. Hendes danske veninde i gruppen, 21-årige Matilde Baadsgaard, diskuterer et øjeblik med sig selv, hvorfor ikke alle danskere engagerer sig i frivilligt arbejde, når nu hun selv og flertallet af efterskoleleverne kun kan se fordelene. ”For os unge er fokus på uddannelse én grund. Men den bedste forklaring er nok bare dovenskab,” siger hun. Suyi Hnin og et par af de andre unge fra Myanmar griner lidt. Det er deres første besøg i Danmark. Matilde, der har været aktiv i FDF, siden hun var 11 år, kender derimod lidt til Myanmar, som hun har besøgt i forbindelse med Minglabar-projektet.

Stemmer fra Myanmar Minglabars indsats i Myanmar kaldes Foundation for Change - Fundament for Forandring. Visionen er, at de unge fra Myanmar bliver klædt på til at hjælpe med opbygningen af et civilsamfund efter demokratiske principper. fortsættes side 26...

25


HVAD VILLE VI – OG HVAD NÅEDE VI? Minglabar består af to projektdele: I Danmark har man arbejdet med indsamling, oplysning og engagement. I Myanmar har man arbejdet for at involvere flere unge som frivillige i flere projekter. Minglabar er blevet evalueret, og her er et par af målene og resultaterne:

DANMARK: XX

Indsamle 2 mio. kroner – halvdelen i FDF og halvdelen i KFUM og KFUK. Målet blev nået allerede i foråret 2018.

XX

Oplysningsmateriale til børn/unge. 10.000 opgavehæfter er uddelt. Og mindst 12 gange om året er projektets materiale blevet brugt ved arrangementer i hele landet.

XX

Oplysning ved større arrangementer. Minglabar var bl.a. med på Wonderful Days (KFUM og KFUK’s store festival for unge) og på FDF’s landslejr, men også eksterne steder som Ungdommens Folkemøde.

XX

Medieomtale – heraf 6 om året i eksterne medier. Det er lykkedes at komme i medierne i gennemsnit 8 gange om året plus egne platforme.

XX

Aktivere 2 efterskoler. Det lykkedes at få 2 efterskoler med på rejse til Myanmar og involvere yderligere 3 efterskoler samt nå mange flere unge på Efterskolefestival.

XX

At 100 danskere fra FDF og KFUM og KFUK rejste til Myanmar. Tallet endte på 218.

MYANMAR: XX

Hverve 40-80 unge frivillige om året. I alt har 1456 været frivillige eller deltagere i projektets frivillighus for unge.

XX

Uddanne unge frivillige. 40 frivilligkurser – heraf 13 med deltagelse af danske unge på besøg.

XX

Støtte 40 konkrete aktiviteter. Det endte på 86.

Nant Yoon Pyae Sone fra YWCA fortæller, hvordan gårsdagens besøg på KFUM og KFUK’s nonprofit café i Aarhus – Fairbar – gjorde indtryk på hende: ”En café drevet af frivillige, hvor alt overskuddet går til velgørenhedsprojekter: Det har vi ikke i Myanmar. Indtil videre har jeg kun været engageret i at bygge huse til ældre og undervist på frivillig basis,” siger hun. Til forskel fra Suyi Hnin, der er klædt i Adidas-bukser og på den måde blender ubemærket ind på gangene på Horsens Byskole, bærer Nant Yoon Pyae Sone en traditionel, stramt bundet slå-om-nederdel fra Myanmar. Hun er stolt af sit land og de demokratiske processer, der er i gang, og derfor vil hun gerne vise nederdelen frem på sin rejse rundt i Danmark.

Når alting spiller Debatworkshoppen, der samler unge fra Myanmar og danske efterskoleelever, er blot én af en lang række workshops under efterskolefestivalens tre dage. De 100 frivillige fra KFUM og KFUK har arrangeret alt fra oplysning om Palæstina-konflikten, over bagedyst til grafitti-udsmykning af en nedslidt bil.

26

Anders Værge, der har været tovholder på al logistik og praktik, gætter på, at han har brugt omkring 100 timer fordelt ud over det sidste halve år på at planlægge festivalen. Men timerne er det hele værd, når man f.eks. ser, at en gruppe elever slænger sig i sofaerne fra Danmission Genbrug i Herning eller bryder en personlig grænse ved at træde op på den store scene foran alle andre, fortæller han. Den store scene er på efterskolefestivalen indrettet i Horsens Byskoles store gymnastiksal. Lys og lyd, storskærme og rekvisitter på scenen ligner til forveksling det, man ville forvente at få til gengæld for en dyr billet på Roskilde Festival. Og da alle 700 efterskoleelever, Volunteer Footsteps-gruppen og de 100 frivillige KFUM og KFUK'ere samler sig her henunder eftermiddagen for at vise for hinanden, hvad de i workshopgrupperne har fået produceret eller debatteret, ja, så står stemningen uden tvivl også mål med stemningen på en enhver anden festival. Så hvorfor prioritere frivilligt arbejde? På KFUM og KFUK's efterskolefestival synes hverken de unge i Volunteer Footsteps eller efterskoleeleverne at være i tvivl. De behøver bare se sig om i den fyldte gymnastiksal.


Fodspor på jorden

Den sti, du træder, viser din vandring gennem livet. Men dine trin på jorden vil ophøre, og dine fødders spor viskes bort. Det er livets vilkår. Efter dig kommer nye generationer, og deres fodspor vil fylde stier, skove og strandbredder. Men selv når du ikke længere betræder jorden, kan du få lov at sætte synlige spor. Arven efter dig kan skabe nyt liv. Ved at betænke Danmission er du med til at træde en sti for fremtidens børn, mødre og fædre i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Danmission tilbyder gratis, uforpligtende rådgivning om arv og testamente

For yderligere information og vejledning kan du helt uforpligtende kontakte: Henning Bay Jensen Danmission Strandagervej 24 2900 Hellerup 39629911 27


Ny struktur i Danmission Af Michael Trinskjær, chef for Kommunikation & Engagement Danmission fik en ny demokratisk struktur på repræsentantskabsmødet i september. På mødet blev der vedtaget nye vedtægter og bestemmelser, der samler de hidtidige stiftsbestyrelser, genbrugsråd, landekredse, IKON og Danmission Unge i en samlet netværksstruktur med udgangspunkt i folkekirkens stifter. Målet med den nye struktur er at styrke det lokale samarbejde omkring Danmissions mange forskellige aktiviteter. Samtidig er det en forenkling af den demokratiske struktur, at alle medlemmer af repræsentantskabet skal vælges i stifterne. Den nye struktur skal nu virkeliggøres i de kommende måneder, og her er der brug for, at så mange medlemmer og støtter af Danmission som muligt bidrager med ideer og en frivillig indsats. Heldigvis har der allerede været hektisk mødeaktivitet i mange stifter, så alt tyder på stort engagement i at få den nye struktur til at fungere.

zzStiftsbestyrelsen skal sikre, at den lever op til de demokratiske forpligtelser i vedtægter og bestemmelser for Danmission. zzStiftsbestyrelsen skal fungere som bindeled mellem det lokale arbejde og den nationale koordinering i sekretariat, bestyrelse og repræsentantskab. zzStiftsbestyrelsen skal så vidt muligt søge at have overblik over Danmissions aktiviteter i stiftet samt at inspirere til nye aktiviteter. zzStiftsbestyrelsen skal søge at involvere så mange aktive frivillige som muligt i aktiviteterne samt at inspirere til at skaffe nye aktive frivillige.

De nye stiftsbestyrelsers opgaver

Netværksseminarer i stifterne

Et vigtigt skridt på vejen er, at Danmissions bestyrelse netop har godkendt et kommissorium for de nye stiftsbestyrelser. Her bringer vi et uddrag af dette kommissorium, som svarer på spørgsmålet: Hvad er stiftsbestyrelsens formelle opgave?

For at hjælpe den nye struktur godt på vej afholdes der et netværksseminar i hvert stift i løbet af januar/februar. Programmet vil indeholde oplæg fra Danmissions Globale Fortællere om arbejdet på Zanzibar og workshops, hvor man tager hul på diskussionerne om, hvordan man vil organisere aktiviteterne lokalt i stiftet. Netværksseminarerne er for alle medlemmer, støtter og frivillige i Danmission. Se i oversigten, hvornår seminaret finder sted i dit stift. Den opdaterede oversigt findes også på Danmissions hjemmeside. Alle seminarer finder sted kl. 17– 21. Deltagelse er gratis, og man betaler selv transport. Tilmelding til Inga Holsegård-Rasmussen på 41 999 301 eller ihr@danmission.dk.. Evt. spørgsmål rettes til frivilligkonsulent Tom B. Hansen på 41 999 330 eller tbh@danmission.dk

I de nye Bestemmelser for Danmission står følgende i §2.4 om stiftsbestyrelsernes opgave og formål: ”Stiftsbestyrelsen har til opgave at styrke Danmission i siftet samt at vælge medlemmer til repræsentantskabet. Stiftsbestyrelsen arrangerer stiftsårsmøde samt formøde til repræsentantskabsmødet.” For at leve op til dette formål opfordres stiftsbestyrelserne til at lægge vægt på fire primære opgaver:

Stiftsbestyrelsen bestemmer selv, hvordan den prioriterer og udfører disse opgaver ud fra lokale forhold, ønsker og muligheder. Opgaverne kan efter aftale udføres med inspiration og støtte fra Danmissions ansatte.

Mandag 14.januar: Roskilde Stift – Konventhuset Roskilde Domkirke, Domkirkestræde 10, Roskilde Torsdag 17.januar: Helsingør Stift – sted endnu ikke fastlagt Tirsdag 22.januar: Lolland-Falster Stift - Nordresalen, Stubbekøbingvej 105, Nykøbing F. Onsdag 23.januar: Viborg Stift - Søndermarkskirkens lokaler, Koldingvej 79, Viborg Torsdag 24.januar: Aalborg Stift – Vodskov Sognegård, Tidselbakken 2A, Vodskov Tirsdag 29. januar: Haderslev Stift - Konfirmandstuen ved præstegården i Engum, Engumvej 99, Vejle Onsdag 30.januar: Ribe Stift - Danmissions genbrugsbutik, Engdraget 2, Tarm Torsdag 31.januar: Aarhus Stift - Helligåndskirken, Torpevænget 1, Aarhus Mandag 18.februar: Fyens Stift – Thriges Plads 1, Odense Tirsdag 19.februar: Københavns Stift – Bestyrelsessalen, Strandagervej 24, Hellerup

28


Repræsentantskabsmøde 2018 "Sendte er vi alle her af Gud vi er jordens lys og salt gå, spred det overalt. Vis barmhjertighed, at leve er at være vej for andre, gå med fred" Med denne nyere salme lagde Danmission an til repræsentantskabsmøde 2018.

Fotos: Sille Arendt

Efter gudstjenesten i Vindinge Kirke fortsatte selve repræsentantskabsmødet med livlig debat om bestyrelsens årsberetning, regnskab og budget, som alt sammen blev godkendt. Der var tid til at drøfte Danmissions arbejde f.eks samarbejdet med kirker i Mellemøsten, engagement og frivillighed, fremtiden i Danmission Genbrug samt Konfirmand Aktion. Nyvalgt til Danmissions bestyrelse blev Anne Birgitte Reiter, der er domprovst og bosiddende i Maribo. Hun afløser Henrik Bundgaaard Nielsen, som valgte at træde ud. Både Mette Møbjerg Madsen og Flemming Christensen blev genvalgt. Jørgen Nørgaard Pedersen blev kåret som Årets Ildsjæl i Danmission. Sammen med en stor gruppe af frivillige har han stået i spidsen for at samle fotos fra 200 års missionshistorie i et stort online fotoarkiv. „Med ildhu, vedholdenhed og udholdenhed har dette års ildsjæl med stor hjælp fra flere end 120 frivillige – der tæller historikere, datateknikkere, fotoeksperter, missionærer, missionærbørn, bibliotekarer, boghandlerekspedienter, en inder og en kineser – hevet et kæmpestort stykke af dansk og international missionshistorie ud af de støvede kasser på Danmissions loft og ind i den digitale tidsalder,“ sagde Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller i begrundelsestalen. Det var en bevæget Jørgen Nørgaard Pedersen, der modtog prisen: „Ildsjæle, det har vi været hele tiden. Det har været et bøvl engang imellem! Men vi har fået et flot resultat. Tak til alle dem, der har været med – tak til alle Danmissions venner. Det har været en glæde og en velsignelse igennem alle disse år.“ 29


JEG DRØMTE OM AT BLIVE MISSIONÆR Randi Holmgaard Hundebøll, tidl. socialrådgiver. Formand for Ydre Missions basar i Esbjerg og med i Danmissions repræsentantskab. Hvorfor er du frivillig? „Jeg er vokset op med Den Tredje Verden tæt på. Min mor var aktiv i Sudanmissionen, og min farbror, Frode Leth Larsen, var missionær i Japan. Som barn smurte jeg mig ind i skosværte og drømte om at blive missionær i Afrika. Men sådan blev det ikke lige. I stedet involverede jeg mig i internationalt arbejde. Det gav og giver mening for mig.“ Hvordan tror du, at vi kan få flere frivillige i Danmission? „Som formand for basaren har jeg spurgt en flok kvinder, om de kunne tænke sig at være med – bl.a. nogle fra mit keramikværksted. De fleste har et kirkeligt tilhørsforhold, men det er ikke sådan, at de nødvendigvis har kendskab til Ydre Mission eller Danmission. Men man kan og skal bare spørge. Jeg spurgte også i kirkens strikkeklub og i ældrecentrets gåturs-fællesskab. Jeg har ikke fået ét eneste nej.“

Jeg ville ikke gå i tomgang Ole Nielsen, 70 år og tidl. økonomichef. Frivillig i Danmission Genbrug i Skanderborg Hvorfor er du frivillig? „Da jeg gik på pension som 63-årig, havde jeg brug for noget at lave, så jeg ikke gik i tomgang derhjemme. Jeg havde lyst til at lave noget helt andet end det, jeg har arbejdet med. Så jeg besluttede at finde noget frivilligt arbejde, hvor jeg ikke skulle sidde og trille med tal.“ Hvordan er du kommet med? „Jeg så en annonce i lokalavisen for et informationsmøde og mødte op, selv om jeg ikke kendte noget særligt til Danmission. Vi var kun tre til mødet, men vi blev alle tre frivillige og hænger ved endnu. Jeg er nærmest med i det hele hernede og bruger nok 15-20 timer om ugen. Min kone er til gengæld aktiv i ÆldreSagen. Det her er noget, jeg har for mig selv.“ Hvad får du helt konkret ud af at være frivillig i Danmission? „Jeg har boet lidt uden for Skanderborg det meste af mit liv og har ikke rigtig kendt folk i byen. Nu kender jeg nærmest gud og hvermand. Samtidig kan jeg bruge min erfaring med personaleledelse, når der opstår bøvl, som der jo uundgåeligt gør indimellem.“

30


Køb en engel - hjælp et barn

Brug rabatkoden

engel2018 og få 10% i rabat på alt, hvad du køber på www.danmission.dk/engle indtil 16. december

Mange af os holder af at pynte op til jul med engle – disse smukke julens budbringere. I Danmissions webshop kan du købe Årets Engel 2018 lige til at hænge på juletræet, i vinduet eller på dit yndlingssted i hjemmet. Mangler du en idé til mandelgaven eller værtindegaven, så er Årets Engel også en sød lille ting. Englen i børstet stål er designet af Josephine Blay til fordel for Danmissions arbejde. Når du køber Årets Engel støtter du fattige og udsatte børn med 100 kr.

129,99,-

Psst. Vi har mange

149,-

andre smukke engle - håndlavede i Madagaskar, Tanzania og Bangladesh af nogle af de mennesker, som vi giver en håndsrækning.

Svar på quiz på side 9: A: 3 B: 2 C: 1

31

D: 3 (Nordjylland 44 %, Midtjylland 40 %, Sønderjylland/Fyn 40 % og Sjælland/ øerne 37 %) E: (unge 41 %, ældre 43 % og dem midt imellem 37-40 %)

31


Dejligt,

at du spørger Har du tænkt på at spørge din ven eller din nabo, om de også har lyst til at være med i fællesskabet som frivillig i Danmission? De fleste bliver glade for at blive spurgt. Og måske har de lyst til at hygge sig, have noget at rive i og gøre gavn for andre.

600-0398

32

600-0398


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.