4 minute read

Genbrugsbutikker dropper plastikposer

Nyt initiativ for at gøre Danmissions 70 genbrugsbutikker plastikposefri er blevet godt modtaget af både kunder og frivillige.

Af Kirstine Thye Skovhøj, freelancejournalist

Under sloganet "Plastik sviner – genbrug posen" lancerede Danmission Genbrug 1. oktober en ny miljøindsats, der skal gøre vores butikker helt plastikpose-fri. Kunderne opfordres til at købe en hjemmesyet mulepose, som frivillige syr af genbrugsstof, eller medbringe deres egen pose eller indkøbsnet til at bære deres varer hjem i.

I hele landet har både kunder og frivillige taget godt imod den nye miljøvenlige indsats. Det fortæller Jannie Zillig, der er leder af Danmission Genbrug og Salg.

„Vi er rigtig stolte af, at vi er den første af genbrugsbutikskæderne, der har sat sådant et tiltag i søen. Ideen har nu spredt sig til Blå Kors, der har varslet et lignende initiativ først i det nye år. Der har været rigtig stor opbakning fra både frivillige og kunder, vi kan mærke, at alle er opsatte på at gøre en indsats for vores fælles klode“.

Stor lyst til at passe på miljøet

Hos genbrugsbutikken på Hovedgaden i Brabrand var de straks med på ideen om at blive plastikposefri, da den blev præsenteret for Danmissions frivillige butiksledere på et lederseminar i februar. Kort efter kom corona-krisen væltende, og nedlukningsperioden blev udnyttet til at få syet muleposer.

I butikken i Brabrand er der nu solgt godt 300 muleposer, som én af butikkens frivillige, Lisbeth Christensen, syr af duge, linned og andet stof-materiale fra butikken. Lige nu er der sat gang i en særlig julepose-produktion, som sys af juleduge, der alligevel ikke kan sælges, fordi de har pletter. „Det er rigtigt fint, at vi på den måde får genbrugt dét, vi alligevel ikke kan sælge,“ siger Bodil Mejer, der er næstformand i butikkens bestyrelse og som har været med som frivillig i omkring 15 år.

I butikken oplever de stor opbakning fra deres kunder til at droppe plastikposerne helt: „Kunderne har taget rigtig godt imod det og vil gerne købe muleposerne. De har været meget begejstrede. Der er ingen tvivl om, at det er sivet ind hos mange - og især hos de unge - at vi sammen skal passe på miljøet. Vores kunder er meget begejstrede og indstillede på, at vi ikke mere bruger plastikposer,“ siger hun og uddyber: „Kommer der kunder ind, der lige skal have lidt information og oplyses om, at vi gør det her for miljøets skyld, så er vi selvfølgelig klar til at forklare dem det“.

En stor del af Danmissions genbrugsbutikker tilbyder kunderne salg af hjemmesyede muleposer. På landsplan er der solgt flere end 2000 muleposer siden foråret.

Læs meget mere om vores fælles indsats for at blive helt plastikpose-fri på www.danmission.dk/plastiksviner.

Vil du sy for en god sag?

Hvis du har symaskinen, så sørger vi for stoffet. Du bestemmer hvor, hvornår og hvor meget du vil sy. Din frivillige sy-indsats gør, at vi kan tilbyde vores kunder et bæredygtigt alternativ til plastikposen.

Muleposerne sælges i vores butikker for ml. Kr. 15-50 alt efter design og stof.

Tag kontakt til servicekoordinator Jette Harvig på: jhj@danmission.dk eller telefon 41 999 328 - eller meld dig til på www.danmission.dk/genbrug/frivillig

Lise syr for

en god sag

Det er frivillige mulepose-syersker, der sørger for, at kunderne i Danmissions genbrugsbutikker kan tilbydes et bæredygtigt alternativ til plastikposen.

Af Kirstine Thye Skovhøj, freelancejournalist

Symaskinen summer lystigt over stok og sten i Lise Andersens stue på Østerbro i København. Siden august har hun syet knap 200 muleposer af bl.a. stofrester, tøj og sengetæpper. Stofposerne er en vigtig del af Danmissions nye kampagne for at mindske plastikposeforbruget i vores 70 genbrugsbutikker landet over. „Jeg har altid godt kunne lide håndarbejde og at sy, så det at kunne sidde her hjemme i min egen stue i de her corona-tider og sy for en god sag, gør, at jeg føler, at jeg stadig kan bidrage med noget. Det sætter jeg stor pris på,“ siger 72-årige Lise Andersen.

Gennem 22 år har hun desuden været engageret i sommercafeen i Helligåndskirken i København, men fysikken rækker ikke længere til at være på benene og sælge velgørende kaffe og kage, så derfor tog hun med glæde imod opfordringen om at sy muleposer. „Der er mange, der har en symaskine stående i skabet, som de sjældent bruger. Det her er en rigtig god anledning til at hive den frem. Man skal absolut ikke være professionel for at sy muleposer, og stoffet kan man få fra genbrugsbutikkerne,“ siger Lise Andersen og uddyber: „Det er rart at kunne være med til både at gøre noget godt for Danmissions arbejde ude i verden og samtidig gøre noget godt for vores miljø og være med til at sørge for, at vi bruger mindre plastik og mere genbrug“.