15 minute read

Den fleretniske, almindelige kirke

Af Laura Bjørg Serup Petersen

I denne artikel præsenterer ph.d.-studerende Laura Bjørg Serup Petersen på baggrund af sin empiriske forskning en overordnet karakteristik af praksisser, når danskere og migranter mødes i folkekirken, for dernæst at fokusere på ét forhold, som hyppigt udfoldes i hendes feltarbejde: Kirken som en på samme tid eksplicit religiøs og almen socialitetsunderstøttende størrelse, der udfoldes i møder mellem kristne og ikke-kristne, danskere og ikke-danskere, religion og stat.

Advertisement

Praksisser under statistikkens radar

I 2018 gav Danmarks Statistik for første gang indsigt i forholdet mellem danske borgeres etniske herkomst og medlemskabsstatus i folkekirken. Statistikken viste, at mens mere end 85 % af borgere af etnisk dansk oprindelse er medlemmer, er forholdet omvendt blandt indvandrere og efterkommere: 15,9 % af vestlige indvandrere og 24,5 % af disses efterkommere er medlemmer. Blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er tallet endnu lavere, under 3 % (Danmarks Statistik 2018).1

Den markante forskel affødte en debat om folkekirkens aktualitet som folkets kirke under demografiske forandringer, og kirken blev blandt andet kritiseret for at være en ”klub for gammeldanskere” (Krak 2018). Statistikken kunne tyde på, at folkekirken i det store og hele ikke appellerer til migranter.2

Vender man blikket fra medlemstal til praksisser, viser der sig dog en underskov af interaktioner mellem migranter og danskere i folkekirken. Disse praksisser udspiller sig i møder mellem i langt de fleste tilfælde danske folkekirkemedlemmer og migranter, som ikke er medlemmer. Derfor går de under statistikkens radar. Men hvorfor og hvordan er migranter del af folkekirkers praksisser, hvis ikke som medlemmer? Denne artikel præsenterer indsigter fra sådanne interaktioner baseret på kortlægning af og feltarbejde i udvalgte folkekirker 2017-2020.3

Det teoretiske udgangspunkt for artiklen er en forståelse af kirken som social størrelse udgjort af praksisser.4 Med praksisser menes sammenhænge af handlinger, der er genkendelige for

mennesker, fordi de udføres på baggrund af socialt overleverede normer og er rettet mod bestemte formål. Praksisser er samtidigt altid under udvikling i interaktion med materiel og social kontekst5. I en kirke kunne nogle praksisser for eksempel være salmesang og nadvergang såvel som kaffebrygning og det at hilse på hinanden. Kirke forstået som udgjort af praksisser er ikke blot en medlemsorganisation, en bygning med en adresse eller et teologisk ideal. Kirke er også noget, som udfoldes, udfordres og udvikles i og udenfor kirkerummet, i møder mellem medlemmer og ikke-medlemmer, i et sammensurium af praksisser og forhandlinger af disses normer og mål.

Myriader af møder

Interaktioner mellem migranter og danskere i folkekirken er ofte motiveret af det lokale sogns demografiske sammensætning. Der bor mennesker, der er kommet til Danmark for at arbejde eller på flugt, eller der ligger måske et asylcenter i nærheden, der huser flygtninge, som venter på at få afgjort deres sag. Nogle kirker har været mødesteder for danskere og migranter siden flygtninge og gæstearbejdere kom til Danmark i 70’erne, andre er for nyligt blevet engageret, særligt siden den nyere europæiske flygtningesituation, der begyndte i 2015. Nogle migranter er kristne af forskellige konfessionelle baggrunde, andre er af anden religiøs overbevisning, især Islam. Igen andre er ikke religiøse. Nogle gange opsøger folkekirkemedlemmer migranter i sognet, andre gange opsøger migranter kirken. Mange danskere, som er involveret i feltet, har international erfaring fra anden sammenhæng, for eksempel som missionærer, andre er nysgerrige og nye.

Mange kirker annoncerer med ”internationale” eller ”tværkulturelle” målgruppespecifikke aktiviteter i kirkeblade og på hjemmesider. Sprogcaféer, sociale caféer, kristendomsundervisning, måltidsfællesskaber, bibelstudiegrupper, gudstjenester med oversættelse, venskabsfamilier og internationale gudstjenester er hyppigt forekommende, men også lejrture, mødregrupper, cykelværksteder, religionsdialogarrangementer, lektiecafeer og kvinde-/ mandeklubber finder sted. Andre møder mellem migranter og danskere foregår i aktiviteter, som ikke er direkte målrettet migranter: julehjælp, praktikantordninger, deltagelse i byfester, sjælesorg, kirkelige handlinger, legestuer, minikonfirmander, menighedspleje, civilregistrering på kirkekontoret.

I disse myriader af møder mellem migranter og danskere praktiseres kirke på meget forskellig vis. Nogle overordne-

de praksisformer er måltider, undervisning, gudstjeneste og tilbud om hjælp i forskellige henseender. Nogle praksisser tager udgangspunkt i et jævnbyrdigt forhold mellem alle deltagere, andre i et giver/modtager-forhold, som ofte følger etniske skel. Nogle praksisser drejer sig om kulturel udveksling, andre om tilegnelse af danske normer, herunder sprog. Nogle praksisser indeholder eksplicit religiøse elementer, andre er mere alment sociale.

Religiøse og sociale praksisser

En kategorisering mellem religiøs og social er selvfølgelig idealtypisk, og i realiteten fletter religiøse og alment sociale praksisser sig ind i hinanden. Når jeg alligevel fastholder denne sondring, er det med formodningen om, at et analytisk fokus på forhandlinger af, hvorvidt og hvordan kirken forstås og praktiseres som religiøst sted, kan være medvirkende til at belyse spørgsmålet om, hvordan migranter er del af kirkepraksisser, hvis ikke som medlemmer endsige lutherske eller kristne overhovedet. Desuden kan en analytisk sondring mellem religiøs og social praksis forhåbentligt bidrage til en bredere teologisk diskussion af kirken som et religiøst sted og til en generel debat om folkekirken: Hvilket folk og hvordan kirke?

I nærværende case foregår eksplicit religiøse praksisser for eksempel i gudstjenester og bibelstudier. Religiøse praksisser involverer ofte Bibler eller symbolske artefakter, udspiller sig ofte i kirkerummet, involverer foruden menighedsmedlemmer ordinerede præster eller frivillige undervisere og samarbejder med andre kirker og kirkelige organisationer. Alment sociale praksisser er for eksempel caféer, menighedsplejeaktiviteter og måltidsfællesskaber. Sociale praksisser udspiller sig ofte uden for kirkerummet, involverer foruden menighedsmedlemmer ofte kirke- og kulturmedarbejdere og samarbejder med civilsamfundsorganisationer og kommunale partnere.

I det følgende undersøger jeg fire måder, hvorpå kirken praktiseres, opfattes og forhandles som henholdsvis religiøst og alment socialt sted i adskillelse og sammenblanding i mit empiriske materiale fra kortlægning og feltarbejde.

Adskillelse og sammenblanding

Mange migranter deltager i sprogcaféer og spisesamvær på linje med lignende aktiviteter i boligsocialt eller civilsamfundsregi. En stor gruppe afrikanske kvinder mødes for eksempel i sprogcafé i en midtjysk kirke mandag og i beboerhusets café onsdag. I sprogcafeen foregår praksisser uden eksplicit religiøst indhold bortset fra det, at rummet er kirkens. I andre tilfælde er sociale aktiviteter præget af religiøs praksis,

for eksempel i form af en andagt eller et bordvers.

Jeg har i feltstudier oplevet forskellige reaktioner på, når religiøse praksisser flettes ind i alment sociale praksisser. Da en caféaften i en folkekirke afrundes med en andagt, bliver der højlydt hvisken blandt nogle koptiske migranter. De rejser sig og forlader rummet. En af dem fortæller senere, at der er uenighed i deres migrantmenighed om, hvorvidt de kan deltage i folkekirkens religiøse praksis eller ej – men at det er okay at deltage i sociale arrangementer. Andagten til caféaften bliver derfor problematisk, fordi det er en religiøs praksis i det sociale arrangement.

Andre gange er skiftet fra social til eksplicit religiøs praksis overraskende lidt problematisk. For eksempel når tørklædeklædte kvinder sidder i plastikhavestole og vugger med til børne-salmer, da cafételtet på en markedsdag pludselig danner rammen for en gudstjeneste, og præsten dukker op i fuldt ornat. Nogle gange oplever jeg også, at religiøse praksisser i kirkerummet går på tværs af religiøs overbevisning: Når børn af forældre af anden religiøs overbevisning deltager i minikonfirmand- og juleafslutninger, eller da børn af en muslimsk kvinde sætter sig på forreste kirkebænk i en Halloween-børnegudstjeneste og spejler præstens gestik: folder hænder og breder armene ud som velsignelse.

Det gode naboskab som mål eller middel

I mine feltstudier møder jeg ofte folkekirkemedlemmer, der udtrykker den holdning, at kirken bør være en god nabo for nye borgere i sognet og i landet og derfor er forpligtet til at hjælpe migranter til at blive del af samfundet ved at understøtte dem materielt, sprogligt og relationelt – uagtet religiøst tilhørsforhold. Med andre ord, at kirken har et socialt ansvar for nytilkomne. Hvorvidt denne rolle ses som et mål i sig selv eller et middel for en religiøs agenda, er dog forskelligt.

Nogle folkekirkemedlemmer betragter møder med migranter som en særlig anledning for kirken til at understrege eller måske ligefrem reaktualisere sin rolle som diakonal samfundsaktør. Ikke mindst i lyset af, at det politiske klima i Danmark opfattes som i stigende grad fjendtligt overfor migranter såvel i retorik som udmøntet i politiske beslutninger. Nogle folkekirkemedlemmer anser kirken som samfundsaktør på linje med andre organisatoriske platforme for filantropi og finder det vigtigt, at praksisser er religiøst neutrale som forudsætning for rummelighed. I det perspektiv fremstår kirkens sociale ansvar som et mål i sig selv.

Mange folkekirkemedlemmer beskriver kirkens sociale ansvar som noget andet og mere end almen filantropi, nemlig som udtryk for kristen næstekærlighed. Nogle beskriver, hvordan alment sociale praksisser forstået som kristen næstekærlighed udover at have effekt i sig selv også fungerer som middel for noget andet: nemlig at vise ikke-kristne medborgere hen til kirken som et sted, der konkretiserer kristendommen ved at være et særligt godt og rummeligt fællesskab, med håbet om, at dette møde i sidste ende vil føre til konvertering – ”og så er det op til Helligånden at gøre det sidste stykke af arbejdet,” som en dansk cafédeltager udtaler med et glimt i øjet.

Det danske, kristne samfund

Såvel kristne som ikke-kristne migranter udtrykker i mange tilfælde forståelse for sammenhængen mellem kirkens sociale praksisser og dens religiøse identitet. Jeg møder meget ofte en tillid til kirken som en institution, hvorfra man forventer sig noget godt – for eksempel hjælp i nød. Mange migranter har tidligere stiftet bekendtskab med kirker, der har stået for vigtige sociale indsatser enten i deres hjemland eller i lande, de har besøgt under flugten derfra – for eksempel nødherberger, sygehuse og skoler. Derfor opsøger de også kirken i Danmark for at få hjælp til at klare den nye situation i et nyt land sprogligt, økonomisk og socialt.

Mange migranter beskriver, at kirken er et godt sted at være, fordi ”de er gode mennesker her. De inviterer os, de hjælper os, de lærer os dansk,” som en kvinde i en sprogcafé udtrykker det. Jeg møder migranter, som er konverteret til kristendommen i mødet med folkekirken som et sted med en særlig social kvalitet. Nogle ser endda denne sociale kvalitet afspejlet i Danmark som land – ikke mindst i sammenligning med det land, de kommer fra: At de anser dansk samfund, demokrati og frihedsidealer som udtryk for, at Danmark er et kristent land, og derfor ønsker at konvertere til kristendom. For eksempel møder jeg af og til ideen om, at kvindelige præster er et tegn på, at kirken afspejler og repræsenterer frihedsidealer, som er i det danske samfund.

Omvendt møder jeg også migranter, som skuffes i deres forventning til kirken som et sted med en særlig social, etisk kvalitet. En flygtning udtaler, at ”hver søndag fortæller præsten os, at Biblen siger, at der ikke er forskel på mennesker. Desværre kan jeg ikke mærke det i denne kirke: Der er forskel, og vi holder ikke sammen.” Jeg hører også i flere tilfælde migranter med kristen baggrund udtrykke, at kvindelige præster og præsters dekadente livs-

førelse med rygning, skilsmisser og alkohol er tegn på, at der er noget i vejen med folkekirken. Tilsvarende også om muslimers tilstedeværelse i kirken: ”Jeg forstår ikke, hvorfor de også må være her,” udtrykker en mellemøstlig kristen kvinde, ”det er jo en kirke.”

Ligeledes associeres skuffelse over den danske stats fjendtlighed over for migranter i nogle tilfælde med folkekirken. Her ses kirken ikke blot som et religiøst sted, men også i kraft af dens majoritetskulturelle særstatus dels som repræsentativ for den danske stat, dels som havende et særligt ansvar for minoriteter. For eksempel når muslimske dialogpartnere opfodrer til ”at I som statsreligion godt kunne tage del i kampen for vi andres ret til at praktisere vores religion.”

Eller da en julehjælpsmodtager fra Mellemøsten i slutningen af 2018, kort efter at regeringen varslede sænkning af integrationsydelsen, frustreret siger til en medarbejder i en folkekirke: ”Jeg har sendt mine børn i dansk skole, de tager uddannelser, vi er gode borgere – hvad mere vil I have?”

”Her må man ikke missionere”

Opfattelser af forholdet mellem kirkens sociale og religiøse praksisser udtrykkes også hos ikke-kirkelige samarbejdspartnere. Sekulære samfundsaktører er i mange tilfælde villige til at indgå i samarbejder med kirker om integrationstiltag. Kommunale medarbejdere henviser migranter til kirkers sprogcaféer, spisefællesskaber og venskabsfamilier. Lokale kirker indgår i boligsociale indsatser. Civilsamfundsorganisationer mødes med kirker i planlægningen af lokale festivaler og samråd. Hos forskellige sekulære samarbejdspartnere hører jeg ofte, hvordan kirkers sociale arbejde bliver anerkendt som ressource til at forbinde mennesker med migrantbaggrund til samfundet. Hvad kirkers religiøse praksis angår, er forholdet dog mere ambivalent.

I flere tilfælde møder jeg skepsis overfor, hvorvidt kirken har en skjult agenda med de sociale praksisser. Her understreges det, at kirken er velkommen til at være med i for eksempel arbejdet omkring et asylcenter eller i et boligsocialt fælleshus, såfremt de ikke forkynder. Dette sker ud fra en tanke om at ville signalere åbenhed overfor mennesker af forskellig religiøs overbevisning, at tro er en privat sag og at ligestille kirken med andre trossamfund. ”Hvis kirken vil lave søndagsskole her, skal vi så også sige ja til Jehovas Vidner eller koranskoler, eller hvad har vi?” spørger en boligsocialmedarbejder retorisk og konstaterer, at ”vi vil være en neutral grund. Her må man ikke missionere.” Religiøs praksis opfattes ofte

som noget, der er omgærdet af konflikt og chikane, og som bedst håndteres ved at holdes ude.

I andre tilfælde møder jeg dog også anerkendelse af, at migranters religiøsitet må tages alvorlig – og at dette ikke kan eller bør håndteres af kommunen eller på asylcentret. Derfor forekommer det, at de viser nyankomne migranter hen til den lokale moské eller kirke, fordi de efterspørger et sted at praktisere deres religion. Eller at præster og imamer inviteres med om bordet sammen med kommunale aktører, når lokale problematikker skal løses.

Den fleretniske, almindelige kirke

Denne artikel tegner et flertydigt billede af folkekirken som bestående af eksplicit religiøse og alment sociale praksisser. I nogle tilfælde er kirkens sociale aktiviteter afkoblet eksplicit religiøse konnotationer – i andre er praksisser blandede. I nogle tilfælde forstås sociale praksisser som mål i sig selv – i andre som et middel for mulig omvendelse, eller et ansvar i kraft af kirkens religiøse karakter og majoritetsstatus. I nogle tilfælde opfattes kirken som et sted, der rummer mennesker uagtet religiøs observans – i andre som et eksklusivt religiøst fællesskab. Forskellige opfattelser af forholdet mellem det religiøse og det sociale eksisterer side om side og går på tværs af kategoriseringer mellem migranter/danskere, kristne/ ikke-kristne, medlemmer/ikke-medlemmer, indenfor/udenfor kirken. Møder mellem migranter og danskere i folkekirken er interkonfessionelle, internationale, interreligiøse og interorganisatoriske møder. Samtidigt er det møder mellem mennesker, der har forskellige forudsætninger for og perspektiver på at være del af de praksisser, som udspiller sig inden for en given folkekirkes ramme.

At kategorisere en kirkes praksisser som enten eksplicit religiøse eller alment sociale virker måske omsonst. Bibelen, kirkehistorien og kristne dogmer bevidner jo, hvordan kirker er begge dele på samme tid: fællesskaber, hvor mennesker deler liv og tro og er rettet mod verden i forkyndelse og tjeneste. Dette understreges også i folkekirkens organisation som på samme tid statslig institution og religiøst fællesskab. Det er altså ikke noget nyt, at religiøse og sociale praksisser står i et samtidigt forhold i kirken. Det er egentlig heller ikke noget nyt, at mennesker inden for den ramme, som kaldes kirken, har forskellige forståelser af, hvad kirke er, hvordan kirke praktiseres, og hvad kirkens rolle i det omgivende samfund er. Således er den fleretniske folkekirke ikke forskellig fra den almindelige kirke eller folkekirke. Alligevel håber jeg, at denne

artikels analytiske sondring mellem religiøse og sociale praksisser har synliggjort, hvordan forståelser af, hvad kirke er, i mange tilfælde forhandles netop ud fra denne skelnen. Ikke mindst når praksisserne opstår og forhandles mellem mennesker, som er vant til at være i en given folkekirkes praksisfællesskab, og nytilkomne.

Et feltarbejdsbaseret studie tilstræber nuancerigdom frem for entydige svar. Derfor bliver resultater ofte ”på den ene – og på den anden side,” hvad denne artikel demonstrerer. Feltarbejdsbaseret viden har en indbygget modstand mod generaliseringer. Det gælder kategorier som ”kirke”, ”religiøs” og ”social” – men også kategorier som ”migranter” eller ”danskere”. Et analytisk fokus på interaktioner mellem migranter og danskere kan forhåbentligt være en katalysator for at minde mig som forsker – såvel som teologer, kirkemedlemmer og andre – om, at de betegnelser, vi bruger, risikerer at medføre blinde vinkler på, at kirke i praksis er en multifacetteret størrelse af mennesker, der i ord og handling udgør kirkens liv. Et feltarbejdsbaseret studie minder os om, at folkekirken praktiseres også under statistikkens radar.

Noter

1. I artiklen anvendes betegnelserne ”danskere” for etniske danskere og ”migranter” for personer med migrant-

baggrund, jf. FN’s definition: En person, som er flyttet fra sit fødested for at bo længerevarende, uagtet legal status, længden af opholdet, årsag til flytningen og frivillighedsgrad (UN 2020). 2. ”Hverken indvandrere eller efterkommere har én forælder, som både er dansk statsborger og født i Danmark”; ”indvandrere er født i udlandet, mens efterkommere er født i Danmark” (Danmarks Statistik 2020).

3. Kortlægning af 70 folkekirker, interviews med medarbejdere i 13 og feltarbejde i to folkekirker. Undersøgelsen er begrænset til folkekirker, velvidende at migrantmenigheder, frikirker, og frie kirkelige organisationer er væsentlige aktører på området. 4. De seneste årtier forståelsen af kirke som noget, der sker og praktiseres i social interaktion og dermed ekklesiologi som en dynamisk størrelse, der tager afsæt i praksis, konsolideret i samtale mellem empirisk og systematisk teologi, f.eks.

Healy 2000; Ward 2012; Wyller 2019. 5. Denne forståelse af praksis i nyere praksisteori f.eks. Schatzki 2001.

Litteratur

Danmarks Statistik 2018 ”Sogne 1. januar 2018” https:// www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/ GetPdf.aspx?cid=26725

2020 ”Indvandrere og efterkommere” https://www.dst.dk/da/Statistik/ emner/befolkning-og-valg/indvandrere-og-efterkommere/indvandrere-og-efterkommere

Healy, Nicolas 2000 Church, World and the Christian Life: Practical-Prophetic Ecclesiology, Cambridge University Press, Cambridge.

Heimbrock, Hans-Günther & Trygve Wyller 2019 ”Challenging Ecclesiological Traditions”, in: Auli Vähäkangas, Sivert Angel and Kirstine Helboe Johansen, eds., Reforming Practical Theology: The Politics of Body and Space, IAPT. CS 1, 129–136.

Krak, Nikolaj 2018 “Kritik: Folkekirken er blevet en klub for gammeldanskere,” Kristeligt Dagblad, 27/1/2018 Schatzki, Theodore et al. 2001 The Practice Turn in Contemporary Theory, Routledge, New York

United Nations 2020 Migration https://www.un.org/en/sections/issues-depth/migration/index.html.

Ward, Pete, ed. 2012 Perspectives on Ecclesiology and Ethnography, Wm. B. Eerdmans Publishing Co, Michigan

Laura Bjørg Serup Petersen (f. 1990), cand.theol., ph.d.-studerende i praktisk teologi, AU. Forskningsinteresser: Empiri og teologisk normativitet, religions- og økumenisk teologi, religion og migration. Desuden forkvinde i Tro i Dialog under Danmission. Underviser på kandidatuddannelsen i Diakoni, AU. Seneste publikation: ”Intertwined Hospitalities in a Danish Church” i Contested Hospitalities in Time of Migration, Routledge 2019

This article is from: